|
|
1. s. i advent
Kristen Skriver Frandsen
1. s. i advent
1988 tirsdag kl. 19.30
sl. 24,1-10 (hele salmen)
Salme 24 i GT er en meget skøn salme. Der er ingen tvivl om at det er en nytårssalme fra det gamle Israel. Hvor meget Gud og Israels konge er gået i ét dengang et sted i århundrederne før landflygtigheden i Babylon, véd vi ikke; det er tænkeligt at man ikke har skelnet helt så meget, som GT nu gør - skarpt mellem Gud og konge - det lærte man netop under fangenskabet i Babylon, hvor man så, hvad det kunne betyde, når magt og Gud gik i ét, vel at mærke for det eller de folk, som magten undertrykte. Og GT og alle teksterne vi finder der fik først den form vi kender dem i, i århundrederne derefter.
Salmen er blevet til for mere end totusindsyvhundrede år siden, men den taler stadigvæk. Vi er i et spring med i nytårsfesten, som begynder udenfor Jerusalems mure, i en af dalene nedenfor. Vi kan se for os processionstoget, måske med pagtens ark forrest, Guds trone, måske med kongen i spidsen. Nu bevæger processionen sig opad mod Jerusalem, på Sions bjerg. Det nye år skal indledes med fest. Der har været farver, palmegrene, sang, musik.
Og så synger man "Løft jeres hoveder, I porte, løft jer I ældgamle døre, at Ærens konge kan drage ind!" Vi kender de gamle døre, de trætte porte. Året igennem færdes folk ind og ud af byporten. Enker, som kun har Gud som værge. Barnløse gamle, som ingen vil forsørge. Snedige handlende. Porttolden presser penge af dem, der dårligst råd, tør ikke tage andet symbolsk told af de rige. Småtyve sniger sig ind og ud. Og igen og igen må portene slås i, stænges, blokeres - fjender truer.
Der er grund til træthed. Men det skal blive nyt. Vi begynder på et nyt år. Vi véd godt at alt ikke bliver anderledes, men begynder man ikke påny engang imellem, så synker alt sammen; håb kæmper med trætheden, og glemmes håbet, fejres det ikke, så er der kun træthed tilbage.
Løft jeres hoveder I porte. Løft jer I ældgamle døre.
Hvorfor taler den stadig? Trætheden kender vi. Ikke så meget andre folk, men mere eller mindre uhåndgribelige trusler, "magter", - og stadig og altid både den lille og den store ondskab, som trives, bag gamle som nye døre.
Trætheden kan blive meget stor. Og hvor hjælper det lidt at tale om hvor træt man er!
Vi kan føle det som om Gud er lige så fjern som salmen i tid, ikke en vældig krigergud lige om hjørnet. Men tager vi salmen på ordet, så er dørene der - dørene til Gud, til den livsbærende kraft, sådan er mennesket skabt. Men de skal gøres høje og vide nok til Gud.
Vi har det med at snævre ind. Og så er det ikke Gud, som kommer ind, men vores egne meningers skødehund. Vi kan godt have en skødehund, som er vældig bidsk, mod alt alle farer den ud, men en skødehund er og bliver den. Ingen undgår vel helt at snævre dørene ind. Meninger og kæpheste, men naturligvis også dovenskab og fortrængninger. Fordi det er sådan har vi lige så meget som Jerusalems folk og konge igen og igen at fejre nytår - eller advent.
Men vi skal gøre døren høj og vid:
For Gud. Ikke krigerkongeguden. Det er en indsnævring. Men for Gud som alts skaber. Døren skal være så vid, at selv stjernehimlen kan gå igennem. Og du skal se døren i et knappenålshovede. Lade det svimle, når du ved, at denne lille stålmasse er myriader af energisystemer, hvor spørgsmål om fasthed og substans bliver meningsløse. Du skal undres; også undres over dine ord, de vil ikke meget sige, siger Brorson i Op al den ting, som Gud har gjort. Og så siger jo netop han meget; vores ord overhaler hele tiden sig selv, vokser til nye verdener, nye tider. Og vores historie. Den fælles, den vi kender, den vi har mulighed for at lære at kende, og den som er glemt. Er ikke tiden i den gemt som i et knappenålshoved - i en forstand forsvundet, fortiden er ikke mere, - i en anden forstand en energi - stadig virksom i alt?
Vi skal gøre døren høj og vid for Gud som skaber og livsbæreren. Kunne undres.
