Evangelium Mathæi 8 Capitel fra 23 til 27 vers.
Jesus udrakte strax Haanden, tog fat paa ham <o: Peder) og sagde: du Lidettroende, hvi tvivlede
du Math. 14 Cap 31 v
At troe naar ingen Fare er, det kan være en død Troe; at trodse og kaste sig selv i Faren paa en stærk Troe, det er Formastelse; at tvivle om Guds Frelse, naar vi efter hans Bud vil opsøge ham: det er Vantroe, og derimod troer vi ham og gaacr efter hans Bud, da Fare møder os, og saa begynder at frygte, det er en liden Troe.
Saaledes seer vi om Peder, at da Jesus kom paa Havet vandrende, saa var Peder strax af Troens Gnist færdig at bede Jesus han skulde byde ham til sig; thi han vilde ikke vandre uden sin Herres Forlov, og gaae til saadan en Gierning mod Naturen; som han elskede sin Herre heftig, saa vilde han vandre til ham; og da Jesus sagde: kom, saa traadde Peder ud af Skibet og gik paa Våndet for at komme til Jesum, men da han saae et stærkt Veir, frygtede han og begyndte at synke, raabte : Herre ! frels mig, og derpaa udrakte Jesus Haanden og og tog fat paa ham.
Herved er da at betragte i vor Evangelio, som vi ikke vil betragte efter
Naturen, eller den timelige Be- skrivelse; thi det siger Ordene: men udlægge
dem paa aandelig Viis.
Evangelisten melder: at Jesus gik i Skibet og hans Dis cipler fulgte ham, og da blev en stor Storm i Havet, at Skibet skiultes af Bølgerne, men han sov; naar vi troer Jesu Ord og aabner vort Hierte for ham, da kommer han deri, og saa be- gynder vi at seile paa Havet, saa vi formedelst Troens Seier farer over eller hader vort onde Kiød og Blod, Verden og Dievelen, opløfter vort Sind over dem; thi før saa laae vi nedsænket under dem, men nu opløftes vi ved Jesu Kraft, at vi vandrer oven paa Syndens Vand, men saa begynder det at storme; thi Dievelen han opblæser onde Mennesker til at forføre og for følge os, dertil kommer vort Kiød og Blod, som fører Strid imod Aanden, her kommer Bileals Bække til at bruse og for færder os, som David siger; thi nu vil vor Troe skiules og gaae under; imidlertid saa har vi dog taget Himmelens og Jordens Gud i vort Hiertes Skib.
Men han sov: legemligviis kunde han sove, og legemlig Fare vare de i; hvori vi dog aldrig skulde blive saa bange; thi i den legemlige Fare, naar vi ikke
styrter os i Faren, saa kan vi heller ikke omkomme uden Guds behagelige Villie; men i aandelig Fare, kan mange Ting føre os fra Guds Villie, og vi kan komme i den evige Elendighed.
Aandeligviis kan Israels Gud ikke sove eller slumre; men i Fristelsens Stund
besynderlig naar den er fra ham: nemlig Fristelsen, da kan han prøve os, skiule sig og lade som han sover.
