|
|
2. søndag efter trinitatis 2013
Anders Kjærsig
Symposion og antisymposion
For snart 2400 år siden skrev den græske filosof Platon en dialog med titlen Symposion. Den handler om en flok intellektuelle kunstnere og filosoffer, der mødes til et lille lukket selskab. Ved sådan et symposion spiser og drikker man, og vel og mærke drikker til man bliver godt beruset. Efterfølgende rejser på skift hver enkelt deltager sig op og begynder at causere og docere over et på forhånd udvalgt tema. I Symposion er temaet kærligheden - kvinden, eros og kunsten.
Deltagerne bliver opvartet af slaver. Det er en lukket fest. Kun for de indviede og udvalgte: Man skal være ud af aristokratisk slægt, rig og intelligent for at være med. Alt bliver serveret og tilrettelagt. Det er et eksklusivt selvskab. Slaver, tjenestefolk, fattige, syge, spedalske, de udskudte og de, der skød forbi, får ingen indgang. Hverken fysisk, intellektuelt eller åndeligt. De får ikke engang et sprog. Der er ingen, som taler om dem eller taler deres sag- de er anonyme, stumme, dumme, tavse, oversete og knap nok eksisterende. Som C. V. Jørgensen synger om marginaliserede eksistenser mange år senere:
Neonskrig & nylonskrål
tabte tænder i metermål
natteravne på rov
usynligheder med hjælp behov
Fryseflip & gåsehud
hættemåger med portvinstud
uskyldigheder en masse
blåt blod til alle på blågårds plads
Femhundrede år senere skriver evangelisten Lukas også et symposion. Eller symposion er måske så meget sagt, for Lukas symposion er et omvendt symposion – et antisymposion, der vender op og ned på det ellers vedtagene og undertrykkende hierarki, vi finder hos Platon.
Antisymposiet strækker sig fra kapitale 14,1-24 og består indledningsvis af nogle små belærende fortællinger. Fortællingerne handler om, hvem man skal invitere, og hvor ved bordet man skal sætte sig. Lukas advarer mod at invitere venner, for det får man intet ud af andet en gensidig selvbekræftelse – det kender de fleste. Venner er venner værst, så længe der er venner til.
Ligeledes advarer han også imod at sætte sig selv for højt op ved hovedbordet i forhold til de normale vedtagende pladser. Ikke på grund af jantelov, men fordi Lukas er kritisk overfor magtens instrumenter inklusiv brugen af gastronomi som eksklusivitet og udelukkelse. Det kunne vi måske lære lidt af i dag, hvor selv vejrudsigten pakkes ind i lukullisk og højbelagt gastronomi.
Lignelsen om det store gæstebud er kulminationen på det lukanske antisymposion. Vi har lige hørt den. Det er en lignelse, som handler om Guds rige. Hvem der er inviteret til festen på den ene side, og hvem der kommer til festen på den anden side. Det er ikke de samme. De inviterede undskylder sig og kommer ikke på grund af næringssorger og andre dagligdags bekymringer. Gad vide om de var kommet til Platons symposion, hvis de fik muligheden? Til gengæld kommer de, der ikke er inviterede. De har nemlig ingen undskyldninger.
Kongen er Gud selv. Tjeneren er hans søn, Jesus Kristus. Han går ud blandt de marginaliserede ude på stræder og veje helt ude bag de lukkede skove og forbudte områder for at invitere alle de ind, som ingen gider bespise eller tale med. Blot blod til alle på Blågårdsplads.
På den måde bliver de indbudtes undskyldning til de uindbudtes festmåltid. For fest skal der være – uanset hvem der kommer. Brorson skriver, om de der kommer til festen, på følgende måde:
Jesus, livets sol og glæde,
se, her er jeg nu til stede!
Jesus, du al nådens kilde,
hør, hvad jeg så gerne ville;
se, jeg falder dig til fode,
giv, at mig til gavn og gode
og dit frelsernavn til ære
jeg i dag din gæst må være!
Disse to fortællinger har på hver sin måde konkurreret med hinanden i den europæiske civilisationshistorie: Platons lukkede og eksklusive selvskab på den ene side, og Lukas åbne og inklusive måltid på den anden side. Spændingen mellem lukkethed og åbenhed, mellem at ekskludere og inkludere, har således sat sine spor i både europæisk og dansk litteratur og interiør.
Antropolog, Anne Knudsen, taler i et dansk sammenhæng om fænomenet: ”det runde bord”. Det runde bord er udtryk for selvtilstrækkelighed og lukkethed. Bordet er på den måde bærer af eksklusivitet. De, der sidder ved bordet, fører ordet. Ordet er ved bordet. Bord og ord hænger sammen. Det gør det også sprogligt. Alle andre end de ved bordet skal blot holde kaje og ikke blande sig, hvis ikke de ligefrem smider en check på bordet eller giver en omgang til bordet, og derefter holder ordet for sig selv. En omgang til bordet er en mulig indgang til ordet.
Det runde bord er på den måde en udelukkelsesmekanisme, der giver udtryk for eksklusivitet og indadvendthed og er kun for de få.
