|
|
|
Peder
Kjærsgaard Roulund
2. s. i advent
Preken til Johannes
10,7-10 Vårt Land 2023
D
e 1 0 b r u d e j o m f r
u e r
Du
skal gå to kilometer med den fjende, der truer dig til
at gå én.
Og ok!
Jeg har aldrig mødt én, der forsøgte at true mig til
at gå én kilometer med ham, men distancen er måske din
forståelse.
Du skal forstå ham, der ikke gider at forstå dig.
Du skal bede for de mennesker, der gør dit liv svært.
Du skal bede for dem, der forsøger at rationalisere
din arbejdsplads til ukendelighed. Du skal bede for
hende, der kaster op i din indkøbsvogn ovre i Fakta.
Kravet om gode gerninger bliver ved, indtil de kværker
dig.
Sådan er evangelieskriveren Mathæus’ opfattelse af,
hvad Jesus gik og sagde. Ja sådan skrev Matthæus om
Jesus, og sådan forsøger jeg for egen regning at
oversætte Matthæusevangeliet til i dag. Og du må
selvfølgelig gerne være uenig.
Og nu tænker du måske, men hvad i alverden har det at
gøre med dagens evangeliefortælling om de ti kloge og
de ti dumme unge kvinder og deres lamper og lampernes
olie?
Jo!
Det har det at gøre med dagens evangeliefortælling, at
Mathæus;
lige inden Jesus skal korsfæstes,
skruer bissen på i sin fortælling om Jesus.
Og pointen er, at ved tidernes ende da skal verdens
største pegefinger pege på dig og mig, og vi to vil
blive spurgt:
Har du omsat Guds kærlighed til dig til gode gerninger
overfor andre mennesker?
Og for at forstå hvordan jeg dog kan få dagens
evangeliefortælling til at stille det spørgsmål, er
det nødvendigt at vide,
at barmhjertighed og olie hænger sammen.
Barmhjertighed og olie hænger sammen i en grad, så man
næsten ikke kan sige det ene uden at komme til at sige
det andet. Barmhjertighed, olie.
Olie, barmhjertighed.
Sådan er det for evangelieskriveren Matthæus, når han
skriver om Jesus på det græske sprog, man brugte for
1950 år siden, når man ville fortælle noget, der
skulle forstås af folk i Jerusalem, Rom og i
Grækenland på én gang.
Barmhjertighed og olie hænger sammen. At være
barmhjertig hedder på græsk ”Eleeå”, mens olie hedder
”Elaion”, og en dag hvor man skynder sig, kan man vist
godt komme til at sige det ene, når man mener det
andet, og det er lige så let at høre det andet, mens
det ene blev sagt. Elaion; Eleeå, Barmhjertighed og
olie. De hænger sammen
Og de kloge unge kvinder har altså masser af olie;
masser af barmhjertighed at diske op med den dag, da
tiden slutter, mens de dumme unge kvinder ikke har
omsat kærligheden fra Gud i gode handlinger overfor
andre mennesker. De har ingen olie. De har ingen
barmhjertighed at vise.
Og så er det forbi. Brudgommen kommer. Det er
dommedag. Du skal have barmhjertighed at vise for at
komme med ind til festen. Du skal have olie, så din
lampe kan lyse af Guds kærlighed, der i dig blev omsat
til virksomme gode gerninger overfor andre mennesker.
Du skal!
Du skal!
Du skal!
Og jeg siger du, og det gør jeg ikke for at være
uvenlig overfor dig, men jeg siger du, og for enden af
mit du står jeg selv.
Og jeg har så svært ved at forstå, at en dag er det
forbi uden flere chancer.
For jeg er opvokset i 70’erne og 80’erne og opdraget
af såre gode mennesker i familier, børnehaver og
skoler.
Disse gode mennesker havde svært ved at lade ting
slutte.
De gav mig altid en chance til.
Og en chance til
Og en chance til.
Og måske havde de i virkeligheden læst Matthæus og gik
to kilometer med mig,
den lille møgunge,
der gjorde deres hverdag så rig på faglige
udfordringer.
Men altså dommen er der! En dag er det slut.
