Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	20. s. e. trinitatis 2002 i Kr. Skensved og Jersie
	Epistellæsning: Rom. 11,25-32 Evangelium: Matt. 21, 28-44 Salmer: DDS 25, 225 - 464, (167 v. 7) og 153
	RESPEKT! Sådan lyder et af tidens udtryk, når man møder noget eller nogen, som man bare må tage hatten af for.
	RESPEKT! ... tænkte jeg, da jeg i mandags så det seneste afsnit af Robinson, hvor humørbomben, Mette, som alle holdt af, men ikke kunne være sikker på, fordi hun ikke ville love nogen noget, blev stemt hjem - og tilsyneladende tog det med strålende humør! For her var en person, hvis "ja" og "nej", man kunne regne med. Uanset hvem, der til sidst vinder millionen, havde hun allerede vundet alles respekt - og det er jo ikke sikkert, det kan siges om den, der ender som vinder af det spil!
	"Hvad er det egentligt med den skide respekt, som ingen af os åbenbart har?", synger forsangeren Steffen Brandt i popgruppen TV2. "Er det noget man kan få tilskud til eller trække fra i skat eller kræver man simpelthen bare RESPEKT!"
	Jo, som regel har vi lettest ved at kræve respekt. Det er den mest udbredte tilgang til fænomenet. Et krav - og dernæst naturligvis beklagelsen over, at den ikke forefindes som et fuldbyrdet faktum! Men nu respekt jo ikke noget, man bare får eller finder! Respekt er omgivelsernes velfortjente anerkendelse, når de erkender, at man er til at stole på eller man gør andet og mere end de forventede og regnede med. Respekt opstår, når der ikke er en finger at sætte på det, jeg gør og siger - eller mellem det, jeg siger og gør.
	Det sidste kan man ikke just sige om de to sønner i dag. Den ene afviser opfordringen om at arbejde for sin far, men fortryder og ender alligevel ude på marken. Den anden siger straks "ja", men finder siden noget andet og mere spændende at bruge dagen til. Hvem af dem fortjener nu mest respekt? Tja, ser man på sammenhængen mellem ord og gerning dumper de nok begge.
	Nu er det imidlertid nok heller ikke lige det spørgsmål, lignelsen foregiver at svare på. Som gengivet i Mathæusevangeliet, skal den først og fremmest give svar på, hvorfor det var toldere og prostituerede og ikke de rettroende og respektable farisæere, der tog imod Johannes Døberen forkyndelse af Guds dom og frelsen ved dåb i Jordanflodens vand. Nu skulle man egentlig tro, at lignelsen handlede om, hvordan tolderne og luderne fulgte Vor Herre Jesus og hans forkyndelse af det Guds Rige, der jo netop var åbent for alle dem, der ikke fandt respekt andre steder - og sådan bliver lignelsen nok også hørt. Men ikke desto mindre taler den faktisk om to forskellige jødiske gruppers holdning til Johannes Døbers krav om at vende om og blive mere respektable mennesker, før man fik adgang til Guds Rige.
	Ja, skal vi gøre det helt klart, så handler denne lignelse om et opgør indenfor rækkerne i Israels folk og religion - et opgør i forhold til den Johannes, som var forløberen for Jesus og altså her ikke i forhold til Jesus selv. Hvis det er rigtigt, kan vi nok godt tillade os at spørge, hvad det kommer os kristne ved - for vi er jo ikke jøder?
	Hvad så med den anden lignelse? Kunne den mon hjælpe os til nærmere klarhed? Den taler om en vingårdsejer, der forpagter sin vingård ud til nogle vingårdsbønder, men som jo naturligvis forventer respekt for den indgåede aftale om, at de betaler deres forpagtningsafgifter til tiden. Da de ikke gør det, prøver han først med det gode og fristes måske siden til det onde for at få sin ret.
	Men bag den historie kan vi sagtens høre en anden historie klinge med - nemlig historien om Jesus selv. Hvordan han kom for at hente det, som tilkom Gud, nemlig respekten overfor de indgåede aftaler, vi meget nærliggende kunne tolkes som Moseloven og dermed grundlaget for Israels gudsdyrkelse. Lignelsen er jo, ligesom den første, talt de jødiske ledere - farisæerne og de skriftkloge - der netop påberåbte sig respekt fra både Gud og mennesker for netop den alvor og nidkærhed, hvormed de overholdt Moselovens mange bud og påbud. For de ville - og mente også de kunne - leve op til det, som tolderne og skøgerne åbenbart så stort på.
