|
|
15. s. e. trin.
1991
Kan I huske hvordan det nogle gange var, da man var barn, og mørket begyndte at sænke sig om én, mens man lå i sin seng? Hvordan bekymringerne kunne vokse frem af skyggerne? Det med at barndommen er ubekym¬rethedens alder er en højst begrænset sandhed. Som man lå der, kunne alle spørgs¬målene myldre frem.
Bliver der krig? Jeg ved ikke om børn har en mere realistisk forestilling i dag om hvad krig er - så hyppigt som den i alle dens hæslige former via TV tvinges ind på øjets nethinde - end dengang, da man sneg sig til at kigge i Verdenskrigen i billeder bd I-II - det var alt nok for mig! - i hvert fald. De sort-hvide, undertiden overforstørrede billeder, krævede fantasiens indforståelse - og satte sig måske så meget dybere.
Eller hvad nu hvis der går ild i huset?
Og - som panikken vokser: - er mor og far her overhovedet?
Det kan jo i en vis forstand godt være at mor og far ikke rigtig er der - selv om de sidder i stuen inde ved siden af. Måske er de på vej fra hinanden. Det kan godt være at det er det rigtigste for alle parter - at de ikke bare er på vej, men også gør alvor af det og skilles - men hvad enten det er det rigtige eller ikke - så bliver det til at fravær overfor barnet - allerede inden den reelle adskillelse har fundet sted.
- altså: er mor og far der? eller er jeg helt alene i den mørke verden uden for min seng?
Jeg tror ikke der er nogen lavalder for bekymring - og det er svært at sige at andet end at barnets bekymringer er rea¬listiske. Der er noget at bekymre sig for og over. Men børn er jo børn. Og bekymringerne kan samle sig i meget lidt voksne skikkel¬ser: "Krig, ildebrand, mor, far.. .. .. Nu ved jeg det jo: Det der er galt er at der er en tiger under sengen. Det farligste af alt en tiger!" Kunne man sin bekymring og panik ingen ting sige før, så kommer munden på gled: "Far! Mor! Kom!"
Lad os nu skifte synsvinkel. Hvad er det så, der hjælper, når man kommer ind til sit nogle gange virkeligt skrækslagne barn i sengen? Bare det at komme, måske sidder der, hjælper jo. Så er man ikke fraværende, hvis det var det, bekymringen gjaldt.
Men det er ikke altid, det er nok.
Tigeren er der stadigvæk.
En af de ting, der ikke hjælper, er at sige, at tigre ikke findes under senge. Det har den voksne selvfølgelig ret i, men selv om tigeren ikke er under sengen, så findes alt det den står for i barnets bevidsthed - og alt det tigeren står for er stadigvæk helt realistisk bekymringsvækkende.
Derfor hjælper det heller ikke at sige det, man som voksen så let kommer til at sige til et barn i den situation: "Der er ikke noget at være bange for". For det passer mindst af alt. I menneskelivet er der noget at være bange for.
Det, jeg har oplevet hjælper, er at tage tigeren helt alvorligt. Måske kravle ned under sengen og jage den ud. Eller endnu bedre: Fortælle en historie. Om barnets elskede tøjhund. Om hvordan den, længe før den kom ind i barnets liv, var en stor tigerjæger. Den har endnu aldrig mødt en tiger, som den ikke kunne overvinde. Og den er der jo hele tiden. Der er fortalt et grundlag for tryghed. Tro på noget stærkere, der kan overvinde det onde.
Så sover barnet.
Kunne man opnå det samme ved at få barnet til at tænke på noget smukt eller fantastisk ved naturen? - Bede det huske en smuk sten? Se linierne for sig. Tænke sig den i hånden. Mærke mønstre som synes at være tegn på noget. Minde det om blomster¬ne - eller fuglene?
"I skal ikke bekymre jer .. se til himlens fugle .. de sår ikke, høster ikke, og dog giver jeres himmelske Fader dem føden .. og se til markens liljer, de arbejder ikke, de spinder ikke, og dog var end ikke Salomon i al sin pragt klædt som en af dem".
Jesus vil have tilhøreren til at se, til at lade der være et lys i øjet, som giver dem grundlæggende tryghed: Se dog hele skaberværket, hvor forunderligt det er. Årstid afløser årstid i naturens orden, sæd, høst, kulde, hede, sommer og vinter, dag og nat ophører ikke. Sådan hed det, da Gud lovede Noah ikke igen at ville ødelægge jorden.
