Med denne overskrift vil der kunne bringes klip og uddrag af prædikener, som måske især har historisk interesse. Det udelukker ikke at der kan være inspiration at hente - også idag. Klippene vil være relateret til den enkelte søndage

1. s. i fasten A på Teksten denne uge

Flemming Lundgreen Nielsen refererer og citerer en prædiken af Grundtvig fra 1807. (S 197 i Det handlende Ord. N.F.S Grundtvigs digtning, litteraturkritik og poetik 1798-1819.1980)

1807
En reel djævel tror Grundtvig ikke på, da Gud ikke vil og djævlen ikke ville kunne friste os. Grundtvig udlæser af evangeliet, at fjenden er i vor egen barm, og gennemgår Jesu fristelser på en måde, der teologisk er rationalisme, æstetisk vidner om dramatisk indlevelse i Jesu situation:

"Ved lang Faste var hans Legem udmattet og trængte til Vederkvægelse. Han hungrede, læse Vi. Men i Ørken, langt fra Mennesker, fandt Han ingen saadan.Da tænkte Han er det sandt, hvad Man fortalte Mig om Tegnene der skete ved min Fødsel, er Jeg virkelig den, i hvem II Gud har sin Velbehag, som det i Tordnens Bulder lød over min Daab, da kunde Jeg vel ogsaa frembringe Brød selv af disse haarde Stene. Men, strax retter Han sig selv ved at tænke: Mennesket lever ej blot ved Brød, men ved Ordet som udgaar af Guds Mund, ved Herrens almægtige Villie."

Jesu anden fristelse tilskriver Grundtvig hans stolthed og ender således:

"Han gysede allerede for at en saadan Tanke kunde opstaa i hans Sjel, Han kendte sin Aands Renhed, og kunde ikke tro det var muligt Han selv havde undfanget Tanken. - Han troede at se for sig Satan, Menneskenes arrigste Fjende der vilde forføre ham til at glemme sin Gud, og derfor udraaber Han Vig bort Satan!"

Prædikenens budskab er så, at vore »onde Lyster og Tilbøyeligheder« er de djævle, vi skal bekæmpe. Prædikenens Jesus-billede er en digterisk og humanistisk udfyldelse af evangeliets ramme, på mærkværdig afstand af Jesus-forståelsen i »Om Religion og Liturgie« [Fra året får 1806]. Han har ikke villet eller turdet opvarte de Bøstrup sognefolk med sin kristendom i Schellingsk-Steffensk anretning.

1837 - kursiv: Kristen Skriver Frandsen

Prædikenen bærer stærkt præg af at være blevet til efter den mageløse opdagelse i 1825. Og var 1807 prædikenen rationalistisk, så er prædiken for det første nu vendt mod det (rationalistiske) eksegetiske pavedømmes sønderplukning af teksten for det andet en stærk hævdelse af, at denne bibelske kritik sådan set er ligegyldig, for det er trosbekendelsen MED forsagelsen, der er troens grund og sandhedskriterium. Og nu kan Grundtvig ikke drømme om at fraskrive djævelen realitet.

Fristelses-Historien hører, som vi veed, til de mest anfægtede i hele det Ny Testamente, men det kan være os det Samme, os siger jeg, saa mange, som veed, at vor Tro og Christi Kirke hverken staaer eller falder med noget Blad i Bibelen eller med noget Papir og Pergament, som Møl kan æde og den sidste store Ildebrand nødvendig maa fortære, men at vor Tro og Herrens Huus er ene grundet paa det levende Guds-Ord, som varer evindelig. For os er nemlig end ikke Fristelses-Historien selv og dog langt mindre en vis Fortolkning og Forklaring deraf nogen Troes-Artikel, som vi enten vil paanøde hinanden eller vove vor Salighed paa, og naar vi, som Skriftkloge, har sagt Menigheden Alt hvad vi veed baade om Historiens Ægthed og Troværdighed og om dens rette Mening og Sammenhæng, maa vi dog bestandig overlade det til vo~ Tilhørel res] christelige Frihed at tænke derom og lægge hvad Vægt derpaa, de synes, naar de kun ikke derved modsige eller glemme deres Daabs-Pagt. - Ja, m.V. vor Daabs-Pagt maae vi vist nok altid huske og daglig minde os selvom, da det i alt Fald, baade er vor eneste Forpligtelse, som Christne, vor eneste christelige Pligt at holde vor Daabspagt, og er paa vor Daab vor Indfødsret og alle vore borgerlige Rettigheder i Guds Rige beroer; men Fristelses-Historien maa eftertrykkelig minde os om vor Daabspagt, thi naar den slutter med at Herren sagde: viig bag mig, pak dig, Satan! da maae vi nødvendig huske, at det er det samme Ord, Han ved Daaben har lagt i vor Mund, naar han spørger: forsager du Djævelen? thi det er jo:forviser du ham fra dig, be[d]er du ham gaae til Helvede, og lade dig i Fred gaae til Himmerig?
Heraf see vi imidlertid ogsaa, at Christne umuelig kan fatte nogen Tvivl eller giøre nogen Indvending mod Fristelses-Historien paa den Grund at der enten ingen Djævel skulde være til eller at han kunde ikke friste Mennesker end sige Guds Søn; thi kræver Herren af alle dem, der vil være Guds Børn med ham, at de skal forsage Djævelen, da maa han jo baade være til, kunne friste Mennesker og blive selv Guds Børn farlig, hvis de ikke vaage og bede, saa de ei skal falde i Fristelse!
See, derfor har alle barnlig troende Christne til alle Tider, fundet Fristelses-Historien, som den lyder, aldeles troværdig, og jo nøiere vi som saadanne Christne betragte og betænke den... (S 143 Grundtvigs Prædikener Bind 12 1838-39)

Grundtvig slutter så sin prædiken med en nyopdagelse i forhold til dagens tekst, at det ikke var med "..Sprog af Skriften, Herren drev Djævelen fra sig.men med det Almagtens Ord, den Hellig-Aand umiddelbar ragde ham, med Ordet: vig bag mig, pak dig Satan.. Herrens Fristelse kom kke før hans Daab, men efter den, og han fik ikke Aanden fra Skriften, men med den Røst fra Himmelen: denne er min Søn..