Hvis du har kommentarer så skriv
hertil
|
1. søndag efter påske 1998
Michael Rønne Rasmussen
Epistellæsningen: Ap.G. 2,22-28
Evangelielæsning: Johs. 21,15-19
Salmer: DDS 167, 203 - 279, 198 v.8, 193
Prædiken:
Han hang på korset og mærkede langsomt livet sive ud af
sin store, knoklede krop. For sit indre blik så han de
sidste 40 år passere revu. Nu hang han her - på samme
måde som hans elskede Herre og Mester havde hængt på
Golgata. 35 år var gået siden han sidst havde set hans
ansigt og hørt hans stemme! Et hastigt smil gled over
hans ansigt, der ellers var fortrukket af smerte: Jesus
- Jesus Kristus! I tre år havde han fulgt ham og
lyttet til ham.
Han tænkte tilbage - helt tilbage til den dag, hvor han
første gang havde mødt den lille splejsede mand med det
milde an sigt og de stærke øjne. Indtrængende havde de
set på, indtil han pludseligt havde sagt: "Følg mig!".
Det var dengang, han kun hed Simon.
Nu kaldte de ham allesammen Peter - klippen.
Igen måtte hans smile trods smerterne; Klippen!
Intet navn passede dårligere på ham - og intet passede
bedre. Jovist, han var stor og stærk som en klippe,
men hans sind var som en bølge på havet, der kastes hid
og did af stormen. De tre år med Mesteren havde været
én lang kæde af begi venheder, hvor han havde taget
fejl og var blevet irettesat af Jesus - venligt, men
bestemt. Gang på gang var det sket.
Der var dengang Jesus havde vasket deres fødder.
Det havde været pinligt! Det var den laveste tjeners ar
bejde. De andre havde været forvirrede og lod som
ingenting, men han - Peter - havde sagt nej; "Aldrig i
livet!"
Da havde Jesus set på ham. Disse øjne, der fra knæhøjde
bo rede sig dybt ind i hans sjæl; "Peter! Hvis ikke jeg
vasker dine fødder, kan du ikke følge mig!" Da var det
han havde råbt: "Så ikke alene fødderne, men også
hænderne og hovedet, for hvor du er, der vil jeg også
altid være!"
Ja, de dage i Jerusalem - de sidste dage med
Jesus........ Nu bag efter så han den røde tråd i alle
de frygtelige begi venheder, men dengang...!
Det var startet med ankomsten, som havde udviklet sig
til et rent triumftog. Folk var stimlet samme og havde
råbt og skreget og viftet med palmegrene. Hjertet
svulmede i hans brøst. Nu skete det - nu endelig skete
det! Og da Jesus et par dage efter havde smidt alle de
handlende ud fra forgårdene, havde de atter følt at
tiden var inde; Nu skulle Israel vinde sin værdighed
tilbage! Nu skulle ro merne smides ud! Jesus skulle
være folkets leder, og de - hans trofaste disciple -
skulle dele hans magt!
Men hvor havde de dog været naive!
I et glimt huskede han den samtale, han havde haft med
Lu kas, da denne var ved at skrive det hele ned.
Da de var kommet til disse sidste dage havde han
protesteret: "Nej, Peter, det kan jeg da ikke skrive!
Det er for ydmygende. I svigtede ham jo - hver og én!
Men da havde han bøjet sig frem og sagt;
"Jo, det skal med - det skal med altsammen.
Det skal også med at vi svigtede - det er jo det
vigtigste af det hele - at vi svigtede". Og så havde
han forklaret Lukas hvorfor.
Det var startet den aften, da de spiste påskelammet.
De havde været oprømte og forventningsfulde.
De havde spist og drukket som de plejede
- kun Jesus var tavs og indesluttet.
