Der vil være prædikener af andre, jeg er faldet over i en eller anden sammenhæng, som ikke ligger digitalt andre steder. Jeg har valgt at bringe dem - altid med forfatterens tilladelse - fordi jeg finder at der er tale om prædikener, der kan være til inspiration, gode eksempler på særlige former måske, eller teologiske indfaldvinkler, som ikke nødvendigvis er mine, men som jeg finder det værd at forholde sig til.

Og så er der redaktørens egne prædikener. Som regel ret gamle, fordi jeg de sidste 7-8 år næsten kun har holdt prædiken uden egentlig manuskript - men hist og her vil der også være skitser, som jeg skønner er udførlige nok til at være til inspiration. Prædikensamlingen vil rumme prædikener, som jeg synes kan have elementer, jeg selv ville kunne bruge i dag - og som der derfor er henvist til fra Teksten denne uge. Der kan også være egne prædikener, som måske viser, hvordan jeg i dag synes man ikke skal gøre det! I så fald er det anført i en kort introduktion.

12. s. e. trinitatis

EFFATA - Et evangelisk nøgleord

I dagens evangelietekst helbreder Jesus en døvstum.

Det kan der prædikes meget og længe om, og det er der da også blevet gjort i tidens løb. Det kan hænde, at en og anden præst har fået grå hår over den gammeltestamentlige lektie til teksten, men så galt behøver det slet ikke at gå. De to tekster giver glimrende mening, hvis man samlæser dem med et flere tusinde år gammelt – og på Jesu tid stadig velkendt ritual fra Mesopotamien. Det er også et eksempel på, hvor vigtig og berigende en forudsætning, kendskabet, ikke kun til Det Gamle Testamente, men også til Det Gamle Testamentes historiske og kulturelle ramme, ér for at man kan fange nuancerne i det Nye Testamente.

Den gammeltestamentlige lektie til dagen er fra Salmernes bog, mere præcist Salme 115, vers 1-9. Her hedder det blandt andet: "Hvorfor spørger Folkene: Hvor er deres Gud?" når vores Gud er i himlen og gør alt, hvad han vil. Deres Gudebilleder er sølv og guld, menneskehænders værk. Nok har de mund, men de kan ikke tale. Nok har de øjne, men de kan ikke se.... der er ikke en lyd i deres strube."

I den Gammeltestamentlige tekst hører vi altså om gudebilleder, der hverken kan det ene det andet. Det er menneskeskabte statuer af sten, der ikke kan gøre en forskel i forhold til noget som helst.

I evangelieteksten helbreder Jesus en døvstum, så konkret, at det næsten er for meget af det gode. Jesus stikker fingrene i ørene på den døve - det kom han næppe til at høre bedre af - og berører derefter dennes tunge med sit eget spyt, ledsaget af det aramæiske ord, "Effata", der betyder "luk dig op"

Manden får et nyt liv. For er man født døv, kan man dårligt lære at tale - og uden hørelse og sprog, er man så elendigt stedt i fællesskabet og i livet, som en vandmand, der er faret vild i Saharas ørken – man lever i skyggen af fællesskabet og livet.
Som sagt: I Det Gamle Testamente har man ikke meget tilovers for gudestatuer. De tilbyder højest en falsk tryghed.

Men i Israels omverden havde man hverken i oldtiden eller i antikken samme syn på det. Man havde derimod ritualer til at gøre guderne levende. Ritualer, der, gennem berøring af mund, næse og ører, "lukkede guderne op" og gav dem liv. Det tekniske navn for sådan et ritual er: "Mundåbningsritual". På oldtidens sprog i Mesopotamien, assyrisk og babylonisk, hed det "Mîs-pî", der kan oversættes med "Renselse af munden" Mîs-pî- ritualet var et udbredt nærorientalsk ritual, hvor præsterne gennem en omstændelig kultisk ceremoni foretog de nødvendige ritualer, der skulle omdanne nyfabrikerede gudebillede til levende, selvstændige statuer eller billeder med religiøs kraft. Dét, man skal bemærke i forhold til dagens evangelietekst, ér, at den kultiske præst netop skulle berøre gudebilledets sanseorganer for at "lukke dem op". I en religionsvidenskabelig sammenhæng kan man kalde det "kontaktmagi".

Og det er disse nærorientalske gudebilleder, der hænges ud i den Gammeltestamentlige tekst: Uduelige guder, der hverken kan se eller høre.

Set i lyset af det mesopotamiske Mîs-pî -ritual, som Jesu samtid med sandsynlighed har været bekendt med, får teksten en ny og dybere mening

Jesu helbredelse af den døvstumme i søndagens evangelietekst kan netop forstås som en slags mundåbningsritual. Det nærorientalske mundåbningsritual danner folie til en bedre forståelse af teksten.

Den døve blev bragt hen til Jesus. Han har for så vidt heller ikke selv kunnet opsøge Jesus, for han har aldrig hørt Jesus tale eller hørt nogen tale om Jesus.

Hvad gør Jesus da?

Ja; Jesus rører netop den døves ører og tunge, ledsaget af det aramæiske ord, Effata; "Luk dig op". Og den døve bliver hørende og får dermed livet givet, fordi han endelig kan gå fuldt ind i fællesskabet

Det er med den døvstumme som med barnedåben. Et lille barn har heller aldrig hørt tale om Jesus. Men forældrene bringer deres barn til dåben i kirken i tillid til, at det er godt og rigtigt.

I den katolske barnedåb lyder dette nøgleord den dag i dag. Celebranten berører under dåbshandlingen barnets ører og mund og udtaler ordet "Effata"/Luk-dig-op for at tydeliggøre, at barnet skal åbnes for Guds ord.

I kirken har teksten om Jesu helbredelse af den døvstumme også være brugt fra tidligste tid af netop til barnedåben. I Middelalderen blev nyfødte børn døbt så hurtigt som muligt efter fødslen for, før dåben blev de betragtet som små hedninge. Dåben startede allerede uden for kirken, hvor barnet blev "primsignet". Efter adskille rituelle led og læsninger, lagde præsten sin hånd på barnets hoved og fremsagde Fader Vor og Trosbekendelsen på latin. Så berørte præsten barnets ører og næse med en finger, han havde spyttet på, med ordene: "Effata. Quod est aperire. In odorem suavitatis" Det kan vi oversætte med: "Effata. Det vil sige, åbn dig. Til den søde velduft". Nu var barnet blevet så exorciseret, at det var nogenlunde sikkert at tage det med ind i selve kirken, hvor dåbshandlingen så kunne fuldbyrdes

Det gør vi ikke i den protestantiske kirke, men det indgår stadigvæk - dog uden spyt - i den katolske barnedåb. Med berøring og ét ord: "Effata, Luk dig op", bliver barnet åndeligt talt lukket op i forholdet til Gud og sine medmennesker.

Den helt vitale forskel i forhold til de gudebilleder, lektien til i dag advarer imod, er, at rollerne er byttet om: Det er ikke mennesket, der kickstarter livet i en gudestatue. Det er derimod Jesus, Guds søn, der skaber nyt liv i et menneske

Evangeliet er som en øloplukker. Uden oplukker får vi ikke kapslen af, og vi bliver netop indkapslede. Evangeliet er ét stort "effata"; "Luk dig op.

Anne Regitze