Sthens Kirke
Mariæ Bebudelsesdag,

1. april 1990


Aprilsnar! Det er jo det vi må i dag. Narre hinanden april.

Hvis nogen sidste år, samme dato havde sagt, at om et år har der været demokratiske valg i flere østlande, og vesttyske politikere har rejst rundt i østtyskland og agiteret for deres partiprogrammer... så ville vi have tænkt: Det er en rigtig dårlig aprils-nar: for skal der være noget ved en aprilsnar skal der være så meget sandsynlighed ved den, at nogen i det mindste vil tro den .. Nå forresten fandt næppe nogen overhovedet på at sige sådan noget - ikke engang 1. april sidste år.

Hvis Maria nu var gået ud i al offentlighed i Nazareth og havde udråbt sin lovsang over alle tagene - så ville det været blevet opfattet som en meget dårlig aprilsspøg: Hvad er det hun siger: Gud har øvet vælde med sin arm - splittet de hovmodige, stødt stormænd fra deres troner - og fattige, småfolkene, har han løftet op af den konstante nedværdigelse - de rige har han til gengæld sendt tomhændet bort... Ja, det var jo nok det, de fleste gik og drømte om: De hovmodige romerske besættere, - gid deres magt ville smuldre; og man har haft en drøm om, at dem som undnyttede besættelsesmagtens tilstedeværelse til selv at få magt at de ville stå uden den fremmede støtte i al deres ynkelighed; og som altid håbede den fattige, uanset hvad årsagen var til fattigdommen, at den måtte høre op - og at den altfor store rigdom - som altid gjorde forhold mellem mennesker skæve, at den måtte forsvinde...

Og skulle så en ung kvinde forkynde at det er sket - med det barn, hun ventede i sig. Aprilsnar!

Hvad er egentlig meningen med denne lovsang, som handler om at der vendes op og ned på hvem der er magtesløse og hvem der har magt? Skete det virkelig med Jesus? Ikke bare med hans fødsel, men hele hans fremtræden?

Taget helt på overfladen skete der ikke noget. Engang i mellem mente hans disciple, at nu måtte det være tid at gribe til magt for netop at vælte de hovmodige og undertrykkerne. Men Jesus stoppede dem hver gang. Er hans mor helt på et galt spor? Hvis hun er, så er Mariæ bebudelsesdag en slem aprilsnar.

Men det er hun ikke. Der skete noget.

Ikke i form af en ydre samfundsomvætning; den ville nok også bare være blevet en parentes i historien. Faktisk gjorde en gruppe af folket oprør på et program, som kunne være skrevet af efter Marias lovsang; de holdt stand mod romerne i tre år, derefter blev de nedkæmpet og Jerusalem jævnet med jorden, og al jøderne spredt over hele den da kendte verden. Og havde de så vundet, hvordan ville det styre have været? Ville nogle ikke have slået sig op, taget sig magt, grundet den nye nødvendighed, den jødiske revolutions nødvendighed.

Måske ville dem, som havde træning i magt fra romertiden være dem, som slog sig bedst igennem. Det er ikke altid at de forhenværende "stasi'er" bliver afslørede, når de diskret glider ind med nye magtbeføjelser.

Når der vendes op ned på magtforhold, tager man ofte misforholdene med sig, drejer dem engang, men de er der stadig. Jesus mener ikke at der skal gribes til våbenmagt: Den som griber til sværd, skal omkomme ved sværd" siger han. Men samtidig ved han, at det han står for meget vel kan fremprovokere våbenbrug: "Jeg ikke kommet med fred, men med sværd" siger han et andet sted.

Han kunne ikke undgå at fremprovokere magten - også til våbenbrug - selv om han talte om at vende den anden kind til, når nogen slog på den ene. Han kunne ikke undgå det, for han var lige så barsk som sin mor - eller som de mest samfundskritiske profeter i GT: "Ve jer, I som er rige, I har allerede fået jeres trøst. Ve jer, som nu er mætte, thi I skal hungre" - siger han senere her i Lukasevangeliet. Eller "Folkenes konger hersker over dem og kalder sig velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste af jer skal være som den yngste, og føreren som den der tjener." Også han talte om at der skulle vendes op og ned på de ellers så fast cementerede magtforhold.

Men det skete altså ikke ved en ydre revolution.

Men det der skete, var at undertrykkelsesmagt i alle dens sære former blev afklædt så den ikke er til at skjule igen - for alvor. Den blev grundigere klædt af end den ville hvis der var blevet gennemført en Jesus-revolution i Israel med disiciplene som revolutionsgeneraler; det ville med garanti have sløret sagen på ny.

