16. s. e. trinitatis

Vi talte om gudstjenesten i dag, Karin (vores organist) og jeg. Vi talte om at vi syntes den var på én gang smuk og provokerende. Det støder os, at høre fortællingen om enken der får sin søn igen, lige så meget som det giver håb at høre den. Hvis Gud kan alt, så vil han måske også en gang give os livet med vores døde. Hvis Gud kan alt, hvorfor opvækker han så ikke andre forældres døde børn?

Det er det altid tilbagevendende spørgsmål: Hvorfor Gud, gør du ikke alting godt, når du kan?

Den første tekst vi hørte i dag var fra Jobs bog. Job var rasende, han rasede på Gud som havde taget alting fra ham, hans kone og børn, hans kvæg og korn, alt! Jobs venner kom og ville have ham på bedre tanker, han skulle ikke forbande Gud, de ville have ham til at tage sine ord tilbage, men Job svarer, som vi hørte før: "Gid mine ord for evigt var indridset i klippen, med griffel af jern og med bly" For Job står ved sin vrede på Gud, han står ved sin afgrundsdybe sorg og sit raseri. Også selv om han i næste sætning siger, at han ved, at når selv kødet er skrællet af ham, da skal han se Gud og ingen anden. Der ligger også dobbeltheden i Jobs forhold til Gud. Og den dobbelthed må vi også gerne have. Ja, den er vel vores livsvilkår; vi lever imellem sorg og håb.

Paulus skriver i et af de mest elskede stykker fra Bibelen, det om kærligheden der er større end alt andet, at endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt, nu erkender vi stykkevis, men da skal vi kende fuldt ud, lige som vi selv er kendt fuldt ud. Det er smukke ord, og for Paulus er det bundet sammen af kærligheden, for kun i den fuldkomne kærlighed, som er fra Gud, kan det stykkevise hænge sammen. Men skriver Paulus, det hele billede kan vi ikke se i vores menneskeliv.

Det har videnskaben jo sidenhen også fortalt os. Vores menneskehjerne kan ikke rumme sammenhængen i verden. Den kan kun erkende brudstykker, fordi den er begrænset. Vi har alle oplevet den svimmelhed, man får, når man ligger en sommernat og kigger ud i stjernevrimlen, og kommer til at tænke på, at det bare fortsætter uendeligt. Eller gør det? og hvis det ikke gør, hvad er så bag det? På et tidspunkt må man slippe tanken og vende tilbage til det billede, man kan se på himlen.

En gang skal det hele hænge sammen, en gang skal vi se Guds ansigt, en gang skal alting give mening. Det er det kristne håb. Det splintrede skal heles, det tabte skal genfindes, livet skal sejre. Det er opstandelsens håb, og det er det håb, som opstandelsen peger hen på i dag, på den søndag, der ligger længst fra påskemorgen i kirkeåret, og hvor man af samme grund har lagt denne fortælling om Jesus, der opvækker en ung mand fra døden og giver ham tilbage til sin mor. Den skal minde os om Jesus egen opstandelse, som førte til evigt liv. Den skal prikke til det håb, der blev lagt i os, da vi blev døbt til at tilhøre denne tro. Her i efterårets nedfald, sommerens forrådnelse, og mørkets tiltag prikker evangeliet til det lille frø, der ligger i os, og minder det om, at det skal spire igen, som frøene i den våde jord skal det, når det bliver forår igen.

Vi får ikke vores døde tilbage i vores liv. Vi skal leve resten af vores dage med sorgen over dem, vi har mistet. Og nogle gange er tabet ubærligt, så ubærligt, at livet ikke giver mening længere og vi ikke kan forestille os en fremtid.

Det har forfatteren Naja Maira Aidt skrevet en bog om, efter hun mistede sin 25 årige søn i 2015. Den hedder " Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage".

Aidt fortæller om hvordan livet og verden gik i stå. Det var som en sort dam, hvor vandet stod stille. Der fandtes ikke længere bevægelse, ikke ord, ingen fremtid, og fortiden var ubærlig, fordi den kun ledte frem til sønnens død. Intet var muligt.