	Alligevel kommer de til at udtale dommen over sig selv, da de svarer Jesus på hans spørgsmål, om hvordan vingårdsejeren vil behandle sine utro forpagtere. "Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder,..".
	For sagen var jo, at tiden allerede var inde. Dommen og afsløringen af, hvem der er de utro og de trofaste overfor Gud, skete allerede i det øjeblik, hvor farisæerne - afviste Jesus som Guds tolk og sendebud. Han vandt nemlig ikke deres respekt, ligesom han ikke gav dem den respekt, som de mente de havde krav på.
	Farisæerne kendte jo loven - de sagde ja og adlød hvert eneste komma og hvert et bogstav, men siede ikke desto mindre myggene fra og lod kamlerne ligge på bunden af tallerkenen, inden de drak. For de accepterede budet om at elske Gud og næsten som det største, men afslørede alligevel i praksis, hvor meget de elskede deres egen sikkerhed højere end den skæbne, det er at være prisgivet Guds kærlighed. Omvendt viste synderne, tolderne og skøgerne i praksis, at loven ikke havde nogen relevans for deres liv, men da de i mødet med Johannes Døbers betingede - og ikke mindst Jesu ubetingede tilgivelse og accept - alligevel opgav at kræve respekt for deres livs fallitbo, da vandt de på den måde det eneste, som betød noget, nemlig Guds kærlighed og ubetingede accept af dem.
	Hvorfor sker der denne underlige ombytning? Hvorfor skal de respektable ned med nakken og dem, der har tabt alt inklusive deres egen selvrespekt, alligevel have det hele forærende til sidst? Kristendommens svar er, at det er den eneste måde, vi overhovedet kan få en respektabel plads hos Gud, nemlig ved at han selv giver den til os. Kvit og frit - gratis om man vil! Udtrykket "gratis" kommer jo ganske enkelt fra det gamle ord "Gratia", som betyder "Nåde".
	Enhver, der kræver og forventer noget fra Gud - f.eks. med henvisning til at Gud da må respektere alt det gode, som man tror og gør for ham - han har misforstået, hvad det drejer sig om. For netop overfor Gud er RESPEKT ikke noget man kan kræve eller har lov til at trække fra i skat og skyldighed. RESPEKT er alene det, som Gud vil give os, og vi derefter må svare igen med gennem tro og tillid.
	Og vil man ikke respektere det, ender vejen blindt. Der er nemlig ingen anden vej til Gud end at vende om og slå følge med alle dem, der nøjes med det, de får givet, selvom de ikke har fortjent den.
	Derfor kan Paulus med fortrøstning tale om jødernes endelige frelse, fordi det heldigvis er Guds udvælgelse og kærlighed det drejer sig om, og ikke hvorvidt de fortjener respekt eller ej. For selvom de jødiske ledere forkastede Jesus, så er de stadig mål og genstand for den kærlighed og barmhjertighed, som Paulus ser udtrykt i Guds konsekvente "Ja" til alle mennesker - uden undtagelse.
	Guds "Ja" til mennesker i Jesu liv og død gælder os alle - respektable såvel som de urespektable.
	Og derfor lyder det som en advarsel til alle, at det netop var de respektable, der afviste Jesus forkyndelse. Så lidt respekt havde de for ham, at de slog ham ihjel. Og måske burde Gud virkeligt have vendt sig mod dem og givet dem et ondt endeligt - ja, sådan er der jo den dag i dag nogen, der tænker om jøderne, at deres skæbne netop er så velfortjent, fordi de slog Guds Søn ihjel.
	Men sådan taler hverken Paulus eller apostlene. De konstatere derimod at Guds "Ja" forblev et "ja" selvom det blev forkastet af os alle, der både i ord og gerning siger "nej" og vender Gud ryggen. Guds "Ja" bliver derved den grundlæggende udsagn, som vi kristne aldrig kan forlade uden at fortabe os selv.
	For vor frelse er Guds "Ja" i Kristus og hans kærlighed. Dette "Ja" er den hovedhjørnesten, der bærer det hele. Skubber vi først den væk med henvisning til den respekt, som vi ikke mener andre bør nyde, eller den, vi kræver for os selv, er også vi blevet som dem, der en dag må se Guds Rige blive taget fra sig selv og givet til andre. For som vi selv fik det for intet, skal vi også give det videre for intet. Det er i virkeligheden den eneste respekt, som vi skal have for Guds "Ja".
	Amen.

26-12-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email