Da han endelig talte, havde hans ord været ladet med en
al vor, de ikke kendte, og da han der efter havde rakt
dem brødet og vinen og kaldt det sit legeme og blod,
lagde der sig en dæmper på selskabeligheden omkring
bordet. Bedre var det ikke blevet af, at Jesus havde
sagt noget til Judas, hvorefter han pludseligt havde
rejst sig og var styrtet hovedkulds ud i mørket. Den
dårlige stemning var ikke til at få væk igen, og måske
var det grunden til, at de havde startet diskussionen
om, hvem der skulle være leder, når Jesus blev konge.
Han, Peter, havde naturligvis holdt på sig selv.
Som den naturligste sag i verden havde han optrådt som
disciplene leder, og det skulle der vel ikke ændres på
nu? Men pludseligt havde Jesus brudt ind i deres
diskussion, og var begyndt at tale om sig selv som den,
der var alles tjener. Da var det, at han havde set
direkte på ham og havde sagt de frygteligt sårende ord:
"Satan er ude efter dig, Peter, men jeg har bedt for
dig. Og når du engang omvender dig, så skal du hjælpe
dine brødre".
Når du engang omvender dig!
Ordene havde ramt ham som et hammerslag.
Han var virkeligt blevet såret og fornærmet.
Havde han da ikke omvendt sig?
Havde han ikke forladt alt og fulgt Jesus i tykt og
tyndt? Hvis det var takken, så kunne det også være det
samme. Lidt tvært havde han sagt til Jesus:
"Jesus, Du ved da, at jeg er parat til at gå i døden
for dig!"
Da var det, Jesus havde forudsagt fornægtelsen:
"Inden hanen galer i nat, Peter, har du tre gange
nægtet, at du kender mig".
Og sådan gik det jo også.
Endnu inden han var holdt op med at være fornærmet
havde der pludselig været soldater, slagsmål, blod og
sanseløs flugt. Så var de alene i haven og snart efter
spredte for alle vinde. Da han havde sundet sig lidt,
havde han sneget sig ind på gårdspladsen ved
ypperstepræstens hus, hvor en af pigerne havde genkendt
ham og råbt; "Han var en af dem!" Rasende havde han
nægtet, og nægtet og bandet og nægtet! - indtil han
pludselig hørte hanen gale, men da var det for sent -
alt, alt for sent! I det samme havde de ført Jesus
over gårdspladsen og i et kort sekund, der syntes som
en evighed, mødtes deres øjne. Disse øjne! De var
fulde af smerte - ikke vrede - ikke sorg, men .....
noget andet, noget han ikke kunne forklare, et blik,
der aldrig siden havde sluppet ham.
Han styrtede udenfor - sanseløs vandrede han uden mål
og mening rundt i de natsorte gader. Ud af Jerusalem,
væk, væk, langt væk fra det hele. Hele natten og næste
dag gik han hvileløst fra sted til sted. Ord, som
Jesus havde sagt - ting, han havde gjort, for gen nem
hans hoved. På et tidspunkt havde han siddet på en
stor sten oppe på Oliebjerget og set solen stå op over
Jerusalem. Det var søndag og pludselig havde han
mærket en svag ry stelse i jorden, og det var, som der
samtidig blev rystet et el ler andet på plads inde i
ham selv. "Når du omvender dig!", havde Jesus sagt.
Jamen, havde han da ikke omvendt sig, havde han ikke
slidt og slæbt for at blive bedre? Havde han ikke
ryddet den ene sten efter den anden fra sin livsvej for
Jesu skyld - for at blive bedre? Skulle der virkeligt
være flere sten, han kunne snuble over?
Pludseligt vidste han det!
Peter - klippen - havde Jesus kaldt ham.
Han havde fjernet sten efter sten, men den nat, hvor
han af mægtigt hamrede næverne mod bymuren, den nat
opdagede han, at han intet havde at prale af, at hans
egen tro intet var værd, at hans styrke og mod kun var
ynkelighed og frygt. Da det gik op for ham var han
færdig!
For han havde jo set sit eget ansigt og indså, at
uanset hvor mange sten, han fik fjernet, var der
inderst inde i ham ingen anden klippe end den, der var
bygget op på løgn, undskyld ninger og bortforklaringer.
"Når du omvender dig, Peter!"
