| Teksten denne uge's Prædikensamling Der vil overvejende være tale om redaktørens egne prædikener. Som regel ret gamle, fordi jeg de sidste 7-8 år næsten kun har holdt prædiken uden egentlig manuskript - men hist og her vil der også være skitser, som jeg skønner er udførlige nok til at være til inspiration. Prædikensamlingen vil rumme prædikener, som jeg synes kan have elementer, jeg selv ville kunne bruge i dag - og som der derfor er henvist til fra Teksten denne uge. Der kan også være egne prædikener, som måske viser, hvordan jeg i dag synes man ikke skal gøre det! I så fald er det anført i en kort introduktion. Endelig vil der være plads til andres prædikener - kun som de gode eksempler! Kristen Skriver Frandsen |
 |
||||||
| Påskedag 1994 2 dåb Vi tror på kødets opstandelse og det evige liv. Det siger vi ved hver eneste gudstjeneste i trosbekendelsen - det er den tro, som vi siger ja til ved dåben. Barnet siger ikke ja, men den voksne siger på dets vegne og for dets skyld ja til at man gerne vil at barnet står i et fællesskab, hvor man blandt andet bekender dette: vi tror på kødets opstandelse og det evige liv. Vi kan måske acceptere at Gud greb - jeg havde nær sagt forstyrrende - ind i naturens orden én gang i historien og opvakte sin egen søn af døde - så legeme og det hele på voldsom dramatisk vis forsvandt fra graven, som vi hører hos Mattæus. De andre evangelister fortæller mere stilfærdigt om sagen, men det er dog samme sag. Legemet i graven er væk. Og at det ikke bare er stjålet bliver de overbeviste om i den følgende tid, da de møder ham, oplever ham tilstede i sin krop, dog uden denne krop er bundet af de bindinger vi ellers oplever er kroppens. Han kommer og går - en lukket dør er ingen hindring. Vi kan måske acceptere det for denne ene gangs skyld. Guds egen søn, for 2000 år siden. Men ellers er vi ikke meget for at tænke, gøre os forestillinger, som overskrider de lovmæssigheder som holder så udmærket stik i det daglige, som får sten til at falde nedad, som får komprimeret benzin og luft i en cylinder til at eksplodere ved en gnist, så vi kan køre i vores biler, som får elektroniske kredsløb til at opføre sig ens, så det ikke er naturlovene, men en idiotisk programmør, som får vores pc til at blinke Error! fejl! Men vi bekender det alligevel: Vi tror på kødets opstandelse og det evige liv. Alle véd hvad der sker med vores kød. Allerede mens vi lever begynder fra et vist, ret tidligt, tidspunkt en nedbrydning, vi ældes, og når vi dør, så går kødet til grunde, hvad enten legemet bliver brændt eller begravet så opløses det, det bliver til salte og mineraler. Nogle af disse organiseres måske i nyt liv. En orm fører en mundfuld med hist, får selv liv en tid, efterlader nogle atomer eller molekyler her, en planter hiver det op med rødderne, der dannes et blad, det falder til jorden også videre, en del siver blot ned til et passende lag i jorden og kommer aldrig videre. Det er i et vist omfang kødets genanvendelse, men ikke dets opstandelse. Vores problem er at vi i vor tid ofte kun tænker serielt. Vi kan kun tænke os tiden som én lang linie - den er så uendelig - men det er ikke evighed. Det er netop kun uendelighed. Tænk jer en uendelige prædiken. Det kan godt være at i om 7-8 minutter tænker, at sådan én er jeg vist igang med, men så kan jeg på forhånd trøste jer, så er jeg ved at være færdig. En evig prædiken ville være en prædiken, hvor tiden bare forsvandt, eller blev fuldstændig opfyldt, fordi man var optaget af at høre. Den findes ikke, men drømmen om den findes - og i samtalen kan man undertiden erfare dette: tiden forsvinder, og øjeblikket får evighedsfylde. Paulus siger at dem, som tror på Kristus, er hans legeme. Han er hoved, vi er krop - og vi