Få øjnene op for Gud som altings skaber og opretholder. "En palme er en palme, og en mark er en mark, og mere er der ikke at sige om det, hvis du ikke ser mere. Men har du øjne at se med, er en almindelig sten et bedre bevis på Skaberens ubegribe¬lighed end vidneskabens eventuelle mangel på evne til at forklare noget hidtil ufor¬klarligt" - siger teologen og forfatteren Knud Hansen et sted.
Forresten er der i dag videnskabsmænd, hvis forsken fører dem frem til at se og tænke over forhold, som først og fremmest fører dem til undren - undren over en ubegribelighed, som samtidig er af en sådan art, at de vender tilbage fra deres resulta¬ter fyldt af en art ro eller mystisk op¬levelse.
Men altså: har vi øje at se med, kan vi se det samme i en almindelig sten.
Hvad nu hvis skyggerne alligevel lister sig frem i øjet. Det gør de jo. Vi bekymrer os. For sygdom, døden, ulykken, naturen - på egne vegne, men måske endnu mere på andres.
Her nytter det ikke at Gud, Jesus, præst, læge, stats¬minister træder frem og sige: I skal ikke bekymre jer. Det nytter lige så lidt, som det nytter bare at sige til et barn: Der er ikke noget at være bange for.
Gud nøjedes heller ikke med bare at sige: "I må ikke bekymre jer!" Han fortalte en historie. Eller rettere: Han blev en historie, som stadig fortælles. Den histori¬e, som Gud blev, var Jesus. I kød og blod.
Jesus viste at Gud er en nærværende Gud. Ikke bare den fjerne skabergud, som satte livet i gang, som opretholder det, så fugle kan leve, selv hvor bønder dø, som man tro eller ikke tro på alt efter lysstyrken i ens eget øje.
Jesus satte et nærvær - her ved hjælp af nogle ord. Ord, som fordrer noget af os. Det er vejen ud af bekymringen. Ikke at kredse om det bekymrende, men lade sig fordre.
Søg først Guds rige.
Guds rige er der, hvor næsten huskes. Hvor isolation brydes. Hvor sygdom helbredes. Hvor mennesker befries fra tryk. Hvor kærlighed vises og leves.
- Men netop det kan vores bekymring handle om. Hvor lidt det lykkes.
Ved gudstjenesten i onsdags brugte jeg et par citater fra den nuværende præsident Vaclav Havels breve fra fængs¬let. Jeg vil tillade mig at genbruge et enkelt: Han skrev..-mennesket er faktisk naglet som Kristus til korset til et modsigelsernes skærings¬punkt: udspilet mellem verdens vandrette linie og verdens lodrette - flænset af eksistensens håbløshed fra den ene side og uopnåeligheden af det absolutte, menings¬fulde fra den anden.
Eller det er udspilet mellem den bekymringernes vandrette linie og så me-ningsfyldens, hvilens, gudsnærværets lodret¬te.
Søg først Guds rige er mere end lade sig fordre - spile ud mellem eksistensens vandrette og lodrette linie. Det er er at opdage netop der, er du søgt, opsøgt af Gud. Jesus Kristus blev korsfæstet. Delte neder¬laget og bekymringens tilsynela¬dende defini¬tive sejr. Når Gud selv er der, er der vendepunkt også dér. Det var den historie, som Gud blev.
Tilgivelse er andet ord for vende¬punktet. Gud tilgiver det, som vi i al vor bekymring, alligevel ikke kunne. Guds rige er der, hvor vi opdager at vi befinder os i tilgivelsens højloftede rum - så højloftet at der også er plads til andre end mig.
Søg først Guds rige - det er mere endnu. Det er netop at søge at åbne øjnene, så vi ser Gud som grund til at blæse al bekymring væk, ser det i skaberværket, i erfaringen af hvordan livet kan være helt selvfølgeligt.
Det skal søges. Helt og fuldt har man det vel kun i øjeblikke. Øjeblikke som også er nok. Men under denne søgen, så gives alt det øvrige i tilgift. Alt det, vi skal tage os af, - næsten, vores eget liv, naturen omkring os - det kommer som tilgift, ikke som belastende krav.
Det var den historie Gud fortalte. Som blev kød og blod i Jesus Kristus. Og som stadig har krop i os - som de levende breve vi er og kan være.
Du må godt sove. Du skal ikke altid anstrenge dig. Søg først Guds Rige - det søger dig - tværs igennem bekymringerne.
Da drypper som duggen
der manna på vuggen
til barnet på jord
fra englenes bord,
du finder med smil det i morgen;
og klarøjet brat
du siger godnat
til tvivlen og frygten og sorgen.
Amen.
|
|
|
|
