| | Kirsten Kruchov Sønderby: 19. s. e. trinitatis For tiden læser jeg en meget spændende biografi om Alexander von Humboldt, en tysk videnskabsmand, filosof og opdagelsesrejsende som levede fra 1769-1859. Her fortælles der om hvordan Alexander som ung mand, trods Napoleonskrige og megen anden modstand formår at rejse på opdagelsesrejse i Sydamerikas natur.
Han og hans ven Bonpland oplever helt utrolige ting fordi Alexander hele tiden insisterer på at opsøge og undersøge alt det som mennesker ikke før har turdet gå rigtig tæt på, elektriske ål, feks. (og det er faktisk en virkelig morsom og farverig fortælling, men den må I få en anden gang J )
Alexander er desuden besat af bjerge. Han bestiger den ene sydamerikanske vulkan og bjergtinde efter den anden. Og så på en iskold bjergside tæt på toppen af den inaktive vulkan Chimborazo i Ecuador sker der noget for Alexander. Det klarer pludselig op om bjergets tinde, sneen lyser hvidt mod en blå himmel og alt det Alexander ved om bjerge og planter og klimazoner flyder sammen i et nyt mønster. Det er et gennembrud i tanken, et hul i himlen, en åbning til en ny forståelse.
Jeg tror at de fleste mennesker kender til oplevelsen af at verden og forståelsen åbner sig. Den slags huller, åbninger i himlen, eller i verden kan opstå i alle salgs tankesammenhænge og desuden også på et følelsesmæssigt plan. Så vi pludselig forstår sammenhængen, eller så på en måde slet ikke forstår noget som helst mere, men den ikke forståelse, dette hul i vores tanke lader nyt lys, ny viden, ny sammenhæng strømme ind og lukke os op. Vi bliver udvidet med ny erkendelse, ny indsigt.
Og det er lige præcis det som er på færde i den lille fortælling fra Markusevangeliet som jeg læste for os nu. Der er hul i taget, der går hul på synden, nogen synes det er hul i hovedet, mens andre ser og mærker at der er hul i verden og Guds rige strømmer ind. Og de siger, som Alexander kunne have sagt det på Chimborazo og vi somme tider siger det når vi ikke fatter det vi forstår: "Aldrig har vi set noget lignende!"
Og det med hullet i verden som Gudsriget strømmer ind igennem er faktisk en væsentlig pointe ved hele Markusevangeliet. Markusevangeliet er et korsteologisk evangelium kan man sige og korset, Jesu korsfæstelse flænger så at sige et hul i himlen så der er åbent til Gud.
Før Jesus, før korsfæstelsen, kan der også i det Gamle testamente fortælles om hvordan der opstår huller mellem verden og Gud, tænk feks på historien om Jakobs drøm om stigen og himlen der stod åben, eller på Moses og ildsøjlen. Men her lukkes der altid til igen, åbning er noget som sker på et sted og får nogle få, Gud taler og griber ind, Han viser sig, men kun i sine tegn og Han forsvinder igen, op i himlen, ud af verden. Og menneskene må leve med erindringen og fortællingen om nærvær og paradis.
I Markusevangeliet er der to steder hvor ordet Schitzå, som betyder flænges, bruges. I det første kapitel da Jesus bliver døbt, bruges det, der står at da Jesus træder op af vandet ser han himlene flænges og Ånden som en due svæver over ham, og Guds stemme lyder; Du er min søn jeg har født dig i dag.
Og så mod slutningen af evangeliet, da Jesus udånder på korset, da står der at i samme øjeblik flænges det tykke forhæng som i templet inde i jerusalem adskiller det helligste fra templets forrum, det flænges fra øverst til nederst.
En flænge fra himlene til jorden og en flænge fra kors til tempel. Der er hul ind til Guds rige igennem Jesus, Hans liv, hans dåb, hans død og opstandelse. Og det hul er aldrig lukket til. Guds riget strømmer hele tiden ind i vores verden.
Det er det fortællingen om de fire mænd som tror på at Jesus kan hjælpe deres lammede ven viser. De tror så meget at de vil have vennen foran Jesus, koste hvad det vil. Hullet i taget bliver et tegn på at himlen er åbnet i troen. At Jesus Guds søn er til stede i et helt almindeligt hus, nede i ethvert menneskes mørke og afmagt, og at han lukker synden op, udhuler syndens magt som binder os i lammelse og isolation i vores kroppe eller sind.
Farisæerne og de skriftkloge synes det er helt hul i hovedet. De ser ikke Guds rige i Jesus. De ser ikke himlen stå åben og lyset der strømmer ind. De ser bare en mærkelig mand som spotter Gud. Og sådan er det den dag i dag for mange mennesker. Hullet i himlen er for utroligt, for uvirkeligt, helt hul i hovedet.
Og det er da også en mærkelig ting at Gudsriget strømmer ind igennem et menneske, Jesus, og ud til alle som tror, men det er kristendommens påstand. Og tilmed at det igennem hans dåb og hans død. Det er kun Gud der kan finde på at lade Gudsriget strømme ind i verden gennem en død tømrer på et kors.
For lidt siden blev Agathe døbt. Korset blev tegnet for hendes pande og bryst. Som den lamme mand blev hun båret ind og overgivet til Jesus Guds søn, i dåben, af nogen som vil hende det godt. Nogen som tror på at Jesus kan sætte Agathe fri til at leve som et Gudvillet og Gudelsket menneske i verden.
Agatha, og alle vi som er døbt, er tilgivet på forhånd i dåben. Som den lamme mand. Jesus spurgte hverken ham eller hans fire venner om de nu var rene af hjertet eller om hvad de havde gjort eller ikke gjort. Han så deres tro står der bare, nemlig den tro der fik dem til at bringe den lamme til ham, og så så han den lamme og sagde "Søn, dine synder er dig tilgivet" og så; "Rejs dig, tag din båre og gå" og den lamme kunne rejse sig, bære sin egen båre og gå ud i verden.
Han fik hul igennem til livet.
Hul i himlen, hul i verden, hul i hovedet.... hul på synden og hul igennem til livet.
Gudsriget er midt i blandt os!
Amen
|
