Der vil være prædikener af andre, jeg er faldet over i en eller anden sammenhæng, som ikke ligger digitalt andre steder. Jeg har valgt at bringe dem - altid med forfatterens tilladelse - fordi jeg finder at der er tale om prædikener, der kan være til inspiration, gode eksempler på særlige former måske, eller teologiske indfaldvinkler, som ikke nødvendigvis er mine, men som jeg finder det værd at forholde sig til.

Og så er der redaktørens egne prædikener. Som regel ret gamle, fordi jeg de sidste 7-8 år næsten kun har holdt prædiken uden egentlig manuskript - men hist og her vil der også være skitser, som jeg skønner er udførlige nok til at være til inspiration. Prædikensamlingen vil rumme prædikener, som jeg synes kan have elementer, jeg selv ville kunne bruge i dag - og som der derfor er henvist til fra Teksten denne uge. Der kan også være egne prædikener, som måske viser, hvordan jeg i dag synes man ikke skal gøre det! I så fald er det anført i en kort introduktion.

9. s. e. trinitatis 2017

Ingrid Schrøder-Hansen

Rise kl. 16.00.

Salmer 696, 692 – 728, 522.

-------------------------------------------------------------------------------------------

- Det var jo en værre historie, den om den utro godsforvalter!

Nøgternt vurderet er det historien om en mand, der kom økonomisk i klem­me, og som reddede sig ved at forære væk af de betroede midler, og slap godt fra det - Hvad skal det ligne at fortælle os sådan en historie?

Det er i hvert fald ikke en historie af den slags, man ventede at høre i kirken. Udenfor kirken, i en helt anden sammenhæng, f.eks. om et hyg­ge­ligt bord sammen med vennerne, dér kender vi allesammen til, at der kan blive fortalt historier om en smart svindler, og at alle morer sig over den.

Men det er nu altså ikke den slags, vi venter at møde i kirken! Og det kommer helt bag på én at høre Jesus fortælle sådan en historie - med hele sympatien på svindlerens side.

- Hvordan kan Jesus tillade sig i den grad at gøre nar ad det, som vores forældre har lært os om respekt for penge? Især for penge, som andre har betroet én. "Ærlighed varer længst" og "Du skal være til at stole på i penge­sager". Det sidder i én som leveregler, der ikke er til at diskutere. Og overtræ­der man nogen af dem, så råber man i hvert fald ikke højt om det. Alle vil fordømme den, der svindler med betroede midler. Hvorfor gør Jesus det så ikke?

Ærligt talt, jeg tror, vi tit glemmer, at Jesus var en oprører, som blev dødsdømt for gudsbespottelse. De dømte ham jo netop, fordi han lod hånt om gamle, nedarvede leveregler og sagde, at det var ting, der var vigtigere for Gud, end at man holdt sig fra alle de ting, ens forældre havde lært én man ikke må!

Med hele sin måde at leve på overtrådte Jesus ustandseligt det, som i hans tid var god moral, skrevne og uskrevne love. Når vi ikke oftere lægger mærke til det og bliver forargede over Jesu opførsel, så er det kun, fordi levereglerne har ændret sig siden da. Vi har lært af Jesus, at næstekærlighed skal regnes vigtigere end alverdens love og regler. Lever de fleste af os ikke helt op til det i praksis, ja, så ses det alligevel, når vi stiltiende godkender, at andre bøjer loven af hensyn til mennesker.

- Undtagen altså netop i dette spørgsmål om respekt for penge og ejen­domsret. Den forekommer os stadig at være urørlig, ja, næsten hellig.

Men Jesus har ikke den ringeste respekt for penge. Han regner penge for noget stærkt overvurderet skidt og siger: Den, som vil tjene både Gud og Mammon, han ligner en slave, der prøver at tjene to herrer på én gang. Jesus gør nar ad den rige bonde, som tror sit liv sikret, da han har pen­ge nok. Og han påstår, at enken, som gav sin sidste 5øre væk, gav mere end alle de andre.

Jesus behandler penge som om det er legetøj. Som spillemønter, der ikke har anden værdi end den, at de giver mennesker anledning til at vise, hvad der bor i dem: Kærlighed eller nærig ubarmhjertighed. Penge repræsenterer muligheden for at gøre godt, og fristelsen til at skrabe til sig og gøre sig selv blind og ligeglad med andres nød.

Men det er ikke pengene, der er det vigtigste, det er dét, vi gør med dem: Hvordan vi behandler andre mennesker. Jesus nægter simpelthen, at penge­sager skulle være nogen undtagelse fra det bud, som er det største: Kærlighed skylder du din næste, aldrig blot kold retfærdighed!

