|
|
1.
s. i fasten: Grundtvig 1807 og 1839
1. s. i fasten A på Teksten denne
uge
Flemming Lundgreen Nielsen refererer og citerer en
prædiken af Grundtvig fra 1807. (S 197 i Det handlende
Ord. N.F.S Grundtvigs digtning, litteraturkritik og
poetik 1798-1819.1980). Teksten i kursiv er Flemming
Kundgreen Nielsens tekst.
1807
En reel djævel tror Grundtvig ikke på, da Gud ikke vil
og djævlen ikke ville kunne friste os. Grundtvig udlæser
af evangeliet, at fjenden er i vor egen barm, og
gennemgår Jesu fristelser på en måde, der teologisk er
rationalisme, æstetisk vidner om dramatisk indlevelse i
Jesu situation:
"Ved lang Faste var hans Legem udmattet og trængte til
Vederkvægelse. Han hungrede, læse Vi. Men i Ørken, langt
fra Mennesker, fandt Han ingen saadan.Da tænkte Han er det
sandt, hvad Man fortalte Mig om Tegnene der skete ved min
Fødsel, er Jeg virkelig den, i hvem II Gud har sin
Velbehag, som det i Tordnens Bulder lød over min Daab, da
kunde Jeg vel ogsaa frembringe Brød selv af disse haarde
Stene. Men, strax retter Han sig selv ved at tænke:
Mennesket lever ej blot ved Brød, men ved Ordet som udgaar
af Guds Mund, ved Herrens almægtige Villie."
Jesu anden fristelse tilskriver Grundtvig hans stolthed
og ender således:
"Han gysede allerede for at en saadan Tanke kunde
opstaa i hans Sjel, Han kendte sin Aands Renhed, og kunde
ikke tro det var muligt Han selv havde undfanget Tanken. -
Han troede at se for sig Satan, Menneskenes arrigste
Fjende der vilde forføre ham til at glemme sin Gud, og
derfor udraaber Han Vig bort Satan!"
Prædikenens budskab er så, at vore »onde Lyster og
Tilbøyeligheder« er de djævle, vi skal bekæmpe.
Prædikenens Jesus-billede er en digterisk og humanistisk
udfyldelse af evangeliets ramme, på mærkværdig afstand
af Jesus-forståelsen*) i »Om Religion og Liturgie« [Fra
året får 1806]. Han har ikke villet eller turdet opvarte
de Bøstrup sognefolk med sin kristendom i
Schellingsk-Steffensk anretning.
---
1837 - Indskannet og med sammenbindende tekst
i kursiv: Kristen Skriver Frandsen
Prædikenen bærer stærkt præg af at være blevet til
efter den mageløse opdagelse i 1825. Og var 1807
prædikenen rationalistisk, så er prædiken for det første
nu vendt mod det (rationalistiske) eksegetiske
pavedømmes sønderplukning af teksten for det andet en
stærk hævdelse af, at denne bibelske kritik sådan set er
ligegyldig, for det er trosbekendelsen MED forsagelsen,
der er troens grund og sandhedskriterium. Og nu kan
Grundtvig ikke drømme om at fraskrive djævelen realitet.
