Title

Hvis vi siger, at han eller hun ”er grim som arvesynden”, så er det ikke pænt ment. Arvesynden er et underligt begreb, som de fleste har svært ved at komme til rette med. Den overleverede idé om, at synd og skyld kan ”nedarves” via forplantningen, passer dårligt til vores erfaring af det uskyldsrene spædbarn. Når vi – som i denne weekend hele 5 gange – holder sådan ét over dåben, minder det os mest om det Paradis, vi selv har forladt.

Én af vores samtidige digtere Søren Ulrik Thomsen kalder ellers arvesynden for et ”nådigt begreb”. Han har fat i noget, men det kræver lidt af en forklaring at forstå den overraskende tanke. Jeg ville måske hellere have kaldt det et ”nøgternt begreb”, men at være nøgtern i troens verden, rummer sin egen form for nåde, som vi vil se. 

I Kristeligt Dagblad og andre steder dukker aversionen ind i mellem op mod tanken om arvesynd. I heftig overfladiskhed udlægges det til at fortælle, at spædbørn er i Fandens vold. Men det, der er troens erfaring, og som dogmet om arvesynden igennem historien har reflekteret, er den sørgmodige indsigt i, at der er en ulykkelig afstand mellem det gode, vi gerne vil gøre, og hvordan det går. Apostlen Paulus beskrev det indgående og psykologisk skarpt i Romerbrevet. 

Vores teologiske fædre Augustin, Luther og Kierkegaard stod på skuldrene af ham, når de ville analysere det vilkår, at vi ikke kan lade være med at være syndere. Når digteren kalder arvesynden et ”nådigt begreb” antyder han derfor, at det er en velgørende sandhed at få fortalt, at der er en virkelighed, som er større end dit eget ansvar, som er medvirkende til, at du ikke lykkes. Du stikker i til halsen!

Fra Bibelens første blad beskrives det, at denne verden ikke er vores egen. Hverken dit liv, din klode eller dine evner er andet end et lån. Et betroet gods. Du er forvalter. Og, som det ganske nøgternt siges i Det Nye Testamente: af forvaltere forventes, at de findes tro. Altså: Troværdige. Trofaste. Pålidelige, ansvarlige og uegennyttige. En utro forvalter er en selvmodsigelse. Utro kan man ikke være forvalter – så er man en røver. 

Troskab og trofasthed spiller derfor en stor rolle i Bibelens fortælling om forholdet mellem Gud og menneske. Men der er en rangorden. ”Er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke”, skriver Paulus et andet sted. Derfor ligger der i begrebet om arvesynden en erkendelse af nåden og nådens nødvendighed. For vi er ikke tro, trofaste og troværdige. Men Guds nåde er, at han er trofast og retfærdig – det vil sige Gud. 

Guds retfærdighed er, at han viser nåde. Han gengælder ikke ondt med ondt. Man hører ellers tit, at ”retfærdigheden sker fyldest”, hvis den skyldige får, hvad han har fortjent. Men sådan er det ikke i Guds rige. Dér er retfærdighed den godhed, der giver os det bedre, end vi har fortjent. 

Arvesyndens vilkår er, at vi stikker i til halsen. Johannes skrev:

Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os… Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os.

Der er med andre ord en farisæisk mangel på selverkendelse, der er gudløs. Vi er altså syndere. Vi kan ikke lade være med det. At lade som om, vi ikke er det, gør ondt værre. Men -

Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og hans ord renser os for al uretfærdighed. 

Dét er nåden, skjult i dogmet om arvesynden! Gud er trofast, selvom vi er utro. Vi kommer – som syndere – til Gud. Ikke som forbrydere til en kold straffedomstol, men som uartige børn til en kærlig far. Gud er trofast – thi fornægte sig selv kan han ikke. Vi stikker i til halsen – men vores himmelske far ved det.

