Sthens Kirke

Lyset ved et dødsleje
Der kan være et ganske særligt lys i en stue ved et dødsleje. Måske er det blot dette at overfor dødens mørke forekommer det helt almindelige dagslys anderledes mættet og tæt end ellers. Eller måske, og det er vel næsten samme sag, sanser man tæt ved døden lyset bag livet. Man sanser lidt af det som i begyndelsen af Johannesevangeliet blev beskrevet sådan: Alt blev til ved ordet, uden det blev intet til af det, som er. I det var liv og livet var menneskets lys. Og lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke.

Jeg fornemmer dette lys eller denne stemning hviler over det særlige univers, som Jesu afskedstaler er

Det særlige rum
Det vil Johannes drage sine læsere med ind i. Jeg ved ikke om han tænkte næsten totusinde år frem - men han tænkte på læsere som ikke havde oplevet og set det han havde set og forstået - og vi kommer ind i dette mærkelige rum, tyst og lysfyldt, hvor Jesus taler med sine disciple om Guds herliggørelse, om at være ikke af verden, men i verden - og om hans bøn. Johannes mente at det ville have afgørende betydning at vi drages ind i dette rum.

Herlighedens lys
Guds herlighed kan intet menneske tåle at se direkte. Gt fortæller flere steder hvordan et mennesker, hvis det ser Gud ansigt til ansigt vil det dø.
Det er som med solens lys. Det kan vores øjne ikke tåle at se lige ind i. Vi kan ikke tåle at sanse det direkte. Men indirekte kan vi jo, igennem alt det som det falder på, kalder farver og former frem i, så ved vi jo at kilden er der, selv om vi ikke kan tåle at se direkte ind i den. Vi bliver ikke i tvivl om solens eksistens.

Lysets tvetydighed
Helt så enkelt er det ikke med Guds herligheds lys. Vi kan godt blive i tvivl om eksistensen af herlighedens lys bag hverdagens lys. Vi kan blive så vant til det, så vi glemmer at det i grunden er underfuldt. Eller hverdagen kan være så lidt umiddelbart lysfuld, at vi tvivler på lys overhovedet skulle eksistere på den anden side af den. Hverdagslyset er tvetydigt.

- solens lys - prismen der bryder det


Jesus dette prisme

Hans afsked - han er på vej ind i det lys han kom fra..

men efterlader ikke sine i tvetydigheden
de er i verden - nu selv som lys, selv som prismer, som bryder livslyset selv i klare farver, som vi kan tåle at se, og som vi kan forholde os til

enhver der tror er prisme, lys i verden - og for den der tror, fanger ethvert andet menneske livslyset ind, sådan at man i dette menneske, uanset hvem det er, møder en brydning, en farve af livet.

Enhver der tror er i verden, som den der bryder lys og som ser lys i det andet menneske. Det er de givet Jesus til at være af Gud - fra verden - og altså stadig i den.

Lys i verden - hvor det er let at se
At en Mother Teresa er lys i verden, at selvopofrende mennesker er det, at modige skribenter og talere, der tør tale svages og forfulgtes sag, steder hvor der virkelige er risiko ved at gøre det, er det - har vi ikke svært ved at forstille os. Vi kan også pludselig se at meneskers hverdagshandlinger af mere banal slags kan være prismer, som bryder lyset, så det stadig er i verden - og gør verden til et sted, hvor fantasien, kærligheden, omsorgen, livsmodet, og hvad vi ellers kalder Guds herlighed når den er spaltet ud i vores tilværelsesfarver.

Lyset i det man ikke umiddelbart tænker er lys
Men vi skal også opdage at en tåre, kan være prisme. Man kan let blive drønende sentimental her. I ikke så få hjem hænger der et billede - vist nok af et sigøjnerbarn. Kønt er det i hvert fald, med gnistrende sort hår. En stor tåre løber ned ad kinden. Det er muligvis sentimentalt at have det hængende. Men der er en grund til at man har det. Man ved et eller andet sted at det er nødvendigt at mindes det smertefulde, for at livet ikke skal lukke til. På den måde bliver tåren lys og liv. Alkoholikeres børn var der været en udsendelse om. Der er mange tårer, og ens øjne løber let i vand, når man følger de nøgterne, alt for nøgterne skæbner. De træder ind i din og min verden, minder os om at sand længsel drejer sig om at have nogen at kunne være tryg ved.
Den gamle på plejehjemmet, som kun har suk tilbage, som fysisk kun ligger ned, træder i vores sted, minder os om det fælles suk - eller den fælles længsel al skabningen befinder sig i - er på den måde prisme, som bryder livets lys i den klareste farve for os. Ingen er derfor overflødig; systemet skal ikke hjælpe med at ekspedere nogle af vejen, fordi de mener at de kun er til belastning. Det er der ingen der er.

...

Prædikenen er blevet til på overgangen fra manuskriptprædikener til stikord, så der er nogle lakuner.

Rubrikoverskrifter er sat på nu.

Den er vel mere missional end teksten. At vi er prismer for herlighedens lys kan let begrundes med ande steder i Jesu forkyndelsen, men fokus i Jesu afskedstale er vel blot trøsten i mørket, for dem der må blive der, og ikke så meget på opgaven, disciplen i verden derefter så tog op.

Men måske er der noget "imagery" som kan inspirere..