En dag vil jeg og du blive spurgt, om vi lod Guds
kærlighed virke til gavn for andre mennesker? Vi vil
blive spurgt om vores barmhjertighed og vores olie på
lampen.
Og Ja!
i år er det lutherår.
Og hvis der er noget, luthersk kristendom prædiker, så
er det
redning og frelse ved troen på Gud alene. Det er
luthersk kristendom for begyndere, at vi
mennesker reddes alene ved tilliden til, at Gud vil
redde os.
Og her op imod har vi Matthæusevangeliets Jesus, der
kræver barmhjertighed i billedet af olie på lampen.
I den bog, der hedder ”Om et kristenmenneskes
frihed”´.
I den bog skriver Martin Luther:
”Et kristenmenneske er en fri herre over alle ting og
ingen underlagt.”
”Et kristenmenneske er en fri herre over alle ting og
ingen underlagt.”
Og nu kan jeg for mit indre høre et spørgsmål, der
lyder: Ja men hvordan kan Martin Luther dog skrive det
her, når Jesus i dagens fortælling kræver
barmhjertighed?
Og hertil svarer jeg, at den kristnes frihed er
overfor Gud. Med Jesu komme til jorden har vi fået
barnekår overfor Gud og kan være sikre på, at Gud
virkeligt vil redde os før, vi når at gøre noget for
det.
Og så er det, at vi skal høre den næste sætning i
Martin Luthers bog.
”Et kristenmenneske er en træl i alle ting og alle
underlagt.”
”Et kristenmenneske er en træl i alle ting og alle
underlagt.”
Vi kristne har frihed overfor Gud. Vi har barnekår
overfor ham og kan hvile i tilliden til Guds kærlighed
overfor os.
Samtidig har vi kristne et megastort ansvar overfor
vore medmennesker.
Det gode budskab om Guds kærlighed til dig og mig
hænger sammen med pligten. Pligten til at vise
barmhjertighed overfor andre mennesker.
Du skal handle godt, indtil dine gode handlinger
kværker dig.
Du skal gå to kilometer med den fjende, der truer dig
til at gå én.
Du skal forstå ham, der ikke gider at forstå dig.
Du skal bede for de mennesker, der gør dit liv svært.
Du skal bede for dem, der forsøger at rationalisere
din arbejdsplads til ukendelighed. Du skal bede for
hende, der kaster op i din indkøbsvogn ovre i Fakta.
Kravet om gode gerninger bliver ved, indtil de kværker
dig.
Men du er bundet til dem. Du kan ikke løses fra dem.
Matthæus er benhård i sin fortælling om Jesus.
Dagens evangeliefortælling står i kapitel 25 i
Matthæusevangeliet. Bagefter den kommer fortællingen
om talenterne, der ikke må graves ned. Nej talenterne
skal ud og virke i verden.
Og så får vi verdensdommen, i hvilken Jesus siger:
”Hvad I har gjort mod disse mine mindste små, har I
gjort mod mig.”
Og omvendt!
”Hvad I ikke har gjort mod disse mine mindste små, har
I ikke gjort mod mig,” siger Jesus altså.
Matthæus er benhård i sine fortællinger om Jesus, men
da han skriver kapitel 26 i sit evangelium, kan
Matthæus ikke lade være med at fortælle om disciplen
Peter, der stod foran sin Herre og ven, Jesus.
Og mens Peter stod der overfor et medmenneske, han var
forpligtet på indtil kravet om gode gerninger truede
med at kværke Peter, benægtede Peter, at han kendte
Jesus.
Og sidenhen mødte Peter jo altså ikke en lukket dør.
Peter blev tværtimod tilgivet af den opstandne Jesus.
Fortællingen om de unge kvinder, lampen, olien og
barmhjertigheden kan vi bruge til at minde os om, at
vi ikke under nogen som helst omstændigheder kan løses
fra vort ansvar for det andet menneske.
Fortællingen om Peter, der benægter sit kendskab til
Jesus, kan vi bruge til at give os håb.
Håb om redning for os i de stunder, hvor vi føler os
som en ung kvinde, der ved tidens ende og dommedag,
hverken har olie eller barmhjertighed at vise frem.
Amen!
|
|
|