er alle hinandens lemmer. I én forstand er det altså Jesu opstandelseslegeme. Da han holdt op med at vise sig for disciplene i et afgrænset legeme, var han hos dem på en ny måde - nogle gange siger vi som ånd, men altså i dem, som tror: Vi er hans legeme. På den måde bliver Jesu opstandelse også vores opstandelse - vores "kødets opstandelse". En af de ældste tekster om dåben, vi har, findes i det brev, som Paulus skriver til romerne: "Ved I ikke at alle vi som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død. Vi er altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv." Det kan lyde voldsomt at tale om død og dåb sammen. Men det er nødvendigt. Kan vi kun forstå vores tilværelse kort sagt: naturvidenskabeligt, dvs: i årsagssammenhænge og seriel tidsforståelse, så er døden en enorm magt. Alting bevæger sig så mod opløsning. Jeg ved ikke om at man virkelig kan leve kun med det, men jeg ved at det kan være livslammende ikke at se andet. De tre håndfulde vand er meget symbolske. Tydeligere var det oprindeligt, da de døbte, børn som voksne, skulle helt ned under vandet: man kom ned at røre ved undergangskræfterne, når vandet lukkede sig over ens hoved - og så blev man trukket op - til opstandelse, eller som Paulus sagde: til at leve et nyt liv. Man blev i dåben mindet om at Kristus var gået i døden med én, men at hans magt var stærkere end døden, derfor behøver man fra dåben heller ikke længerer at lade sig lamme af frygt - den er overvundet. Vores tids- og jordbundne og yderst forgængelige "kød" kan leve i tillid til at døden trods forgængeligheden er overvundet. Leve et nyt liv, kan det hedde. Paulus kan også beskrive det på en anden måde: "Ikke jeg lever, men Kristus lever i mig". Hvordan skal det forstås? Måske sådan: liv er altid mere end det som man kan forklare med kemiske og fysiske reaktioner. Det gælder alt organisk liv. Dette mere kalder teologien ånd. Det har mennesker erkendt længe før naturvidenskaben selv finder frem til sine grænser og undertiden i dag taler om det samme. Det kan mennesket erkende, netop fordi det har del i ånd, det som al liv består af. Meget smukt er det bekrevet i Gammel Testamente, i salme 104: Salmen beskriver de levende væsener - løver, mennesker, hvaler - hvordan de er afhængige af den Gud, som skaber dem: ".. du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver, du skjuler ansigtet og de forfærdes, du tager deres ånd bort, og de dør og bliver til jord igen; du sender din ånd, og der skabes liv, du gør jorden ny." Sålænge mennesket er alene med døden, så må det opleve livet som i salmen, at Gud kan skjule sig, ånden, min livsånde, min identitet kan trækkes tilbage fra mit kød, og det - og jeg - smuldrer væk. Mennesket har ikke ånden, får den hele tiden, ellers lever det ikke, men altså har den ikke. Det Kristus viste var at mennesket ikke er alene med døden, han som har fuld del i Gud, delte døden med mennesket og overvandt den. I tro på det får mennesket ånden, nu som en tryghed, vished, at den ånd, som former dette min legeme og min identitet, forgår ikke men lever i Gud - nu og altid. Da dåben stadig først og fremmest forholder sig til dette hedder det også altid at vi får skænket Helligånden med det evige liv. Det er et vældigt drag af nutid i det at tro på kødets opstandelse. Kødets opstandelse er Kristi kærligheds nutidige liv i dig og i mig. Anderledes er det heller ikke når Jesus i Johannes evangeliet taler om evigt liv:"Den der hører mit ord og tror ham som har sendt mig har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet." Forgængelighed er ikke længere fortegnet for livet. Men hvad så, molekylerne spredes jo stadig når vi dør, det legeme, hvis mindste forandring vi vogter på, forsvinder jo nu