Prædiken om det fortabte får:
Jeanette Capion
Lad der blive lys... om jeg må be’!
Michael Strunge har skrevet et digt, der hedder LOGIK og det lyder sådan her:
Ingen ejer skyerne,
det rationelle regnvejr er aldrig lykkedes.
Solen er usynlig – det er nat i dag,
og der for er den sikker som en drøm i farver.
Ingen pingvin på Sydpolen hopper over,
at der er økonomisk krise.
Markerne, skovene, havet –
alle er de tavse, for viden er ordløs.
De venter på hænder, der samler bær,
fanger et dyr eller snupper en fisk.
Og hvilket tidevand lader sig påvirke af strømsvigt?
Hvilken fugl? Om jeg må be!
Dette digt kaldet logik står i Michael Strunges digtsamling ”Ud af natten” fra 1982.
Strunge kan om nogen sætte ord på det at føle sig fortabt.
Fortabte føler os vi vel alle til tider?
Fortabt fordi vi ikke magter vores liv, fordi vi ikke kan overskue alle de ting, der skal til for at være et succesfuldt menneske i verdens øjne.
Så mange ting at leve op til.
Leve op til?
Op?
Det er et mærkeligt ord at bruge om noget, der kun tynger ned af.
Trækker os ned.
Helt ned.
Vi mennesker skal så mange ting.
Alligevel formår vi så lidt.
Vi skal.
Men vi kan ikke.
Fortvivlet
Fortabt.
Om jeg må be!
Med dette udråb slutter Strunge sit digt.
Om jeg må be!
Må jeg be?
Nytter det noget?
Fortvivlet og fortabt.
Ja, jeg må be!
I de øjeblikke, hvor vi er allermest fortvivlet.
I de stunder, hvor vi er allermest handlingslammede, da kan vi ikke gøre andet end at be!
Håbet er måske ikke stort, men håbet er ene og alene afhængig af en nådig Gud, der lyser ind i vort mørke.
På smudsomslaget (som det hedder) har Strunge skrevet to citater.
Det første er Guds første ord: Lad der blive lys
Det andet er en bøn på engelsk af poeten David Robert Jones:
Lord, Lord, my prayer flies like a word on a wing.
Does my prayer fit in with your scheme of things?
Oversat lyder bønnen således:
Herre, Herre min bøn flyver som ord på en vinge
Passer min bøn ind i dine planer?
I fortvivlelsens mørke, der hvor vi alle bliver fortabt og ikke kan finde hjem,
det mørke som ikke bliver mere lyst op af at tænde en glødepære eller morgenens komme, der er vi alle henvist til Guds nåde.
At være henvist.
At være afmægtig er fortvivlende.
Og de færreste af os finder os i det.
Vi stikker af.
Vi laver krumspring for at komme væk og ud.
Vi prøver selv at være lyset.
Vi prøver selv at være vejen.
Men til ingen verdens nytte – for alle de veje ender i sidste ende blindt.
Lad der blive lys.
Lyset kommer ikke fra os selv, slet ikke når vi først er blevet formørket.
Vi har brug for et lys, der kommer udefra og ind i os og lyser op, så vi kan se.
Ikke bare som en spejl i en gåde. Nej, så vi kan se klart.
Vejen finder vi ikke selv, slet ikke når vi er fortabt.
Vejen vises os og vi bliver fulgt på vej.
Ikke bare et stykke ad vejen - men hele vejen hjem.
Om jeg må be!
Ja, du må bede.
For det er alt du kan.
Alt vi kan!
Bede om at blive fundet, når først vi føler os fortabt.
Og finde os, det vil han, den gode hyrde.
Det er det hele dagens evangelie-tekst handler om.
At hver evig eneste af os, af hans får, der farer vild, vil han sætte himmel og hav i bevægelse for at finde.
Det er dig han leder efter.
Det er dig han viser vej.
Dig alene i din ensomhed kommer han til og rækker hånden frem. Tør du tage i mod?
Det er så svært at afgive kontrol.
Det er så svært at tage imod.
Vi vil så gerne kæmpe.
En fisker, som jeg kender, fortalte mig engang, at hvis man stod ude i en flod eller godt ude i vandet og der kom en understrøm og trak dig ned, så var det dummeste du kan gøre at kæmpe imod denne understrøm.
For jo vildere du kæmpede, jo mere trak den i dig.
Nej, sagde han, det du må gøre er at slappe af, give slip på kroppen og håbe på det bedste.
Det går imod alle dine instinkter, men lykkedes det dig at give slip, så vil understrømmen give slip og vandet vil på mirakuløs vis bære dig oppe.
Vandet vil bære dig, der hvor du ikke kan bære dig selv.
Denne kloge fisker har ikke altid været så klog.
Da han var ganske ung, led han ligesom Michael Strunge af nedture og tanker så sorte som graven selv
– han forsøgte sig endda med selvmord.
Han kæmpede for sit liv og mod sit liv i et og samme nu.
Da han blev ældre og mere vis, indså han, at sorte tanker er som en understrøm, jo mere hidsig og vredt og fortvivlet du kæmper, kæmper for at komme op i lyset, jo mere trækker de dig ned i fortvivlelsen – i fortabelsen, så langt ned i mørket at det eneste der kan holde dig oppe er en løkke om halsen.
Efter tredje gang i træet fik han den tanke, at hans sorte pletter måske var som vandets lumske understrømme.
Han lærte sig selv, imod sine instinkter, at give slip.
At overlade sit liv i Guds hænder.
Han lader håbet bære ham oppe.
Så når de sorte tanker kommer og mørket omringer ham, så
sætter han sig tålmodigt ned og venter på den dag Guds lys skinner ind i hans mørke.
Den dag hyrden kommer og viser ham vejen ud af mørket, vejen ind i lyset.
Tilbage til livet.
Og det er det glædelige ved din tro.
At Jesus altid kommer dig i møde med åbne arme.
At Gud ikke efterlader et eneste af sine børn.
Det er måske ikke særlig logisk for os mennesker at gå fra de 99 gode får for at finde det ene får, der er faret vild.
Det passer ikke rigtig ind i vores nyttetænkning, vores effektivisering og lykkemaksimering, hvor alt skal kunne betale sig og man sætter sig selv højest og først.
Men det er glædeligt.
Det er godt.
Det er nådigt.
Det er barmhjertigt.
Det er kærlighed.
Det er livet.
Det er Gud!
Lad der blive lys... om jeg må be’.
Amen
|