Men selv om intet var muligt, gjorde de det alligevel. Venner kom og tog hende i armen og sagde: "Kom, så går vi! " og selv om hendes fødder ikke kunne gå fremad, gik de et skridt ad gangen. Selv om alle ord forsvandt, skrev hun. Først enkeltstående ord på papirlapper, så løsrevet sætninger, og siden mere sammenhængende tekst, men stadig fragmenteret.

Hun begyndte at lede efter et sammenhængende billede, af sin søn og hans liv og død. Hun ledte i digte, i noter, i politirapporter fra dødsnatten, i verdenslitteraturen, i vennens fortælling om det, der skete, i sin egen dagbog. Hun ledte som en gal, desperat og ude af sig selv af sorg, for at finde sin søn, finde en sammenhæng, noget meningsgivende, noget hun kunne forstå.

Og hun finder det også i en vis forstand. Hun finder det i kærligheden. For den stopper ikke, selv om hendes søn er død. Hun elsker ham lige meget, hun kender ham lige så godt, og hun vil stadig forsvare ham til sin egen død. Alt det hendes søn var, har døden taget fra hende, og hendes eneste mulighed er, at begynde at give det tilbage. Give andre af den kærlighed, han gav hende. Dele med andre, hvad der gjorde ham så elskelig, hans væsen, det særlige ved netop ham. Deri finder hun en mening. Ikke med sin søns død, men med sit eget liv.

Hun skriver:

"Har døden taget noget fra dig

så giv det tilbage

giv dét tilbage

som du fik af den døde."

Og om digtet skriver Aidt videre: "Den kærlighed de gav os, skal gives videre. Heri ligger der et håb. Et håb om, at det du gav mig, vil vokse i andre, hvis jeg er i stand til at dele det. At min kærlighed vil styrkes og blive skønnere, fordi den nu skal rumme din kærlighed. Det må sorgen ikke ødelægge. I digtet står der "giv det tilbage". Som om det, der gives, går frem og tilbage hele tiden. Fra de levende til de levende. Fra de døde til de levende. Og fra de levende til de døde. En cirkulær bevægelse. "

Når døden har splintret vores liv, så er det kun kærligheden, der kan samle det igen. Kærligheden er det eneste, der kan binde brudstykkerne sammen for os. For kærligheden er det eneste, der ikke dør med den døde.

Da Jesus møder enken med sin døde søn, er hun og skaren, der følger hende netop nået til byporten. Der hvor fællesskabet med de levende ophører. Jesus kommer selv med en stor skare, der følger ham på vej ind i byen. Og der i porten møder den glade skare den sørgende. De to fællesskaber blandes, og Jesus får medlidenhed med moren, og vækker den døde unge mand til live. Han rejser sig og begynder at tale.

Billedligt er det et udtryk for, hvordan Gud igennem sin søn blander sig i vores livsvilkår. I porten mellem livet og døden møder han os. Som de to skarer blandes, glædesskaren og de sørgende, sådan blander Gud sig i vores sorg, og skaber liv i den igen igennem sin kærlighedskraft.

Selv i det mest sorgfulde menneske er Guds kærlighedskraft til stede. Hans blod er i vores blod, sit legeme deler han med os, alt hvad han er, giver han til os, og alt hvad vi gennemlever, kender han i os. Fordi han blev menneske i Jesus.

Vi får ikke vores døde igen, men vi får livet igen. Langsomt, fragmenteret, forandret, brudt, smerteligt, men også med kærlighed, med håb, med forsoning, med glæde over det der var, og det der endnu er, kærligheden, og fællesskabet med andre mennesker.

Det hele billede får vi ikke at se. Vi kommer aldrig til at forstå sammenhængen. Men her i efteråret prikker evangeliet til et frø af håb, der blev plantet i vores dåb.

Det samme håb som Job udtrykte i sin sorg og vrede; at han en gang skulle se Gud, se Gud og ingen anden. Det håb som Paulus udtrykker, at engang skal han kende fuldt ud, lige som han selv er kendt fuldt ud.

Det håb som er bundet til påskemorgen, da Jesus overvandt døden for bestandigt, og bandt os til Guds evige liv igennem kærlighedens uendelige kraft.

amen