Kristen Skriver Frandsen

Med Himmeriget er det ... ikke særlig idyllisk.

Det er det stærkeste, flotteste af alt der er på tale i dagens evangelium: et bryllup, og tilmed, for at vi ikke skal tænke for lidt om det: en kongesøns bryl¬lupsfest. En kongedatter har der også hørt til.
Jesus bruger i mange sammenhænge brylluppet som billede. Hvad står brylluppet for - hvad er det, der gør at Jesus kan bruge det som billede? Det er flere ting, men én side i brylluppets væsen er, at kærlighedens længsler, som har det med at flyve snart mod stjernerne, snart mod den elskede, forankres i hverdagen, slægten, kontinuiteten.
At være inviteret med til bryllup er så at være inviteret til at tage del i en eksistens spændt ud mellem længsel og forankring.

Sådan maser himmeriget sig på - til menneskene.

I lignelsen maser det sig på gennem tjenere, der sendes ud for at indbyde.

Men hvordan tager mennesker imod? De siger nej, og næppe tak. Anden gang er der et par som har vigtigere ting for: deres mark og deres forretning - de øvrige gjorde kort proces med tjenerne og slog dem ihjel.

De fik deres straf - et helt krigstogt når kongen at få ført mod dem og brændt deres by af, inden brylluppet kan holdes.

Så inviteres både godt- og skidtfolk ved vejene og vejkrydsene - for bryllup skal der være.

Men det er stadig ikke det rene Hollywood: Kongen kommer ind, finder en mand som ikke er i festtøj. En tavs mand. Svar giver han ikke. Han bliver smidt ud i mørket udenfor.

Med himmeriget er det ikke særlig idyllisk.

Komme dit rige - beder vi I fadervor.

Sådan lige konfronteret med denne lignelse kunne man fristes til at tilføje: men lad det vente lidt, eller: ikke helt så voldsomt, tak.

Det er jo ikke altid i Jesu forkyndel¬se som her. Men nogen gange er det altså. Hvorfor er himmeriget så sært utilpasset? Vel fordi der er noget så vigtigt på færde, når Himmerige nærmer sig vores liv, - Guds rige kommer - , at det ikke udenvidere kan tilpasses hvad som helst.

Det kan ikke uden videre tilpasses vores arbejdsliv: karrieren, forretningen, marken. Og vi støder det fra os, forsøger ligefrem at slå det ihjel ved vores så vigtige gøremål.

Hvad er det bryllup vi risikerer at sige nej til? Er det ikke netop foreningen af længslen og kontinuiteten?

Længslen er længslen efter sandheden, kærligheden, godheden, omsorgen, meningsfylden, - alt det, vi et eller andet sted godt kender og ved skal være i blandt os -
- Kontinuiteten er det vi lever midt i, vore forpligtelser, fra familie, børn, venner til arbejde og samfund. Tør vi leve med de dybe længsler velbekendte, tør vi lade dem stille krav til os selv - i forhold til dem, vi lever sammen med, i forhold til vores omverden? Tør vi prøve at lade dem lave om på os selv, eller tør vi bede om at noget bliver lavet om hos en anden? tør vi lade længslen styre vore handlinger i samfundet?

Vi længes efter et fællesskab, hvor ingen bliver overflødig. Hvor had ikke med sine handlinger skaber frygt og sorg. Hvor liv er vigtigere end penge. Hvor luft vigtigere end fart. Hvor åbenhed overvinder lukketheden.

Hvordan vi skal arbejde henimod det er sværere sagt, men vi skal huske længslen, og gerne sætte flere ord på.

Vi længes måske efter samvær, hvor den anden tør bede os om noget. Hvor vi ikke hele tiden let neurotisk skal prøve at gætte på, hvad den anden ønsker. Måske længes vi efter selv at turde og kunne bede om noget.

Det kan også her være andre ting, det drejer sig om. Og vi ved måske ikke hvordan vi skal komme i gang, komme over barrierer, som ligger dybt i sindet, men vi kan gøre os længslen klar.

Midt i dagliglivet at gøre sig længs¬len klar - det er at sige ja til invitatio¬nen. Brylluppet står i kirken. Her lyder ord, her synges salmer, som giver rum for længslen - vore øren og sind åbnes for den. Og der peges ud i den hverdag, vi kommer fra og skal tilbage til igen.
Men brylluppet kan nok også stå andre steder, måske i mødet med naturen, måske engang i mellem endda i ens lønkammer, der hvor man er helt for sig selv.

Men alt nynner ikke idyl og evig sang. Endnu. For måske bliver vi som ham, den tavse. Uden bryllupsklædning. Vi skal ikke tage lignelsen alt for bogstaveligt. Der er ikke tale om en stakkels vagabond ude fra vejen, som ikke havde en fornem dragt at tage på. Selvfølgelig ikke. Eller rettere: Var det en vagabond, havde en blomsterkrans fra grøftekanten have slået til. Eller noget andet, som viste, at han gad festen. Pointen er at han ikke gider festen. Eller ikke vil den.

Han graver sig ned i en ufestlig tavshed. Han ved godt hvad han skal; han ved godt hvad Himmeriget vil ham. Han er kommet, ved godt at længslerne retter sig mod noget som er muligt. Men lige præcis det sidste fornægter han. Markerer det ikke engang med en lille håbets blomst i jakkeopslaget. For selv en lille blomst kan rive med.

Findes han i virkeligheden? I vores? Måske skal vi finde ham - ikke så meget blandt de egentlig tavse - men dem der bruger mange ord for i grunden ikke at sige noget - eller for at kvæle samtale. Måske er det den politiske eller religiøse dogmati¬ker. Ingen af dem er særlig tavse, men ordene, dogmerne, de bruger, har ofte til formål at bringe til tavshed. Dogmer og båse at sætte hinanden i er den mindst bryllupsagtige klædning, der findes.

Og han skal måske ikke findes i bestemte individer - men som en fristelse, der lurer på de fleste. Vi gemmer os tit i dogmatik og færdige vurderinger. At gøre det er altid tavshed eller lukkethed overfor at lade længslen røre os, og røre os til handling.

---

Det er ikke svært at få bryllupsklædning på. Den er det med samme, når blot vi tror. Tror at himmeriget maser sig sådan på, at det også vil have med mig at gøre. Vi siger ja, når vi er ved vejkrydsene. I lignelsen er de set inde fra byen og slot¬tet. Vejkrydsene er de steder, hvor man er kommet lidt udenfor normalstrømmen; der hvor man er blevet en lille smule vagabond. Vejkrydsene er steder, hvor man vælger. Man kommer ét sted fra - der er tre andre veje at gå.
Måske bliver sjælen aldrig mere bofast, end den altid er en smule vagabond hos enhver - i hvert fald: det er til den side, evangeliet til i dag taler.
Det taler som altid til os også med de svigt, vi har bag os; alligevel, eller netop sådan er vi inviterede. Guds rige vil have med os at gøre. Som vi er - på vejene og ved vejkrydsene.

At tro det er at iføres en festlig bryllupsklædning. Det er at tro at du er accepteret, at der er rum for alt dit; det bliver man smuk af, bryllupsklædt.

Og så er pointen altid - også når det ikke fortælles i teksten, og det gør det ikke i dag - at du kan tage det med dig. Du kan vende tilbage - ikke bare til vejkrydsene, - de er hele tiden inden i dig, - men til marken og forretningen - og have brylluppet med dig.

Så begynder længselen at forme dine handlinger, forbinde sig med kontinuiten, hverdagen. Det er det bedste bryllup af alle.
Amen.