Da traadde Dis ciplerne til Jesum, vagte ham op og sagde, Herre vi forgaae,
saaledes maae vi og i vor Nød og Trang, i Angesten vække ham op; thi Bønner opvækker Guds Hierte til Barmhiertighed og Frelse, naar vi beder ret i Troen, intet tvivlende; thi den som tvivler er som et Havs Bølge, siger Apostelen; Jacob, i Cap 6 v. thi om vi bad af et ondt, vantroe Hierte og Trældoms Frygt for Straffen, uden Kierlighed og sønlig Tillid, saa kunde det ikke hielpe; men naar vi af Kiødet, Verden og Dieveiens Brusen vil undertrykkes, og vi føler ikke Magt til at overvinde dem, lad os da gaae til Jesum med vore ydmyge Bønner, klage vor Nød, at vi er i Fare og forgaae, om han da svarer: hvi ere I frygtagtige I Lidettroende; da maae vi tilstaae vor Svaghed, 30 at vi ikke har Magt til at overvinde dem, saa truer han baade Veiret og Havet, og det bliver stille; ja hvo som paakalder ham af ganske Hierte, med den sande Fortroelighed, som en lydig Discipel, at ville elske, ære og tiene sin Mester og Herre, han faaer vist Kraft over Fienden; thi hvor Jesus formedelst Troen er kommen til at boe,der kan vel Fienderne bruse og sætte Frygt i de svagttroende Hierter; men saa er dog Jesus mægtig til at trøste, og give os sin stille Aands Veir; thi naar Herren skulde komme til Elias, saa kom der først et stort Veir, et Jordskielv og en Ild; men Herren var ikke deri; 1 Kong Cap 11 thi det er hans Magtes Elementer eller Fiender, som han jager for sig, og efter disse stærke Elementer, kommer den stille, sagte Lyd, 12 v hvori Herren er; saa og vi, naar nu Kiødet, Verden og Dievelen bruser, eller Herrens Storm gaacr over os med Prøve paa vor Troe, om vi ere iførte den rette Rustning, og renset ved saadan Ild, at vi ikke lader os af Fien- den forføre, enten med Lokkelse eller Trudsel, saa er det Tid, at vi holder fast omkring os Herrens Bud, troer Ordet, holder os til Gud ved Bønnen, indtil den Storm er forbie, at vi kan oppebie Herren og Alting bliver stille; dette er noget som vi enten ikke kan* ret udsige med menneskelig Tunge, eller af Na- turen begribe og forstaae; men dette bliver forunderligt, at baade Veir og Hav, ere ham underdanige; thi hans<=sine> egne Gierninger har Herren Magt over, og ligesaa haver han Magt over Fienden, at han kan ikke røre os; Alting kan Gud med sin Almagt true og forhindre, undtagen vor frie Villie, den kan han og forhindre i onde Raad, at ikke Gierningen skeer; dertil lokker og bøier en Tid, indtil de forhærder sigigien for sættelig, modstaae hans Bud, og de styrter sig tilsidst selv i Ulykken.
Lad os derfor ikke gaae til nogen Gierning, uden vi med Peder spørger først om Lov; thi om vi elsker Herren, saa kan vi dog af Uvidenhed, eller af Forvovenhed giøre det han ikke behager, og vi kan heller ikke have Magt dertil, som vi seer i Peder da Veiret opkom, saa begyndte han at frygte og strax synke, og det fordi han havde ikke Troens Kraft.
Saaledes kan det ofte skee, et Barn kan have Kierlighed til at giøre sine
Forældres Villie, men de haver ikke Magt; gaacr de nu til Gierningen uden deres Tilladelse, saa kan de omkomme eller for dærve sig i et vanskeligt Arbeide; men naar Forældrene saae det, saa vilde de vel hielpe dem; thi Jesus udrakte Haanden naar Peder begyndte at synke: saaledes giør Jesus ved os bestandig som oprigtig beder ham, naar Fienden stormer og vor liden Troe begynder at frygte, saa vi synker eller ikke tør gaae ham i møde og faae kraftig Seier over Fienden; da tåger Jesus os ved Haanden og frelser os, hvorfor vi maae være saa meget mere lydige til at elske, ære, tiene og takke ham.
Amen
Bønnen
Store Gud, du som er god og almægtig, oplys du os om din Godhed, at vi ret
kunde elske dig, og i denne Kierlighed vise vor Skyldighed mod vor Næste; lad al vor Gield være til ham at elske, og ei allene at giøre ham Ret, men som du giver os Godt for Ondt, at vi og saaledes giør imod vor Næste, og om da Fienden stormer og vil skrække os, byd du da hans Brusen at stilles, naar du seer vor svage Troe vil undergaae, og om du, som vel ikke sover men skiuler dig for os medens din Vrede varer, og du vil prøve vor Troe, at vi dine Gierninger skulde kiende, saa lær os dog ret at haabe paa dig, overlade os i din Haand og søge om Frelse, og som din Magt kan bøie alle Ting, saa bøi og afværge alt ondt Raad, paa det vi kunde blive frelste til at love og prise dig
Amen.
Hans Nielsen Hauges Skirfter, bd III første halvbind s. 105