Vi skal gøre døren høj og vid for Gud - som han kom i mennesket Jesus. Her er der ikke vælde, men afmagt, lidenhed. Der kommer Gud.
Sådan som engang en skomager, der havde fået at vide at Herren skulle besøge ham næste dag: han mødte ham i drengen, der havde røvet et æble, pigen der frøs om fødderne, gadefejeren, der fik en kop varm stærk te, hjalp i det små og ganske stilfærdigt; skomagerne skulle bagefter have at vide at det var der han havde mødt Jesus.
Det hører måske med til sagen at vi skal have den slags at vide bagud. At gøre døren vid nok til Gud er at være forberedt på at Gud kommer bag på os.
Vi finder Gud midt i forvikletheden, forvikletheden med det onde. Det er det julen fortæller. Eller overhovedet det, evangeliet meddeler os. Vi har brug for at kunne tro, at Gud kendes ved os, også når vi ser, at vi ikke har skyldfri hænder og rene hjerter. For det har vi ikke. Ikke som en tilstand, vi har sikret os eller kan sikre os.
Vi er forbundet med den ondskab, vi ser omkring os. Den henter næring fra det vi gør eller det vi ikke gør. I det små og i det store.
Og her er den store forskel mellem det nye testamente og det gamle. For i det gamle var velsignelsen afhængig af om mennesket kunne være skyldfrit overfor Gud.
Som det hed i salme 24: Den med skyldfri hænder og hjertet rent, som ikke sætter sin hu til løgn og ikke sværger falsk; han får velsignelse fra Herren, retfærdighed fra sin frelses Gud.
I det nye gives velsignelsen nedefra, indefra; Guds velsignelse tog bolig i et menneske, der vedkendte den sig det menneskelige, og den tilgav, der hvor den hos mennesker fandt svigt og skyld.
Det vil sige, vi gør døren stor nok for Gud, når vi tror det og når vi så ikke selv gør os til dommere og grænsedragere.
Endelig skal vi gøre døren høj og vid for Gud - når Gud kommer som ånd. Den tredje side af Gud, som vi sætter ord på, når vi bekender Gud som treenig. Ånd drejer sig om fællesskab. Tænker vi stort nok om de døre der skal åbnes, tænker vi ikke bare på mit private forhold til Gud, min egen synd, mit eget behov for tilgivelse. Det bliver at kredse om sig selv.
Nu er intet umuligt for Gud, sagde Jesus, da talen var om en rig kunne komme igennem et nåleøje, og ingen dør er i sig selv for lille til Gud. Så det lille private forhold til Gud, kan vel nok blive en indgang for det nye; men dette nye forlanger så at lave om på lidenheden - som nytårstoget som snoede sig op Jerusalems mure måtte forlange døre og porte videt ud, rettet op i fuld størrelse.
Det betyder at vi kastes ud i fællesskab med andre. Ikke bare den lille udvidelse af det private gudsforhold til den lille gruppe, som mener og har oplevet det samme, takket være en snæver fælles tradition, altså ikke bare til meningsfællesskabet. Men ud dér, hvor ånden blæser hvorhen den vil. Det fællesskab, som Helligånd skaber, er heller ikke et, hvor man vogter på grænserne. Det er et samtalens fællesskab, fordi det udspringer af en tro på at Gud vedkendte sig det billede af sig selv, som ethvert mennesker er skabt i, da han selv blev menneske; i den tro ser vi fællesskabet, der er på forhånd med ethvert menneske, hvad det så end måtte mene, tænke, tro eller gøre, når vi møder det. Her lytter man, og taler om det, man selv tror. Om nogen bliver omvendt, det lader man ånden om at bestemme, dvs. samtalens frie løb. Det kan som i enhver samtale, godt være man selv bliver bevæget nye steder hen.
Døren skal gøres vid nok til at rumme Gud som ånd. Ikke længere som krigerguden, der lever af at vi gør os billeder af fjender, men som den, der prøver os og ånderne, i samtalens frihed, hvad der er af Gud og hvad der ikke er.
For at Gud ikke længere er vores krigsgud, med i specielt vores lejr, med front mod de andre, er ikke det samme som at der ikke er kamp. Det, som ikke er af Gud, er det som gør trætheden. Det handler advent-nytåret om. Og træthed blæses kun væk af håb, håb om at de trættende magter kan overvindes og fundamentalt set er overvundne - med den fødsel, som adventen forbereder til.
Det er vores nytårstro. Løft jeres hoveder, rejs jer I ældgamle. I alle aldre.
Amen.
(1988) |
|
|
|