Det kommer bl.a. til udtryk i Gustav Wieds klassiker Livsens Ondskab, hvor de danske ædedolke har gjort bespisningen til en loge af ligesindede. Her er der en klar og utalt eksklusivitet. Som Redaktør Heilbunth - ædedolkenes selvbærende formand - selvironisk og impotant siger det: Vi er ”eksklumpsive” – man skal nemlig veje mindst 240 pund for at være en del af ædedolkenes klub, betale en forholdsvis høj sum penge, som den fattige ikke har, og være over 50 år gammel. Til gengæld får man serveret et måltid, den fattige kun kan drømme om. ”Nok se, men ikke smage”, som Soya senere skrev det. Hos Wied står der:
”Midt på Bordets snehvide Dug stod et uhyre Fad med seks store, højrøde, straalende Hummere. Forretten. Et Dyr til hver Broder. Og med Hummerfadet som Centrum bredte sig saa ud til begge Sider Fad ved Fad, fyldt med alskens kolde Spiser tilberedt af Fisk, Pattedyr og Fugle. Der var nogle Rødspætter paa et Par Tommers Tykkelse, garneret af grønne Citroner. Der var en Dyrepostej med Trøfler. En Oksemørbrad. En Fedekalvesteg. Og Lam omtrent fra Moders Liv. Unge Ænder, Gæs og Kapuner. Og ved hver Ende af Bordet stod en Pyramide af Vibeæg, kunstfærdigt opstillet i vaadt Sand. Assietter med Sardiner, Sardeller, Frokostsild, Kaviar, røget Gaasebryst, Strasburger Leverpostej, Laks og Oksetunge dannede, spredt mellem de større Fade, lækre Hvilepunkter for Øjet. Og der var syv Slags Syltetøj, Radiser fra Drivhuset, fem Arter af Ost og Smør af fineste Mærke.
Foran hver Kuvert stod fire Glas: Rødvin, Rhinskvin, Porter og Madeira.”
Ædedolkene er en karikeret udgave af Platons Symposion. Begge er ekskluderende. De er ”Broder” i ånd og kød.
Men som sagt: Et symposion har også et antisymposion. Det gælder bl.a. for Karen Blixen. Hun følger Lukas. Ikke mindst i fortællingen om Babettes Gæstebud.
Den handler om to provstedøtre i Berlevaag, som takket være den franske kokkepige Babette bliver værtsfolk ved alle tiders gæstebud. Deres levestandard er forankret i et pietistisk og religiøst livssyn bygget på mådehold, hvilket også gælder for maden. Den er som regel spartansk, grov og grynet og uden den store kunstneriske og smagsmæssige højnelse.
Men da Babette, som er blevet ansat som kokkepige i huset, en dag vinder en præmie på 10.000 franc og ønsker at traktere de to provstedøtre og deres menighed med en lækker fransk middag for egen regning, sker der noget i Berlevaag, som aldrig er hændt før. Hun tilbereder nemlig en middag for dem, som forsoner den uvenskab og smålighed, eksklusivitet og udelukkelse, der så småt er sivet ind i den lille menighed. Små samfund har også deres knaster.
Som Lukas fortæller hun om Guds rige, men gør det vel og mærke som kunstner. I løber af måltidet forvandles gamles kroppe, ansigter skifter kulør, uvenskab bliver til venskab, bagtalelse bliver til åbenhed, hvilket sammenlagt peger ud mod et måltid, der nok er af denne verden og dermed sanselig og reel, men dog tager en teologisk drejning, som giver gæstebuddet et skær af noget hinsides, af en længsel, af noget evigt og uforgængeligt. Der står:
”Provstens Menighed var ydmyge Mennesker. Naar de senere i Livet tænkte paa eller talte om denne Aften, mente de ikke, at de var blevet ophøjede ved egen Fortjeneste - de følte, at der var blevet dem en vidunderlig Naade til del. Men de var i deres Hjerters Dyb ikke i mindste Maade forbavsede over, hvad der var hændet. For det var kun, hvad de altid havde ventet og set frem til. Denne Verdens tomme Gøglebilleder havde opløst sig, og de havde skuet alting, som det virkelig er. De havde faaet skænket en Time af Tusindaarsriget, et Glimt af det Ny Jerusalem.”
Så langt Blixen. Her er der ingen udelukkelse. Det eksklusive bliver det inklusive. Som Platon får genmæle af Lukas, således får Gustav Wied genmæle af Karen Blixen. Hvad der var lukket og indadvendt bliver ved Babettes måltid forløst og ændret til åbenhed og udadvendthed. På samme måde som hos Lukas. Og i modsætning til Wied. Hos Wied er det et broderfælleskab. Hos Blixen er det et samfund eller en menighed. Og det er noget ganske andet. Fælleskaber er som bekendt lukkede, samfund og menigheder er åbne. Guds rige er heller ikke et lukket fælleskab. Det er kirken heller ikke. Heller ikke kirkens måltid.
Altergangen er jo indbegrebet af et inklusivt måltid. Her er alle inviteret. Der er ingen udelukkelse. Her sidder dronningen og bumsen side om side og spiser sammen. Ikke fordi de har noget med hinanden at gøre. Men fordi Guds rige er større end de menneskelige og eksklusive fælleskaber. Guds rige er ikke et symposion eller en loge eller et broderfællesskab. Måltidet i kirken er på den måde et nådesmåltid, gratia, gratis, en Gud given gave til det enkelte menneske, til både at være sig selv og en del af Guds rige. Inklusiv og, ja, - til tider lidt: eksklusiv.
Amen.
|
|
|
|
