| Søgeord: |
||||||
| "Teksten
denne uge"s samling af prædikener og tekstovervejelser Prekener og tekstoverveielser - når de ikke finnes offentlig tilgjengelige via link) andre steder. De bringes på språket, de er skrevet på. Forfatteren har gitt tilsagn om at den kan bringes her. En er velkommen til å komme med forslag. Kristen Skriver Frandsen.
|
||||||
|
2. påskedag 2022 - Falkerslev [Søndagen på
Teksten denne Uken] Mette
Marie Trankjær Påsken kan man ikke klamre sig til. Ja, måske kan man i virkeligheden slet ikke klamre sig til nogen eller noget. Sådan tænker jeg mens jeg vinker farvel til en elsket veninde og en elsket datter, der som de første forlader påskefrokosten i en lille rød bil. Tanken rammer mig igen, da min søn og svigerdatter lidt senere kører ud ad alleen, og jeg vinker igen, med den blanding af spænding og forventning, der følger af at bulen på min svigerdatters mave nu er så bristefærdig, at de sandsynligvis næste gang kommer ifølge med en lille dreng, som vi elsker før vi har mødt ham. Ude på terrassen står havebordet stadig med dugen på, den ligger lidt skævt nu. Hynderne fra stolene ligger spredte fordi vi var nødt til at søge skygge for den skarpe forårssol som vi inddrak i store slurke sammen med påskefrokosten. Det forladte bord er et tegn på at her er foregået noget. Som da Peter og den anden discipel kom til graven og så linnedklæderne og klædet Jesus havde haft over hovedet ligge hen som sådan et forladt frokostbord. Bagefter kan man heller aldrig helt se, hvad der egentlig er foregået, hvad der blev spist og hvad der blev talt om. Under alle omstændigheder er det forbi. Helt umuligt at fastholde, helt umuligt at klamre sig til. Én ting husker jeg dog fra samtalen ved frokosten. At min søn bemærkede hvor hurtigt hans lille niece ændrer sig. Bare der går en uge imellem man har set hende, har hun nye udtryk og nye færdigheder. Det er så tydeligt med det helt lille barn, men det er vel i grunden sådan med os alle sammen. Vi forandrer os, også selv om vi forsøger at klamre os til den udgave af os selv vi synes bedst om. Også selv om andre forsøger at klamre sig til den udgave af os, de helst vil have, er mest fortrolige med, er mest trygge ved og vant til. Vi ændrer udseende, vi får nye færdigheder, og med tiden mister vi dem også igen. Ligegyldigt hvor meget vi forsøger at klamre os til dem. Og det er jo helt klart sjovere at få færdighederne end at miste dem, men også det må man lade ske med sig i tillid til at for Gud er vi lige meget værd, om vi er unge og kan gå hvorhen vi vil, eller vi er gamle og må række armene ud og lade andre binde op os og føre os derhen hvor vi ikke vil. Maria Magdalena havde klamret sig til et bestemt billede af Jesus da han var i live, og nu hvor han er død klamrer hun sig til billedet fra langfredag, så sørgeligt og gruopvækkende det end er. Han må ligge i graven med mærker efter piskeslag, naglegab og tornekrone. Det er den krop hun forventer at finde, det er den hun vil sørge ved, drage den omsorg for, man kan drage for en død krop. Men der er ikke nogen krop. Der er bare de tomme linnedklæder, som et forladt påskefrokostbord, hvor dem der har siddet allerede er på vej nye steder hen i tilværelsen og ingen eller kan forhindre det lige meget hvor meget man kunne have lyst til at klamre sig til dem. Man kan sagtens græde over at dem man elsker forandrer sig, fjerner sig fra een, og det gør Maria Magdalene, hun græder fordi hun ikke kan finde Jesu krop at klamre sig til. Og så står der pludselig en mand foran hende. Hun kender ham ikke. I hvert fald ikke lige med det samme. Først da han siger hendes navn med en stemme hun kender, går det op for hende at det er Jesus. Og uvilkårligt løftes hendes arme og hun rækker ud efter ham, og så er det han siger at hun ikke må klamre sig til ham. Det er ikke dét, der skal til nu. Hun er nødt til at finde sig i at han er ved at undergå en helt nødvendig forandring, ja en forvandling, Han er på vej tilbage til sin far, og vores far, er på vej til at blive et med faderen, som han kom fra, og når man skal vokse, forvandles, så kan man ikke lade andre klamre sig til én, som man var, og det tjener heller ikke dem, for det er jo ikke kun Jesus der skal forvandles. Det er også Maria Magdalene og det er os, for ikke bare skal Jesus bliver eet med sin far, han vil også at hvor han er, skal vi også være. Og det fordrer at vi holder op med at klamre os til den udgave af os selv og hinanden, som vi synes vi kan håndtere. Guds målesnore tildeler os herligere steder end vi kan forestille os, han vil lære os livets vej og mætte os med glæde, og det gør han ved at kalde på os. Kalde os ved navn, kalde os frem, og vise at han kender os, som Jesus kender Maria, og viser hende hvem han er, ved at sige hendes navn. Her siger Jesus ikke bare noget om sin egen opstandelse, han siger også noget om Maria og om os, han siger, at hans forhold til os er helt uantastet af døden, både hans død og vores. Han kender os under alle omstændigheder, lige meget hvilke forvandlinger vi undergår. Det har man i brødremenigheden i Christiansfeld taget konsekvensen af på en meget betagende måde : Påskedag efter gudstjenesten går man ud på kirkegården og her læser man så navnene på dem, der er døde i årets løb. På samme måde som vi læser navnene til Allehelgen. Det har bestemt også noget for sig at høre de kæres navne nævnt i novembermørket med efterfølgende lystænding, men jeg kan alligevel ikke lade være med at være tiltrukket af tanken om at høre de afdødes navne nævnt påskedag på kirkegården i opstandelseslyset, der gør os gennemskinnelige for den forvandling, der kommer fra Jesus Kristus, det sandelys som er kommet til verden, fuld af nåde og sandhed. Vi kan ikke klamre os til den, vi kan kun lade den gå igennem os i tillid til at Gud har herlige ting i sin højre hånd.
|
||||||