Jesus fortalte også en anden lignelse om den ting, nemlig Den gældbundne tjener, som også skulle aflægge regnskab for sin herre, og som også måtte konstatere, at han var i bundløs gæld og ingen fremtid havde at håbe på, hvis det skulle gå efter retfærdighedens regler. Han kastede sig til jorden og bad for sit liv. Og hans konge lod nåde gå for ret. Med et pennestrøg slettede hans herre hele milliongælden, og tjeneren går derfra som et frit menneske. - Se, det var tilgivelse, som gør livet nyt! Men på vej ned ad trappen støder tje­neren på en af sine private skyldne­re, så er alt ved det gamle. Her er ikke plads for barmhjertighed, ikke i pengesager! Hans skyldner bliver kastet i gældsfængsel - ganske efter loven - men vi forstår allesammen, at dermed har tjeneren annulleret barmhjertigheden, også for sit eget vedkommende.

- Det mål du måler andre med, med det skal du selv få tilmålt!

Historien om den utro godsforvalter er et modbillede på den gæld­bund­ne tjener. Vi ser det samme tema spillet igennem igen - om man så må sige: Den historie handler om den urimelige og ufornuftige tilgivelse!

Den begynder på samme måde: Godsforvalteren bliver anklaget for under­slæb og kan ikke svare for sig. Han bliver fyret, og hans fremtid ser håbløs ud. Men han tager altså ikke den konsekvens at te sig småligt, tværtimod: Nu da det alligevel ER gået galt, så får han den idé at satse på barmhjertighed overfor de fattige fæstebønder, stryge i deres gæld. Så kan han jo håbe, at det er en investering, der giver barmhjertighed igen!

Jesus fortæller det, så man kan SE det for sig i den tids sociale for­hold: Her har forvalteren siddet i alle årene og indkrævet terminer med hård hånd til den rige godsejer, helt ufølsom med, om fæstebønderne sul­te­de eller måtte gå fra gården. Men nu bruger han sin sidste mulighed for at handle i sin herres navn til at øse barmhjertighed ud til højre og venstre.

"Hvor meget skylder du min herre? 100 ankre olie? Åh, sæt du dig bare ned og ret det til 50, det er såmænd nok," siger han gavmildt. - Og 100 tønder hvede? Jamen kære, det har du jo slet ikke råd til! Ret det til 80 - resten eftergiver jeg dig!"

Og fæstebønderne går ud derfra fortumlede og taknemmelige over for en gangs skyld at have mødt barmhjertighed. - Hvad hans herre, gods­eje­ren sagde, ja, det melder historien intet om, men Vor Herre, Jesus, han morer sig og siger, at den godsforvalter bar sig klogt ad! - Ved at snyde sin herre? - Nej, men ved at satse alt på tilgivelse og barmhjertighed!

I den gældbundne tjeners historie lød det: "Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig?" Idag fik vi nu modstykket: Den utro forvalter, som så i øjnene, at han kun havde barm­hjertighed at håbe på, og som derfor tog konsekvensen og satsede på barmhjertighed. "Døm ikke, sagde Jesus, så skal I ikke dømmes. Fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes! Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer!"

- Jamen det var jo bundulovligt! - Ja, det var det. Og at rose sådan en notorisk svindler, det er jo umoralsk! Hvor kan Jesus få sig selv til at tale så uansvarligt og nedbryde al anstændighed? - Tja, det var faktisk også det, de anklagede ham for dengang. Og derfor de brugte de stærkeste ord mod ham og dømte ham for gudsbespottelse. Men Jesus står fast på, at barmhjertighed og tilgivelse er vigtigere end alle skrevne og uskrevne love, - ja endda vig­ti­gere end det, som vores forældre indprentede os som børn! Og er mere værd end alverdens penge. For retfærdigheden, den forstår kun at dømme efter fortjeneste, som en regnemaskine. Men tilgi­vel­sen, den magter ene at genoprejse livet, så man kan få lov at begynde på en frisk med håb til at leve. Og det er dét, Gud vil.

Så det kan godt være, at lignelsen om godsforvalteren ikke er en af de historier, vi vil fortælle børnene, men til gengæld kan vi voksne tage den til os og vende den i hovedet endnu en gang. For vi har erfaringer nok af, at vi ikke slår til overfor livets krav, at vi er i skyld og gæld og skidt sam­vit­tighed for ting, vi ikke kan gøre godt igen - Hvad med at lade os inspirere af godsforvalteren? - ja, ikke til at svindle, men til det, som svindleren forstod bedre end de fleste af os andre, og vise lidt tilgivelse og barmhjertighed, mens vi kan. For det er jo det, vi selv har brug for at modtage, af både Gud og mennesker!

Historien om godsforvalteren skal vi bruge som et spejl, Vor Herre har stillet foran os, så vi hvert øjeblik skal minde os selv om, at alt, hvad vi har, hører Herren til, og derfor skal bruges med al mulig gavmildhed. Vær barm­hjer­tige, ligesom jeres himmelske Far er barmhjertig!

Men vi må nok være forberedt på, at vi ikke altid kan få vedtagen respekt for love og uskrevne regler til at passe glat sammen med det, Jesus lærer os om kærlighedens førsteret. For Jesus er ikke lovens for­sva­rer, han er kærlig­hedens igangsætter. Og det går ikke altid stille af! Han deler Guds kærlighed og tilgivelse ud med en rundhåndethed, som lovens folk vil kal­de letsindig omgang med Guds ejendom. Men han kalder os til at handle i samme ånd.

Amen