engang, forgår. Udtømmes opstandelsen så at sige helt i nutidigheden? Lidt i lighed med den vidunderlige samtale, hvor tiden forsvinder, og vi derfor kunne sige vi oplever evighed? I perioden - for 30-40 år siden, bestemt af eksistentialismen - tænkte vi lidt sådan. I valgets øjeblik mødte vi evigheden, der blev vi et selv, på samme måde kunne troens øjeblik løfte én ud af tidens strøm, og mere behøvedes ikke. Jeg er ikke i tvivl om at eksistentialismen har et af sine væsentlige udspring i kristendommens forestilling om evigheden allerede nu. Evigheden i nu'et findes i NT, men dens kun i nuet findes ikke. Og det har at gøre med forestillingen om ånd. Ånd dør ikke, den er Guds fra først af, og Gud tager sig af den - og har gjort det i Kristus. Når så fx. Paulus skal tænke videre: hvad sker der, når vi dør, så må han tænke i forvandling. Kornet der dør i jorden ligner ikke spiren og akset der vokser op. Kornet opløstes og gik til grunde, men kornets kode formede et nyt aks, optog nye elementer, blev til et nyt og anderledes legeme. Sådan må man også tænke sig med de dødes opstandelse. Eller han famler med forestillinger om at mennesket afklædes det ene legeme og overklædes et andet. Hvis Paulus havde vidst at sommerfuglens larve og sommerfuglen var den samme, så havde han brugt det som billede. Larven æder og æder sit blad, og livet er ikke andet end denne æden; en dag sker en forvandling, den gider ikke spise, den hyller sig ind i en puppe, bevæger sig ikke, - er den død? - og så, igen efter en tid, sker der noget, pubben sprænges, noget folder sig først lidt besværligt, så sikrere ud, fantastiske farver glimter i solen, en sommerfugl er blevet til. Pointen er forvandling: identiteten er der, men den legemlige iklædning er en anden - og den kan man kun udtrykke sig billedligt om. Men legemlig er den: ånd er i den grad for den kristne tro livskraft og ikke kun bevidsthed, at kraften ikke kan lade være at forme sig legemlighed i en eller anden forstand, som vi ikke kan videnskabeligt fiksere, men nok både ane og tro. Og til slut, for at prædiken nu ikke skal blive uendelig: Vi har fået mulighed for et liv som er mere end den bare bevidstløse æden os igennem det blad, vi sidder på; vi har fået mulighed for ikke at lade os lamme af angst selv om tilværelsen maser sig puppetæt omkring os, vi har fået sommerfuglehåbet med fra begyndelsen - fx. i vores dåb. Vi tror på kødets opstandelse og det evige liv. Amen. |
|||||||
| Kommentar 2017
En rigeligt lang og snakkende prædiken, men taget med, fordi den arbejder med at formidle det, jeg mener er oprindelig kristen tro på opstandelse - ikke bare som en særlig bevidsthed, der kan gribe en, men som realitet, en overvindelse af den fysiske, så smerteligt erfarbare død. Det er selvfølgelig i en vis forstand rablende umoderne - og har været det længe. Da jeg studerede, kunne jeg godt gribes af at reducere opstandelse til oplivelse, mens vi lever - på en eller flere raffinerede måder. Ordet opstod af døde Men noget har altid naget mig, det var ikke sådan de første kristne troede og tænkte, og kirken var aldrig blevet til, hvis ikke den forkyndte troen på dødens overvindelse - som noget mere end et bevidsthedsfænomen. Den dødsdømtes sidste smøg Den lille ordveksling ramte i den grad noget i min egen teologiske fornemmelse, at jeg siden har arbejdet på ikke at afstrejfe betydningen af forkyndelse af de dødes opstandelse. 2017. Da jeg lige skulle linke til at par påskeprædikener - lidt i en fart - fandt jeg ingen, som ikke især og måske næsten udelukkende taler om dødens overvindelse som noget eksistentielt her og nu. Derfor har jeg hentet hosstående af mine egne. Den bøvler da i det mindste - lidt langstrakt som nævnt - med spørgsmålet |
|||||||