|
|
17. s. e trinitatis
*
Lena Kjems
Den kære rug var gæsten
Som gjorde hvert et barn så spændt
Se, far han lægger vesten
Og ser så indadvendt:
En skælven i et ydmygt sind
En bøn til altets skaber
Før avlen bringes ind.
Det er det lille barn der her ligger og betragter sin far under høsten. Det er travlt, det er slidsomt og dog finder faren tid til at takke og bede – ”en skælven i et ydmygt sind”, som det hedder.
Den lille dreng bliver vidne til ægte ydmyghed: At vi i mødet med det, der er større end os selv, bliver små på den gode måde.
I dag tror vi fejlagtigt at ydmyghed er en følelse – sågar en vi skylder os selv, enten fordi vi er særlig empatiske eller fordi vi har fået den via en god opdragelse:
”Jeg er et ydmygt menneske” er overskriften på et interview med en kendisse i en af den forgangne uges aviser. Nej, det er du nu nok ikke, må vi dertil sige, det man siger er man ikke altid selv.
Igen, ydmyghed er et svar på mødet med det, der er større end os selv.
Den lille dreng er heldig, han får lov at se sine forældre, ikke kun som ophøjede, men som mennesker lige som ham selv, mennesker der også er skrøbelige og tilværelsesudsatte.
Hvor mange børn i dag oplever os forældre og bedsteforældre som særligt ydmyge? Nej vel, vi kender vores rettigheder, vi lader os ikke sige noget på, vi vil have vores vilje.
Den lille Jeppe oplevede det – men hvad der skete der sidenhen? Han læste bl.a. arternes oprindelse af Darwin, han blev grebet af Brandes fritækning, han blev af kirkehistoriske grunde både skuffet over Indre Mission og Grundtvig. Fædrene tro gik tabt med ham. Eller det er ikke helt rigtigt, hans religiøse barnetro lod sig ikke skille fra slægten, som han til det sidste vedkendte sig arv og gæld i forhold til.
På Aakjærs tid var båndet mellem fædrene tro og slægten jo stadig intakt. Det er det mildest talt ikke mere. Individualismen har kappet båndet – på godt og ondt må vi retfærdigvis sige. Familien er ikke længere mindste fællesnævner i samfundet. De fleste af os kan godt leve med ikke at leve under samme tag som vores forældre. Eller søskende for den sags skyld. Vi holder af friheden. Og det gør vores børn tilsyneladende også, travlt som de har med at flytte så langt væk som muligt J
Årets nye konfirmander er startet nu. Jeg har indtryk af, at de alle sammen selv har valgt, om de vil konfirmeres eller ej. Og det går begge veje, forældre anerkender både dem, der bryder familietraditionen og vælger ikke at blive konfirmeret – men – og dem er der langt flere af i dag: Dem der vælger at blive døbt og konfirmeret selvom deres forældre (læs: far) tror mere på Darwin end på Gud. Ja, det har jeg fra en konfirmands egen mund, det udsagn.
Og familien, slægten, kan jo også være stedet for daglige ydmygelser, hvad der taler imod en alt for lyserød idealisering af den.
Alice Munro fortæller et sted (novellen Ansigt) om et barn, der bliver født med et stort rødt modermærke henover ansigtet. Farens reaktion på det skabelsens under, som et hvert nyfødt menneskebarn er, er ikke som hos Aaakjærs far en skælven i et ydmygt sind, derimod siger han: Sikke en klump hakket lever! Han vil slet ikke have ham med hjem, det kommer barnet, men faren vil i hele barnets barndom ikke spise sammen med ham, han ækles ved ham, så hver dag spiser moderen først med drengen, så bagefter med faren. Og hun forsøger tappert at ophøje den dagligt ydmygede dreng. F.eks er det vist kun en mor der kan finde på at rose modermærket med ordene: ”Det får det hvide i øjnene til at se så klart ud”!
Jo i menneskehænder er ydmygelse nok så hyppigt forekommende som ydmyghed.
I dag hvor vi holder høstgudstjeneste er der grund til at vi minder hinanden om, igen og igen, at ydmyghed er det, at vi i mødet med det der er større end os selv bliver små på den gode måde.
