Juledag 1993

Johannesevangeliets juleevangelium er jo mærkeligt - som juleevangelium betragtet. Intet om Maria, en stald, hyrder, det lille Jesusbarn. Og alligevel fortæller det om jul. Om Gud selv der fødes på jord. Men det gør det filosofisk-poetisk. Det trækker en linie tilbage til altings oprindelse for at sige noget om, hvem det var der kom til verden i Jesus Kristus.

Det der kaldes "Ordet", "han" og Kristus er én og samme sag. Den side i Gud som forårsagede den krusning i evigheden, som blev til tiden og universet, er den samme side som et bestemt sted i den tid, som den selv havde sat igang, blev til ét bestemt menneske, Jesus af Nazareth. Den side i Gud er Ordet. Med så stort O som tænkes kan. Skaberordet. Ordet var liv og livet var menneskenes lys. Det gudsskabte liv var og er orienteringspunkt, meningen for mennesket. I dén forstand lys. Livet er der altid, lige til at gribe, meningen er der, lyset skinner i mørket. Men mørket greb det ikke. Det betyder både at det ikke forstod det og ikke overvandt det. Trods livets meningsfuldhed er der et omfattende mørke, som ikke mægter at se den, og lade sig fylde af den, men dog heller ikke mægter at tilintetgøre lyset og meningsfuldheden.

I et spring er vi så væk fra de overordnede syner og tanker: Der kom et menneske udsendt af Gud - Johannes. Jesus havde en umiddelbar forløber, men denne var ikke lyset selv.
Dernæst er vi så tilbage igen i den store historie set fra evighedens synsvinkel. Ordet, lyset, kom til verden, blev kød, født som menneske. Ordet med størst tænkeligt O, skaberordet, magten før alting, kunne blive så lille, at det kunne tage bolig i en menneskekrop af kød og blod. Først tilsyneladende ikke med andet resultat end da det blot var i verden som skabelsens lys: Han kom til sine egne og hans egne tog ikke imod ham. Det var som med mørket der ikke greb lyset. Men så alligevel - der er et men - alle dem som tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn .. dem der tror hans navn; de er ikke fødte af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

Her er der så sat navne på mørket, som mennesket kan befinde sig i: de kan være fødte af blod, af køds vilje, af mands vilje. Kan være det - er det vel altid: vi er altid for en del bestemte af naturen, af slægten, af den herskende ideologi - for med det sidste ord at tale meget moderne om begrebet mands vilje. Er vi kun bestemte af det, er vi i mørket. Men med Ordets fødsel på jord er der givet en ny mulig: at vi fødes af Gud, genfødes, så alle de bestemmelser, som drejer mig væk fra sandheden, det umiddelbare tillidsfulde forhold til Gud, mening og liv, de ikke bliver de mægtigste, ja, i sidste ende overvindes.


***


I begyndelsen var ordet. Ja, men før det må stilheden have været. I begyndelsen var stilheden. Ikke stilhed bare som fravær af lyd. Men stilhed som alts fylde.

***

Tænk hvis der kunne blive stille omkring os. Helt stille. Eller måske skulle vi først prøve at vende det om: tænk hvordan det ville være for en total døv pludselig at få hørelsen igen.

Hvilken øresønderrivende larm. Først alle dem lige omkring, der ville råbe, jeg mener sige: han kan høre!, han kan høre!, i deres begejstring uden megen sans for hvordan og hvor voldsomt deres jubel egentlige ville virke. Samtidig fjernsynet bag: "Jingle Bell, jingle Bell, ... hvis alting bare var som Fischer Price". Radioen i køkkenet ville også kunne høres: "Jeg vil sige det på den måde, at det er regeringens hensigt at stå fast på begge sider af en mulig løsning, eller også vælge en anden model. En summen fra køleskabet. En Pc hvisler i hjørnet. Forresten er telefonsvareren lige gået igang, for ingen havde hørt telefonens ringen.
Udefra får søværnets helikopter ruderne til at durre.
Den døve ville presse hænderne mod ørene for at give den nyvakte sans så meget fred, at den bare kunne orientere sig.

Fysisk larm er vores verden fuld af; men også psykisk larm. De tusind budskaber maser sig på uafladelig. Vores bevidsthed kan ikke sortere det hele. Noget er kun støj. Vi modtager de uendeligt mange budskaber som gennem dårligt indstillede høreapparater.

