|
|
Sidste søndag efter helligtrekonger 1994
Sthens Kirke - dåb
Hver eneste menneske har et sted på jorden. Det lyder som en larmende selvfølgelighed. Det er det også - på samme måde som livet er selvfølgeligt. Men det er forresten ikke så selvfølgeligt endda. Det kunne godt ikke have været. Og det bliver ikke ved med at være. Sådan er det også med vores sted.
"Som græs er et menneskes liv,
det blomstrer som markens blomster,
når en storm farer henover ham,
er han ikke mere, hans sted får ham aldrig at se igen"- står der i en af GTs salmer (103,16)
-- "hans sted får ham aldrig at se igen".
Det vigtigste ved vores sted er ikke at det er et eller andet geografisk sted, en fast adresse. Også nomader har deres sted. Og flygtninge. Det vigtigste er at vi har et sted i forhold til andre mennesker. Vi er til stede i deres verden og de i vores. Det lille barns vigtigste sted er ikke blok dit, lejlighed dat, men dets vigtigste sted er dets plads i sin mors eller fars kærlighed - eller dets sted i andres hjerter.
Som barnet således os alle. Vores vigtigste sted er den plads vi har i forholdet til andre. I familie, i venskab, i arbejde og andre forhold.
Jesus sagde: "Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn, men hvis det dør, bærer det mange fold."
Hvedekornet skal have sit sted, for at bære frugt. Det skal tilmed i jorden. Det er ikke nok det ligger i en tør ørken på en klippeflade. Her vil det kunne ligge i årevis. Men bliver kun det ene korn. Det må gå ind i sit sted. I en vis forstand dø, opløses i mulden, for at blive til liv. Når det har sat sine fold, er det selv væk.
Jesus taler om sig selv i hvedekornets billede. Det skal jeg vende tilbage til. Han taler også om mennesket: den der tjener ham skal følge ham: vi skal være som hvedekornet - hver på vores sted.
Hvad betyder det? Det betyder vi skal hengive os til livet. Give slip på forbeholdene, forsøgene på at reservere os, holde os på afstand af. Tilstande, de fleste kender. Vi er ikke helt tilstede.
Men vi kan hengive os - til vores sted. At hengive sig er at være til stede for andre. Fordi vores vigtigtste sted er i forhold til andre. Det kan undertiden også være at skulle træde i andres sted. Det spæde barn er afhængigt af at nogle - en mor, en far, træder i dets sted og holder og værner dette sted i en verden på en måde som barnet ikke alene kan. Og i en vis forstand er vi alle afhængige af at andre i et vist omfang træder i vores sted - bærer dele af vores liv.
Det er ikke altid frygtelig svært at leve som hvedekorn. Allerhyppigst er det måske det, som ligger lige for. Det at hengive sig til et andet menneske er dejligt. Det at træde til for sine børn måske nok besværligt, arbejdsomt, og man må give afkald på både det ene og det andet, men et smerteligt offer føler man det jo ikke som. Hengivelsen bærer lønnen i sig selv.
Men så: somme tider kræver hengivelsen noget. Måske skal du træde så meget i det andet menneskes sted, at du virkelig må give afkald. Somme tider er det også sådan at du er låst fast på noget i dig selv, så det at hengive dig, gør så ondt så du hellere lader være. Lukker dig inde i dig selv og ude fra livet.
Denne risiko beskriver Johannesevangeliet, som vi hørte før, på en måde, som umiddelbart lyder mærkelig:
"Den, som elsker sit liv, mister det, men den som hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv" - det er ord som vi kender lidt bedre i en anden form: Den, som søger at redde sit liv, skal miste det; og den som mister det, skal beholde det. (Luk).
Begge steder betyder "at elske sit liv / redde sit liv" at forkæle det, sikre det, pakke det ind i en eller anden slags vat eller - anderledes, men med samme slutresultat, - klæde det i en eller anden slags panser, som afskærer en fra hengivelsen.
"Hade" - som så er modsætningen til selvforkælelsen - er et ord man ikke kan oversætte direkte. Det betyder ikke boble med følelsen had, men "handle som om man hadede" .. og det kan hengivelsen, fx. når det når til de vanskeligste stedfortrædende opgaver, se ud til at være. Pointen er i alle tilfælde: i denne given sig selv hen, får man sig selv eller sit liv igen, endda på en måde som har den fylde at det er evigt. Men altså: det er svært - det er som at miste, hade, undervejs.
Hvordan kan vi så? Ja, hvordan kan vi, når det er nemt? Der kan vi fordi hengivelsen finder sted i selvfølgelig tillid - tillid til et andet menneske: i den erotiske kærlighed, at det ikke forråder vores hengivelse; i familieforholdet: at man så rigeligt får igen ved at se børnenes tryghed, vækst og så videre. Tilliden er ikke vores præstation - men har sin grund i den andens væsen eller forholdets væsen.
I sidste ende er det ikke anderledes når det er svært: Når det ser ud som om man hader sit liv i det, man giver sig ud i. Mennesket der ofrer sig for ægtefællen i kørestolen. Skruer karrieren ned for at hjælpe en ven. Lader være med at benytte en kollegas sygdom til et billigt spring fremad men vitterligt træder i stedet - indtil kollegaen kan vende tilbage. Eller når virkeligheden er mere dramatisk: giver sit liv i en frihedskamp, som altid især vil være for andre.
Det svære er blandt andet at handlingerne langt fra altid er med resultatet synlig succes og ros. Noget af det som er vanskeligt for den hjemvendte FN-soldat er at man efter den første velkomstvirak er så underlig overset. Nogle har beskrevet at de i den danske normalitet føler sig lidt som pariaer.
Men uanset hvor det svære ligger så handler muligheden for at komme ud over os selv om tillid - og ikke vores overanstrengte præstationer. Nu en tillid til at det ikke kun er i den lette, selvfølgelige lykke, livets mening og opfyldelse er. Den findes også den usynlige, upåagtede, besværlige hengivelse. Der tangerer hengivelsen for alvor evigheden. Her begynder det at vi har vores sted at få en ny betydning.
Vi erfarer vores steds skrøbelighed. "Når en storm farer henover ham, er han ikke mere, hans sted ser ham ikke mere". Vi giver os hen, det vigtigste er måske usynligt, sådan som hvedekornets hengivelse til jorden er usynligt, og en dag er vi ikke mere.
At leve der uden at hylle sig ind i lyserødt vat - i en permanent underholdnings bimmelim - eller fortrænge udsatheden med hårheds og kynismes panser og plader - kræver en tillid til at det ikke er meningsløsheden, man er kastet ud i, når man hengiver sig til det svære, men meningen selv, Gud, man er hengivet.
Det er for at vi kan tro det, at Jesus taler om sig selv i hvedekornets billede, - og dermed om Gud. Han trådte i vores sted. Han døde, som hvedekornet må dø; alle hans fantastiske gerninger, kærlige ord, varme, medmenneskelighed, som var af en sådan art, så disciplene kun kunne forestille sig at de udsprang direkte af himlens herlighed, tillod han sig at tage med i døden. De døde, blev usynlige, som om Gud selv døde.
Men fortællingen stoppede ikke her. Han opstod af døde. Vi må stadig erfare døden som "vores sted kender os ikke". Vi må stadig leve med umådelig megen usynlighed. Men Gud trådte én gang og dermed altid i vores sted - i døden og i usynligheden. Dermed véd vi: Vi har sted og synlighed hos Gud. I evighed.
Det er en tro, som er til mange fold. Store og små stedfortrædende handlinger.
Amen.
|
|
|