Jo, han havde faktisk omvendt sig! Han havde set sig
selv, det han så forfærdede ham - han havde vendt sig
fra sig selv.
Som han sad der og så ud over Jerusalem den morgen, kom
der et andet af Jesu ord til ham:
"Jer er det, der er blevet hos mig under mine
prøvelser". Han havde smilet skævt. Det var jo præcis,
hvad de ikke havde gjort. De havde jo svigtet Jesus og
var rendt deres vej. Hvorfor havde Jesus sagt sådan
noget sludder?
En tåget erindring dukkede langsom op
- fra for lang tiden siden - fra hans bryllupsnat.
Hvorfor kom han til at tænke på det lige nu?
Han og hans elskede havde ligget og set hinanden dybt i
øj nene og han kunne stadig høre hende hviske: "Jeg kan
ikke leve uden dig.
Du er så dygtigt, så stor og så stærk. Du er så rolig.
Du holder mig oppe. Uden dig er jeg ingenting!".
Han havde vidst at det ikke var sandt.
Sådan var han ikke, men det havde alligevel fyldt ham
med glæde og lykke. For sådan taler den, der elsker!
Han havde langsomt rejst sig fra stenen og følt noget
brede sig i sit indre - som solens lys over det mørke
land. "Jer er det, der er blevet hos mig under mine
prøvelser! " Det var ikke sandt, det vidste han godt,
men sådan taler den, der er fuld af kærlighed.
Han begyndte at gå ned af Oliebjerget.
Ned mod Jerusalem - ned til sted, Golgata, som kærlighe
den havde drevet Jesus hen. For hele hans liv - alt,
hvad han havde sagt og gjort - og til sidst også hans
død på korset - det hele havde altid været fyldt af
urimeligheder og modsætninger, men når han brugte
kærligheden som fællesnævner, gik det alligevel op.
Jo, for Jesus havde elsket og i sin kærlighed var Jesus
gået så urimeligt langt, at ingen andre ville kunne
følge ham. Han gik hurtigere, men kom ikke ret langt,
før han pludselig hørte han råb og så sin gode ven,
Johannes, komme løbende op imod sig, mens armene gik
som møllevinger. Resten opløste sig i en tåget lykke i
hans erindring. Jesus, som de troede død - Jesus,
havde overvundet døden! Graven var tom - han var stået
op af graven, som han jo også havde sagt dem forinden!
Nogle dage efter kom han uventet på tomandshånd med
Jesus. Da var det jo han spurgte "Peter, elsker du
mig?" Grædende havde han svaret: "Herre, du ved, jeg
holder af dig. Jeg kan ikke undvære dig, for din
kærlighed er stærkere end stengrunden i mit hjerte".
Tre gange havde Jesus spurgt og tre gange havde Peter
svaret - én gang for hver gang han havde fornægtet ham.
Men til sidst havde Jesus heldigvis tilføjet de ord,
som også var de første, som havde lydt mellem dem :
"Følge mig!"
Nu hang han her - også på et kors. 35 år var der gået.
Ofte havde han, Peter, som de alle kaldte Klippen,
siddet på Golgata og set ud over Jerusalem. Golgata
var den anden klippeblok i hans liv.
Fra Golgatas klippe til stengrunden i hans eget indre
havde Jesus bygget en bro, som var båret op af
kærlighed - Guds kærlighed.
Denne kærlighed var for altid blevet fundamentet for
hans liv - Guds kærlighed - klippen, som intet kunne
kunne ryste! På den havde han levet sit liv i 35 år
- og på den kunne han så også dø i dag.
Amen.
-------------------------------------------------------
-------------------
Kommentarer:
Prædikenen er en bearbejdelse af en fortælling, som
sognepræst Peter Maarbjerg, Vroue, har skrevet til KFUM
og KFUK s medlemsblad GODT NYT nr. 2/96. Fortællingen
tog oprindeligt udgangspunkt i Luk. 22,24-32, men er
her søgt tilpasset kulminationen i Johs. 21,15-
19.
|
|