Måske lammer det os mere end vi ved af. Måske er den psykiske larm med til at gøre verden et koldere, et mere afstumpet sted at leve end den behøvede at være. Den behøver slet ikke være det: den er skabt til noget andet. Dette andet kunne vi måske bedre finde, hvis vi overhovedet kunne høre det.

Vi kan ikke stoppe informationsbombardementet. Og vi kan ikke genindføre en enkel verden, hvor kirke, skole, samfund sagde et og det samme. Hvor bibel og salmebog og katekismus var eneste læsestof, og hvor hver mand og kvinde i en enkel og ligefrem tro på deres Gud og skaber, Jesus deres forløser, og Helligånden som vejleder levede dag for dag, som nu det blev tilskikket dem. Og hvor en hver svarede sit og vidste hvad der var rigtigt og forkert - og ihvert fald unormalt. Måske har det aldrig været helt så enkelt. Måske heller aldrig helt så godt, som nostalgikeren tror. Men uanset hvad: den fåstrengede verden kan ikke genindføres.

Men måske behøver vi ikke at undvære orienteringspunkt heller i den mangfoldige verden - pluralistiske som vi kalder den, med et grimmere ord. Måske har stilheden en tone, som kan høres gennem larmen - når vi blot fanger den.

Måske er det det, vi skal juledag: høre stilheden. Den oprindelige stilhed. Den tone som udsprang af den.

Og lad os gå med stille sind,
som hyrderne til barnet ind,
med glædestårer takke Gud
for miskundhed og nådebud.

Meningen med alting finder vi i barnet. I det barn viste Gud at han elskede verden, vores verden, og vedkendte sig den. Kraften der satte alting i gang er kærlighed, og den vil ikke lade mennesket alene med alle de magter og viljer, som det dels allierer sig med dels knuges af, og hvormed det dømmer og sætter medmennesket på plads. Gud lod ikke mennesket alene. Jesu fødsel viser at der er en en anden og større magt og det er at tro sig elsket af Gud selv. Tilgivet. Omfattet af Guds kærlighed også i mørke og modgang. Det er miskundhed og nådebud.
Den sidste tekst, vi skal høre i dag er også af Johannes. Den slutter så enkelt som det skal være juledag. "Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden". Skønt det er enkelt, vil det også du i den såkaldte pluralistiske verden. Det er i grunden det eneste der dur.
Måske er det tonen vi kan høre i juledags stilhed: Det at du ved og tror dig elsket, gør at du også kan elske det andet menneske. Vejene for kærlighed skal nok tvinge sig igennem også i en kaotisk og kompleks tilværelse.

Lad os prøve at lade den sag fylde vores stille sind - og for engangs skyld give ordene ikke bare indre stilhed og opmærksomhed men også ydre en lille stund:
"Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden".

* *
* * ************
* * ***
*

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, fra evighed og til evighed. Du som har skabt og styrer alt, og dog på skød barnlille kaldt, vi beder dig:


Gud hold os fast i den tillid at du er med den som er mest ubeskyttet og lille.

Gud vi beder for dem, som synes at alt er sort og mørkt - fordi de har mistet en de holder af eller fordi de er bange for hvad der kan ske, dem de holder af. Lad dem mærke at du er også hvor der er mørkest - lad farverne, håbet, livet vende tilbage. Vær med dem som er ensomme - kan de ikke finde det andet menneske og dele ensomheden med - og finder det andet menneske ikke frem til dem - lad dem på trods af det finde det rum, hvor du er, og hvor ingen er alene.

Vær med dem som har det svært i vores samfund - uanset hvis skyld det er. Lad ingen blive overflødige - lad os opdage at ingen er det.

Hjælp os mod den ondskab som skaber krig, som ødelægger natur og livsvilkår - hvad enten det onde er inden i os eller udenfor os.

Vær med din kirke - lad den være et af de rum, hvor der kan blive stille nok så vi hører at kærlighed, frihed, livsmod, fantasi altid er at finde. Lad rummet brede sig, så det ikke grænses af ydre mure.

Vær med vores land, lad det at være dansk bygge på selvtillid og ikke mistillid til andre; vær med dem som må bo som fremmede blandt os - lad dem, som skal blive, ikke vedblive at være fremmede for os og vi ikke for dem; følg enhver der har magt, pengemagt, politisk magt, talens magt, den lille daglige magt blandt mennesker, at vi alle må handle skønsomt og ret. Vær også således med øvrighed, vores dronning og hele hendes hus.

Giv os hver dag at leve i lyset af det evige liv. Stille for Gud - og talende med og handlende for mennesker.

Amen.