Hvis du har kommentarer så skriv
hertil
|
Trinitatis 22 II
Prædiken til 22.s.e.trinitatis (II) Matt.18,1-14. Holdt
i Bov kirke 350 - 402,?;488,2+7 - 437 // 246 - 432 -
476
"På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte:
"Hvem er den største i Himmeriget?" Han kaldte et lille
barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og
sagde: "Sandelig, si'r jeg jer: Hvis I ikke vender om
og bli'r som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.
Den, der ydmyger sig og bli'r som dette barn er den
største i Himmeriget; og den, der ta'r imod sådan et
barn i mit navn, ta'r imod mig.
Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig,
til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt
om halsen, og bli'e sænket i havets dyb. Ve verden for
det, der bringer til fald. Vel må der komme fald, men
ve det menneske, som bli'r årsag til fald. Hvis din
hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og
kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet
eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller
fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit
øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra
dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med t
øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes
ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For
jeg si'r jer: Deres engle i himlene ser altid min
himmelske fa'rs ansigt. For Menneskesønnen er kommet
for at frelse det fortabte.
Hva' mener I? Hvis en mand har hundrede får, og t af
dem farer vild, la'r han så ikke de nioghalvfems bli'e
i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og
lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg si'r jer,
han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems,
der ikke fór vild. Således er det min himmelske fa'rs
vilje, at ikke en eneste af disse små ska' gå fortabt."
Hvem er størst? Hvem betyder mest her? Hvem ved mest?
Hvem har flest penge? Hvem har mest magt? Sådanne
spørgsmål stiller vi os selv indimellem, for vi lever i
en tid, hvor disse spørgsmål har betydning. Vi vil
gerne ligge forrest på alle områder, og ka' vi ikke
det, vil vi i hvert fald gerne ligge godt fremme, være
med i førerfeltet eller i det mindste i hovedfeltet. Vi
vil gerne kunne kigge bagud på dem, som kommer halsende
bagefter, eller på dem, som allerede er stået af. Vi
vil vide hvem, der kommer først, vi vil vide hvem, der
er indenfor, og hvem, der er udenfor. Disciplene
stiller et lignende spørgsmål: "Hvem er den største i
Himmeriget?" De tænker nok om sig selv: "Vi er de
største, fordi vi tror mest. Vi er de største, fordi vi
opfører os pænest. Og vi er de største, fordi vi går
mest i kirke." Og der er noget om det; det er da gode
kvaliteter, som er værd at stræbe efter.
Hvilket svar kan de så regne med? Jo, efter vor
menneskelige målestok er der to muligheder. Den ene er:
"Ja, I er vel nok go'e! Værsgo at komme indenfor i
Himmeriget, døren er åben!" Den anden mulighed er:
"Nej, I er nogle hundeho'der. I ska' tro endnu mer', I
ska' opføre jer endnu bedre, I ska' gå i kirke hele
tiden!"
Men det er ikke et svar efter vor målestok, som bliver
gi'et disciplene. Det drejer sig ikke om at gøre
alting bedre, om at gøre alting godt nok. Guds
målestok er en anden: nemlig det lille barn, som Jesus
kalder hen til sig. Et lille barn bliver eksempel på,
hva' der ska' til for at være størst i Himmeriget. Her
bli'r alting vendt på ho'det. Her bli'r disciplenes,
vores, almindelige forventninger om hvem, der er størst
og bedst gjort til skamme. Overfor Gud er der ingen
rangorden, og er der en rangorden, så er det den
omvendte, som gælder, at den lille er den største.
Ska' vi så bli'e børn igen alle vi, som er her i dag?
Ja, det ska' vi på en måde: Vi ska' bli'e mindre. Mit
jeg, som fylder så meget i mig, ska' mindskes. Vi ska'
gi' afkald på at tro, at vi ka' bero på os selv. Vi
ska' la' vort eget jeg bli'e lille og stille, så vi kan
høre og modta' og bli'e fyldt med det, som er større
end os selv.
Vi ska' ta' imod og ikke selv ta': Himmeriget er nemlig
ingen tombola, hvor der er frit valg på alle hylder, og
hvor det bare gælder om at komme til først. Man kan
ikke storme Himmerigets porte og skubbe dem ind, for
disse porte åbner ud ad, og de åbnes indefra af Gud,
som kommer til os. Man ska' heller ikke storme
Himmerigets porte og skubbe dem væk, som er mindre end
en selv, og som man synes står i vejen. Det advarer
Jesus kraftigt imod: "Så er man bedre tjent med at få
en møllesten hængt om halsen og bli'e sænket i havets
dyb." Det er et barskt billede, som ganske svarer til
det, som vi kender fra gangsterfilm, hvor forrædere og
stikkere får cementsko på og bli'r smidt i havet.