Fristelses-Historien hører, som vi veed, til de mest
anfægtede i hele det Ny Testamente, men det kan være os
det Samme, os siger jeg, saa mange, som veed, at vor Tro
og Christi Kirke hverken staaer eller falder med noget
Blad i Bibelen eller med noget Papir og Pergament, som Møl
kan æde og den sidste store Ildebrand nødvendig maa
fortære, men at vor Tro og Herrens Huus er ene grundet paa
det levende Guds-Ord, som varer evindelig. For os er
nemlig end ikke Fristelses-Historien selv og dog langt
mindre en vis Fortolkning og Forklaring deraf nogen
Troes-Artikel, som vi enten vil paanøde hinanden eller
vove vor Salighed paa, og naar vi, som Skriftkloge, har
sagt Menigheden Alt hvad vi veed baade om Historiens
Ægthed og Troværdighed og om dens rette Mening og
Sammenhæng, maa vi dog bestandig overlade det til vo~
Tilhørel res] christelige Frihed at tænke derom og lægge
hvad Vægt derpaa, de synes, naar de kun ikke derved
modsige eller glemme deres Daabs-Pagt. - Ja, m.V. vor
Daabs-Pagt maae vi vist nok altid huske og daglig minde os
selvom, da det i alt Fald, baade er vor eneste
Forpligtelse, som Christne, vor eneste christelige Pligt
at holde vor Daabspagt, og er paa vor Daab vor Indfødsret
og alle vore borgerlige Rettigheder i Guds Rige beroer; men
Fristelses-Historien maa eftertrykkelig minde os om vor
Daabspagt, thi naar den slutter med at Herren sagde:
viig bag mig, pak dig, Satan! da maae vi nødvendig huske,
at det er det samme Ord, Han ved Daaben har lagt i vor
Mund, naar han spørger: forsager du Djævelen? thi det er
jo:forviser du ham fra dig, be[d]er du ham gaae til
Helvede, og lade dig i Fred gaae til Himmerig?
Heraf see vi imidlertid ogsaa, at Christne umuelig kan
fatte nogen Tvivl eller giøre nogen Indvending mod
Fristelses-Historien paa den Grund at der enten ingen
Djævel skulde være til eller at han kunde ikke friste
Mennesker end sige Guds Søn; thi kræver Herren af alle
dem, der vil være Guds Børn med ham, at de skal forsage
Djævelen, da maa han jo baade være til, kunne friste
Mennesker og blive selv Guds Børn farlig, hvis de ikke
vaage og bede, saa de ei skal falde i Fristelse!
See, derfor har alle barnlig troende Christne til alle
Tider, fundet Fristelses-Historien, som den lyder, aldeles
troværdig, og jo nøiere vi som saadanne Christne betragte
og betænke den... (S 143 Grundtvigs Prædikener Bind 12
1838-39)
ksf: Grundtvig slutter så sin prædiken fra 1837 med en
nyopdagelse i forhold til dagens tekst, at det ikke var
med ..
"..Sprog af Skriften, Herren drev Djævelen fra sig.men
med det Almagtens Ord, den Hellig-Aand umiddelbar ragde
ham, med Ordet: vig bag mig, pak dig Satan.. Herrens
Fristelse kom kke før hans Daab, men efter den, og han fik
ikke Aanden fra Skriften, men med den Røst fra Himmelen:
denne er min Søn.."
Jeg var så nu lige omkring Religion
og Liturgie på grundtvigværker.dk. Hvor teksten kan
læses sammen med Vanja
Thaulow's kommentar - fra kommentaren citerer jeg
herefter:
S.
148 når Grundtvig frem til Jesu fødsel:
“med ham nedsteg atter Religionen til Jorden”. Jesus betragtes
som foreningen af det evige og endelige, idet han rummer
både en guddommelig og en menneskelig natur. Han kom for
at forsone menneskene med Gud, og den kristne religion kan
derfor defineres som: “det Endeliges Forsoning med det
Evige” (s. 148). Også denne definition er et ekko af Schellings Vorlesungen
über das academische Studium, se
fx Schelling 1803, s. 180.
Kristendommen
løser nogle af de gåder, Grundtvig har kredset om: Den
forklarer disharmonien i menneskets natur. Den bekræfter, at genforening
med det evige er mulig, fordi Gud selv har sendt sin søn
til jorden. Og den viser, hvordan genforeningen
er mulig, nemlig ved menneskets stadige stræben efter det
evige og ved lydighed mod moralloven (s. 151). Det sidste
er i sammenhængen et overraskende synspunkt. Det må
betragtes som en genklang af tidens rationalisme, og man
kan spørge, om Grundtvig virkelig mener det, han siger,
eller om han forsøger at dække sig ind i forhold til sine
mere rationalistisk sindede kolleger.
|
|
|
|