Det betyder imidlertid ikke, at det er lige meget, hvordan det går. Gud har indsat sine børn til forvaltere. Lige fra Adam blev sat i Paradisets have for at dyrke den og passe på den. I den økologiske krise og i klimabekymringen trækkes det frem igen og igen, at vi som mennesker og kristne har et ansvar som forvaltere. Gud har indsat os i et forvalteransvar. Kloden er ikke vores egen. Skabningen er underlagt os, men ikke som råstof for grådighed. Vores medskabninger er givet i vores varetægt for at vi kan gå Guds ærinde, når vi passer på dem. 

Dette forvalteransvar er gået i arv. Vi har ikke bedt om det, men vi kan ikke løbe fra det. Det er baggrunden for arvesynden. Vi formår ikke det, vi skal. Men vi kan ikke trække os fra opgaven. Så skylden binder. Fra generation til generation. Det er også hemmeligheden om klima- og overbefolkningsproblemer.

Som Adams børn har vi arvet opgaven – og dermed skylden ved ikke at slå til. Men som Guds børn er vi også arvinger til hans nåde. Begge dele. Vi kan ikke have det ene uden det andet. Derfor skrev apostlen Johannes så klart og dog dobbeltrettet:

Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder. 

Sådan lyder evangeliet til utro forvaltere til alle tider. Lignelsen, vi hører af Jesu mund i dag, har igennem tiden haft titlen den ”utro godsforvalter”. I dag hedder rubrikken i vores Bibel den ”uærlige godsforvalter”. Sikkert fordi mange folk i dag tror, at utroskab kun handler om sex. Men jeg vil nu holde fast i, hvad de gamle kaldte lignelsen. Der er nemlig visdom i ordspillet om, at godsforvalteren var utro, selvom Gud er tro. Og det er da også derfor, at kontrapunktet i læsningerne mellem Johannes 1. brev og Lukas’ mærkelige historie er så perfekt. 

For når Herren i Lukasevangeliet roser den uærlige forvalter, der havde begået underslæb og med sin skrækkelige moral havde gjorde ondt værre for at hytte sit eget skind, så er det Herren Jesus, der roser ham. Hvordan kan han det? I Det Nye Testamente kommer vi næppe nærmere en parallel til den nutidigt uforståelige praksis med gyldne håndtryk til embedsmænd, der er fyret pga. mandatsvig! Jesus roser ham ikke for at være retfærdig, tro eller etisk. Men for at være klog. 

Den eneste pointe i den utro forvalters kløgt er, at han har skaffet sig venner ved hjælp af de betroede midler, der ikke var hans egne. Overfor sin Herre kunne han aldrig få regnskabet til at stemme – han stak i til halsen. Deri ligner du ham. Men han kunne gøre noget andet. I stedet for som en anden hykler at prøve at pynte på regnskabet, sådan som religion ofte gør for at fedte for Gud, så brugte han den sparsomme tid, når han nu alligevel var på spanden, til at forbedre forholdet til sin næste. 

Det var klogt. Af det kan vi lære. Og derfor roser Jesus ham. Vi er forvaltere, og vi lever med regnskabsdagen for øje. Vi ved, at regnskabet ikke ser pænt ud. Vi slår ikke til, vi lever ikke op til fordringen, vi gør ikke det gode og afstår ikke fra det onde. Vi prøver, men lykkes ikke. Vi er syndere. Vi må vedgå arv og gæld den dag, vi stilles for himlens dommer. Men for Jesu Kristi skyld vil vi tro, at Gud vil åbenbare sig som vores far, og at gælden derfor allerede er betalt, så der kun er arven tilbage til os. Kvit og frit – af nåde. Fordi Gud er tilgivelse og forsoning. 

Gud er lys – skrev Johannes:
Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden. 

At udfolde den stærke metafor om, at Gud er lys, må være en anden prædiken. Men vi skal vandre i lyset. Og lyset er både det lys, som er nøgternt og nådigt. Nøgternt, fordi det realistisk ser sig selv på godt og ondt; og nådigt, fordi det stråler ud over sig selv og skinner på næsten, så det tilgiver ham den gæld, han har til os. Det kan vi ligesom forvalteren bruge tiden til, for så vil vi lige som ham og hans venner have fællesskab med hinanden. 

Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden – og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd -

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer: 736 - 433/434 - 692 - 683/728 - 31