Det er altså forræderi at bringe et lille menneske til
fald. At skubbe til den, som vakler, eller at sparke
til den, som allerede ligger ned. Vi kender det godt
det her: Når tingene bli'r sat på spidsen, ved vi, hva'
vi ska' gøre. Så ka' vi sige: "Jeg vil hellere dø end
at gøre et barn fortræd." Så ved vi, at der er ting,
som vi ikke ka' gøre med vor menneskelighed i behold.
Også når tingene ikke er sat helt så stærkt på spidsen,
bør vi sige: "Jeg gi'r afkald på mit eget, jeg vil ikke
være vred og forbitret på dig -heller ikke selv om du
har fortjent det." I musicalen "Les Miserables" -"De
Elendige" er der et smukt eksempel på dette:
Hovedpersonen, den fattige Jean Beljean, har siddet 19
år i fængsel for en ganske lille forbrydelse, for at
stjæle to brød til sin søsters sultne barn. Han har
slidt og slæbt i fængslet, udført slavearbejde, måttet
undvære frisk luft og næppe set dagens lys. Han har i
al den tid ikke haft et navn, men kun været et nummer.
Så kommer Jean ud, han er prøveløsladt. Han ser lyset
igen og indånder den friske luft. En ny dag venter. En
ny chance har han fået, men den chance forspilder han,
for han bli'r fristet til at stjæle fra en biskop, som
giver ham mad og nattely. Om natten sniger han sig ud
af biskoppens hus med et par kostbare sølvlysestager,
men bli'r fanget af politiet. Jean siger, at biskoppen
har givet ham lysestagerne, men det tror politiet ikke
på, og man fører ham til biskoppen.
Nu kunne biskoppen ha' fortalt sandheden, men han gi'r
Jean mere sølv og siger:
"Men min ven, de gik så tidligt, at de sikkert må ha'
glemt, at jeg også gav dem disse, ta' dem, som det
var bestemt."
Til politiet siger biskoppen:
"Denne mand er ingen løgner, skønt det kan se sådan
ud, de har gjort, som pligten bød dem, slip ham så og
gå med Gud."
Og til sidst siger han til Jean:
"Men jeg siger dig min broder, skøn på Herrens
miskundhed. Han var den, som ga' dig sølvet, bli' en
ærlig mand derved. Ved vor Herre Jesus Kristus, ved
de pinsler, han holdt ud, Har han reddet dig fra
mørket, jeg har købt din sjæl for Gud."
Som denne biskop skylder vi, at vi ikke ringeagter
noget menneske, heller ikke det menneske, som agter sig
selv ringe. Vi skylder ikke at bli'e irritable over de
irriterende, ikke at bli'e utålmodige over de
utålelige, og ikke at overse de undseelige. Vi skal
vide, at vi i livets store løb ikke er stjerner, men
hjælperyttere og vandbærere.
Vi skylder meget, men det kniber med afdragene selv
der, hvor vi ved, at vi gerne vil betale: "Har du
snakket med dit barn i dag?", lyder et kendt slogan. Og
hvilken mor eller far bli'r ikke ramt af disse ord, for
det sker jo ind i mellem at arbejdet, karrieren,
pengene og alt det, vi selv vil, stiller sig i vejen
for kontakten med dem, som vi holder allermest af.
"Plant et træ", lyder et andet slogan. Det betyder: ta'
et ansvar for, hvad der sker i verden, gør noget, som
rækker ud over dig selv, gør noget for dine
medmennesker og dine efterkommere. Også disse ord må
ramme os, for hvor ofte sker det ikke, at vi gør det
modsatte, at vi træder ned eller rykker op med rode.
I livets store løb trækker vi ikke altid der, hvor vi
burde trække. Vi giver ikke altid læ der, hvor vi burde
give læ. Vi bringer ikke altid vand til dem, som
tørster.
Ja, vi kan ikke engang altid selv hænge på. Vi ved
godt, hvor let vi taber tråddet, at vi hurtigt mister
pusten, og at vi måske selv skrider i svinget. Så står
man der helt alene og har slet ikke nogen at støtte sig
til. Alt håb er borte, alle har glemt mig, selv de
allernærmeste, og måske råber jeg endda: "Gud har
svigtet mig, Gud har glemt mig." Men Gud siger -sådan
lød det i teksten, der blev læst fra alteret for lidt
siden: "Selv om alle andre skulle glemme, glemmer jeg
ikke dig. Se i mine hænder har jeg tegnet dig".
Gud glemmer os ikke, han har skabt os, og ved dåben
skriver han med korsets tegn sit navn i vore hjerter og
vore navne i sine hænder. Det er et godt bytte, lad os
holde fast på det, så kommer vi i mål alligevel.
|
|