Jeg tillader mig at antage, at ingen af os har deltaget i årets høst, ingen af os har knoklet med at få halmballerne i hus. Det er ikke der, vi har mødt det der gør os små på den gode måde.
Hvor møder vi det så? Hvor skal vi gå hen for at blive små på den gode måde? Ud i naturen eller ind i kirken? Begge dele er en mulighed. Når jeg kigger ud af vinduet kan jeg konstatere, at høstanemonerne har bredt sig i hele haven i år – vi venter ikke at blive præmieret af Jysk haveselskab – men mindre kan også gøre det – høstanemoner er vidunderligt smukt syn – og så længe der ikke er noget der hedder krudt sådan rent havemæssigt, så er der heller ikke noget der hedder ukrudt, som digteren siger det. Og forleden ude i sommerhuset fløj 17 svaner på træk lige hen over mig – og sådan er jeg sikker på at også I for tiden nyder årets skiften med æbler og kastanjer og brombær, kantareller, og hvad skabelsen alt kaster af sig af gode gaver.
Naturen er skøn, ja, men ikke nådig. Her har Darwin dog ret: Det er dem der er bedst til at tilpasse sig, der overlever. Det kan vi ikke leve med, vi længes efter en anden sandhed om os selv og vores liv, derfor må vi komme i kirken og høre Kristi ord:
Den der ydmyger sig selv skal ophøjes og den der ophøjer sig selv skal ydmyges.
Her i kirken og evangeliets rum er vi alle ligestillede, ikke i kraft af os selv, og hvad vi kan og vil og tror, men takket være Kristus, som blev ydmyg indtil døden, døden på et kors.
Han som hver gang vi mødes i kirken giver sig selv for os i sit ord og med brødet og vinen. Ved alteret knæler vi på kanten af Guds rige, her spiser vi alle samtidig, her sidder vi alle sammen til højbords. Og her er der plads til os alle, også de af os der føler os som en klump hakket lever eller har fået at vide lidt for mange gange i vores liv at det er det vi ligner. Og der er også plads til den, der har mistet forbindelsen til sin tro og/eller til slægt, men stadig længes efter at være en del af noget, der er større end ham selv.
Marylin Robinson fortæller i romanen Gilead om en gammel præst, der sent i sit liv møder kærligheden i form af en ung kvinde, der hidtil har levet et udsvævende liv. Sammen får de en søn og det at være en familie lærer den i menigheden ophøjede præst om ydmyghed. Normalt i den menighed måtte børn ikke gå til alters – sådan var det jo også i gamle dage herhjemme. Men en dag, fortæller den døende præst, som skriver til sin søn: En dag var det sådan at din mor kom op ad midtergangen med dig, da næsten alle var gået og brødet og kalken stadig stod på alterbordet og lysene stadig brændte. Han skal også være med, sagde hun. Selvfølgelig er du for lille, fortsætter præsten, men hun havde fuldstændig ret. Kristi legeme sønderbrudt for din skyld, Kristi blod udgydt for din skyld. Du løftede dit højtidelige og smukke barneansigt for at tage imod disse mysterier fra mine hænder”.
Her bliver vi igen vidne til en skælven i et ydmygt sind, en far der ansigt til ansigt med sin dreng møder det som er større end ham selv og gør ydmyg på den gode måde.
Hvornår i vores liv er vi ydmyge på den gode måde? Hvad skal der til? Det skal vi synge om under nadveren om lidt i v. 8 hvor det hedder:
O himmelske navn
Som åbner for vores din hellige favn
Så Ånden, usmittet, kan røre ved støv
Og levendegøre det visnede løv!
O lad mig nedknæle så dybt i mit ler
At Gud mig kun ser!
Grundtvigs havde sans for dette, som vor tids individualistiske ateister slet ikke har blik for – at det er når støvet røres af Ånden at vi kan blomstre og bære frugt. Det er når vi tør være små, det store kan nå os.
Ydmyghed er som alt andet der er værd at eje i dette liv – skænket os. Og det vi fik skænket uforskyldt og ufortjent kan ingen tage fra os. Derfor giver det mening også for os i Vejlby at holde høstgudstjeneste nu, for at takke for livet og dem, der i livet er livet for os, levende som døde: Lov og tak og evig ære…..
|
|
|
|
