|
|
1. s. i fasten 1994, Sthens Kirke, Helsingør
Kristen Skriver Frandsen
dåb
Vi er lidt trætte. Mange er. Måske lidt mismodige. Vintertræthed. Siger vi. Og det er nok rigtig nok. Dem der har en god hukommelse - eller er af den optimistiske slags siger: foråret kommer, så svinder mismodet. Og indtil videre ser det jo ud som at Gud har skabt tilværelsen sådan at efter vinter følger vår og har tænkt sig at opretholde den sådan. Ofte skrumper mismodet bare ved at huske det. Og det er helt fint. Ja, nogle er forresten slet ikke mismodige, de flyver let med årstiderne, hver tid til sit.
Men Gud har også skabt tilværelsen sådan at mismodet kan være stærkere end som så. Mismodet har grunde nok. Men det med tanke på det mismod at dagens evangelium er blevet husket og fortalt.
Vi skal sætte os i disciplenes sted for at forstå. Det er den sidste aften, de er sammen med Jesus. Den, der fortæller os det, Lukas, ved det. Disciplene anede måske hvor det bar hen. Bagefter huskede de det i hvert fald nok som om de anede det. Da de havde oplevet at Jesus den næste dag var blevet arresteret og korsfæstet - efter de mere eller mindre havde forrådt eller svigtet ham. For sådan synes vi næsten altid det er når der forfærdelige er sket: vi anede det. Men: Hvor meget vidste Jesus?
Altså: Lad os henover tiden prøve at sætte os i disciplenes sted. Vi sidder rundt om bordet. I midten sidder det menneske, som vi først og fremmest har oplevet som en bror til os. Ikke som en hvilken som helst bror. For broderskab kan være så mange ting. Men som den bror, vi virkelig elsker. Elsker med den selvfølge der ligger i at man har opvækst og vilkår fælles. Man forstår hinanden, regner med hinanden, uanset hvor meget ellers har med hinanden at gøre. En sådan bror kender vi godt, om ikke fra det virkelige liv, så fra en længsel efter at en sådan er der. Der er her ved bordet i personen Jesus tilmed tale om slags storebror - ikke af den brovtende, selvhævdende slags, men den der støttet og bakker op, der hvor man selv er usikker, beskytter, hjælper, elsker en.
Det er måske mærkeligt at der i blandt os om bordet er denne broderskabsfølelse. For Jesus var født af en ugift kvinde, han voksede op i et tømrerhjem, vi fra andre og helt forskellige hjem. Men grunden til at vi var fulgt med ham, var netop at der opstod dette mærkelige broder- og søsterskab sammen med ham, hvor vi - trods forskelligheden kunne erfare at noget var fundamentalt fælles. Hvor var vi ellers forskellige: Simon Peter, altid stor i munden, både da han var fisker og nu, Judas fra Iskariot på bunden en revolutionær. Levi, en tolder. Johannes, så ung at det knap var til at sige hvem han var. Marta, højttalende og hurtigttænkende, Maria blid, tordensønnerne.. osv. Men vi havde mærket et fællesskab i den grad, at vi knap havde undret os da Jesus sendte sin mor og brødre hjem engang med en besked om at vi var hans sande familie.
Men nu i aften er der en sær afstand. Det er forresten ikke første gang. Nogle gange forstod vi ham ikke. Han trak sig tilbage fra os. Af og til helt konkret: ud i ørkenen, op i bjergene. Andre gange sagde han ting fulde af afstand. Vi skulle ikke nærme os - eller kunne ikke. Og nu var afstanden der igen. Hvad vidste Jesus denne nat?
Han overdrager os Guds kongedømme - siger han - ligesom han selv havde fået det overdraget af Gud - fordi vi er blevet hos ham under hans prøvelser. Det er smukt, vi skal spise og drikke sammen med ham i hans rige .. og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Kommer det nu alt sammen, det vi har drømt om: nu skal fredsriget med retfærdighed bryde igennem tågen og mismodet - og vi skal endelig dømme om ret og uret, - hvor har vi sukket efter at dømme uretten: serbiske banditter, irakiske ledere, iranske præster, nynazister, betonkommunisterne, Wall Streets kapitalister, vattede vesteuropæiske demokrater - nu kommer det? Eller hvad vidste Jesus? Vidste han riget slet ikke kom sådan? At det ikke var efter et par dage, vi skulle sidde sammen og drikke vinen og spise brødet i Guds retfærdigheds rige. På en måde talte han som om det var nu det skulle ske, måske med en frygtelig overgang, men så ikke lang tid efter skulle det hele vende. Vi troede i hvert fald nok den nat, at det var det han mente. Selv om vi samtidig anede noget andet.
Hvad vidste han? Én ting vidste han: blandt os skulle det ikke være som i den verden, vi ellers kendte. Den største skulle være den mindste. Størst er man der ved at tjene den anden. Som han var der som tjener for os.
Måske var det fordi han sagde det at vi senere kunne se at broderskabet og søsterskabet med ham vedblev at være der, selv om han døde, og det var noget af det rige han havde talt om, også selv om det ikke kom som vi havde ventet; det vedblev at være der, men det var af en anden art end alle andre riger. Der skal måske nok dømmes - men der skal kun dømmes ved at der tjenes. Den der ikke vil lade sig tjene af Guds kærlighed gennem et andet menneske - han eller hun dømmes. Omvendt den der vil: han eller hun bliver en broder eller søster, som med hvilken som helst baggrund, får en ny og fælles: fællesskab med Gud.
***
Vi har nu første søndag i fasten. Fastetiden er den tid, hvor vi forbereder os på at forstå påsken. Forstå at Gud at delte sig selv så meget med os at han ikke forlod det menneske, han åbenbarede sit væsen i, da det kom til dets lidelse og død, men at han her meddelte sig helt: Kærlighedsmagten er i det dybeste mørke. Der hvor mennesket skulle tro sig mest forladt, er vi det mindst.
Vi er muligvis midt i vintertræthedens mismod. Et mismod, som kunne handle om at brodermordet ikke bare skete den ene gang, da Kain dræbte Abel - i misundelse. Og at Kain ikke blev den eneste, som spørger: Er jeg min brors vogter?
Men det er på grund af vort mulige mismod vi stadig husker og fortæller om den mærkelige nat. Natten hvor det fortælles at Jesus trådte i den ihjelslagne broders sted - eller - for altid - vogter de brødre og søstre, som vi glemmer at vogte. Han gik ind i det sted, hvor vi ikke kan eller vil gå. Dér kan vi altså ikke følge ham. Men han efterlod os noget vi kan. Noget vi kan netop i tillid til at Gud tager sig af det vi ikke kan og tager det på sig.
Han efterlod os et broder- og søsterskab, hvor vi altid kan begynde at vende om på hvem der er størst og mindst; hvor den stærkere altid kan tage fat på at tjene den svagere. Det er ikke et sædvanligt familieskab, for den din handling kan nå, er din bror eller søster. Det har en ydmyghed med sig, for vi ved at brodersvigtet til stadig dukker op. Men på sær vis behøver det ikke at være til mismod. For i grunden er det helt forkert at sige at han efterlod sig et broder- og søsterskab. For han er der stadig - som vor broder - og han tager vore svigt og bærer dem.
Vi elsker, fordi han elskede os først.
Amen.
|
|
|