Der skete en indre revolution. Gud så fra den dag han forbandt sig med et enkelt menneskeliv, undfanget i en kvindes liv, anderledes ud. Og dermed så også mennesket anderledes ud. Gud lod sig fra da af ikke bare repræsentere ved ord - det havde Gud gjort gennem profeter af mange slags gennem tiden - heller ikke gennem menneskelig magt - det troede, den romerske kejser, som ville kaldes Guds søn, at han gjorde - eller i hvert fald ville han gerne at folket troede det - heller ikke gennem skrift udlagt af eksperterne, de skriftkloge - nej, Gud var fra da af tilstede i et bestemt sårbart menneskeliv - Jesu liv - og kan siden da genses i hvert menneskeliv.

Maria troede det - og sagde ja til det. Vores værdisæt bliver et andet i samme øjeblik vi tror det og siger ja til det. Vi ser værdien af det enkelte menneske uden om status, succes, eller alt det vi ellers lægger vægt på. Al magt der puster sig op og gør mennesker til midler. Ideologier af den ene eller anden art er på forhånd rokket - der hvor der er kristendom. Det har ikke i Europas historie virket som en forsikring mod magtovergrebet; kirken har selv deltaget i magtspillet, været undertrykker og levet af undertrykkelse; men hele tiden har fx. Marias lovsang ligget som et uro-moment - og den side af kristendommen, som kommer til udtryk her, har helt sikkert været forudsætning for den marxisme og kommunisme som i vores kultur stærkest og mest konkret har peget på undertrykkelsens mekanismer; noget som ikke kunne hindre at marxismen/kommunismen som ideologi selv blev til magtmisbrug og undertrykkelse.

Det er en vigtig side i vores tro: Gud vedkender sig det som ingenting er og gør det til noget; og rokker det som er noget, og selv gør sig til af noget, og afslører det i hvert fald ikke er noget, som er værd at gøre sig til af. Det er en tro, som også vil have konsekvenser.

Det er let nok at se, hvad der bør ske hos naboen. Magthavere hos ""fjenden"" kan man godt få øje på - og glæde sig, når de falder. Og der er al god grund til at glæde sig. Men hvad betyder det værdisæt, som evangeliet giver når der drejer sig om magt og menneskeværd hos os?

Hvorfor er det så let at få en ussel eksistens i vores samfund? Har de ret, som siger at det er fordi den velbjergede 3/4 del af befolkningen ikke vil give afkald på bare lidt af de privilegier, de har vundet. En forkælet livsstil som de - eller skal jeg sige vi - har vundet hævd på? Så enkelt er sagen sikkert ikke, men uroen må være der: der kan være noget om det: Er der hos os blevet tale om en flertalsmægtighed som ikke lader den romerske kejsers ret meget efter?

Evangeliet bliver aldrig en bestemt politisk ideologi; men som oftest vil den kritisk i forhold til den herskende magt. Socialistisk i tendens i et liberalistisk-kapitalistisk sammenhæng - liberalistisk i et socialistisk-centralistisk land.

Vi kan have det sådan at gudstjeneste og tro vil vi helst have rykket lidt ud af verdens tummel. Og forresten er det vigtigt og nødvendigt at have ånderum og sted at være uden for de kedelige, besværlige og politiske spørgsmål - men Marias lovsang fortæller, at det som erfares og forståes i det ånderum, som fx. gudstjenesten skal være, igen må forbinde sig med den besværlige verden.

Hvad vi for intet fik af Gud
for intet glad at give..

Skal vi synge om lidt.
Vi har fået det hele for intet. Når vi siger: Jeg skylder kun mig selv, at det er gået så og så godt. Så er det vrøvl - for evnen, forudsætningerne, vilkårene har vi altid fået af andre - og i sidste ende af Gud.

Og vigtigst at sige er: Vi har for intet fået en ny synsvinkel på Gud og menneske: At Gud vedkender sig os, når vi er helt uden magt. Det spæde barn, den syge, den trætte - og den der kroget ind i sig selv - eller overvældet af modstridende kræfter i livet.
Opdager vi det og lader det bundfældes sig, så vokser modet og evnen i os til at vende op og ned på forhold, der trænger til det. Det kan være noget i ens eget væsen, der trænger: Nogle elementer, der altid falder sådan i hak, at de undertrykker liv og glæde - hos en selv og dermed også ens nærmeste. Det kan være private forhold, der må vendes om på. Og endelig drejer det sig det uden for privatsfæren - og så er vi dér, hvor vi begyndte med Marias synsvinkel - det kan dreje sig om magtforholdene i samfundet, forholdet mellem menneske og natur, forholdet folkene imellem.

At der kan ske omvending, er i den tro - Marias tro, vores tro - ikke aprilsnar.
Amen.