Teksten denne uge's Prædikensamling
Der vil overvejende være tale om redaktørens egne prædikener. Som regel ret gamle, fordi jeg de sidste 7-8 år næsten kun har holdt prædiken uden egentlig manuskript. Prædikensamlingen vil rumme prædikener, som jeg synes kan have elementer, jeg selv ville kunne bruge i dag - og som der derfor er henvist til fra Teksten denne uge. Der kan også være egne prædikener, som måske viser, hvordan jeg i dag synes man ikke skal gøre det! I så fald er det anført i en kort introduktion. Endelig vil der være plads til andres prædikener - kun som de gode eksempler! Kristen Skriver Frandsen
Kristi Himmelfart 1992

Himlen under huden
Jorden har fået himlen ind under huden. Så mærkeligt tror jeg betydningen af Kristi Himmelfart må udtrykkes.

At få noget ind under huden. Det er jo sådan noget man siger. Det betyder at en sag er kommet én så nær, som den overhovedet kan komme. Den er blevet en del af én. Og den er der der over det hele - lige så udbredt og allestednærværende på én, som ens hud er det.

Det er for at udtrykke dette, at vi siger: få ind under huden.

Himmelfartsbilleder - et problem
Jeg ledte efter et flot, synligt billede, da jeg skulle prøve at klargøre mig, hvad Kristi Himmelfart betyder, og hvad det er vi er samlede om at fejre i dag. Et gammelt kunstværk, et nyt, en reklame - jeg ville ikke være kostbar - men det lykkedes ikke. Og det slog mig: måske er det det som altforlet bliver synligt eller anskueligt, som lettets hindrer os i at forstå Kristi Himmelfart -- som noget andet end en lidt underlig myte. Det er den måde, billederne gennem tiden har dannet sig for vore øjne, som gør at vi ikke forstår, som disciplene forstod. De gik tilbage til Jerusalem - med fryden under huden.

Et gammelt og et nyt billede
Vi ser og forstår i høj grad gennem andres billeder. Der findes mange skønne himmelfartsbilleder. Meget naive billeder. I den kirke, som står i det skånske frilandsmuseum, Kulturen i Lund, er hele loftet en pragtfuld sommerhimmel med store klodeskyer - og ud af skyen midt i det hele ser man Jesu fødder - nedefra - set netop som han forsvinder ind i skyen.

Det er et flot og anskueligt billede. Men der er noget forledende ved det. Jesus er væk. Rykket ind i et andet rum. Himlen bliver til et andet og særligt rum - helt forskelligt fra jorden og vores verden. Det er svært helt at forstå at disciplene kunne gå tilbage til Jerusalem - med glæde - over at have set et par fødder ryste støvet af sig langt, langt over deres hoveder.

Det er et mange hundrede år gammelt billede. Skal en moderne kunstner fremstille himmelfarten sker det på en anden måde. Den hollandske kunstner Port Vliet har i nogle udtryksfulde billeder illustreret evangelisternes fortællinger om Jesus i et værk, der hedder "Han var en af os". På en af de sidste sider ser vi så himmelfarten. Nogle små, små skikkelser står i det fjerne, i silhuet mod horisonten. Himlen fylder det meste, den er skyet, mørk, dog med en kraftig lysende rift, i det melerede skydække, et godt stykke over horisonten. Omtrent som en aftenhimmel kan lyse gul i november mod sorte skyer.

Billedet udtrykker forladthed. Jo, den anden verden er der nok, men mennesket er dog ladt alene. Stående i horisonten, uden egentlige grænser, og uden egentlig noget sted at høre til. Det må skabe sin egen verden. Billedet har ikke en fortsættelse, der viser disciplene vende tilbage til Jerusalem - med glæde.

Anskuelighedens fare
Måske er faren for vores forståelse overhovedet synligheden og anskueligheden. Derfor forsøget her: Kristi Himmelfart betyder at jorden har fået himlen under huden. Det er ikke noget der kan ses. Det er en usynlig realitet, der kan mærkes.

Himlen = Guds nærvær
Himlen er for den gammeljødiske tankegang ikke bare et sted. For eksempel hinsides skyerne. Himlen er ofte og måske snarere udtryk for Guds nærværende og virkende kraft. Nogle gange for Gud selv. "Jeg har syndet mod himlen og mod dig" siger den fortabte søn til sin far. Og det som hos Lukas hedder Guds Rige, hos Johannes Evigt liv, det hedder hos Mattæus: Himlenes rige. Himlen er Guds nærvær.

Herre, du ransager mig og kender mig.
Du kender mig, hvad enten jeg sidder eller står, selv på afstand mærker du, hvad jeg vil.
3)Du har rede på, om jeg går eller ligger, og alle mine veje er du fortrolige med.
4) Før et ord er blevet til på min tunge,
kender du det fuldt ud, Herre.
5) Bagfra og forfra omslutter du mig og lægger din hånd på mig.
6) Din indsigt er for underfuld for mig,
den er utilgængelig, jeg fatter den ikke.
7) Hvor skulle jeg flygte hen for din vrede? Hvordan skulle jeg slippe bort fra dig?
8) Stiger jeg op til himlen, er du der, lægger jeg mig i dødsriget, er du der.
9) Låner jeg morgenrødens vinger
eller slår jeg mig ned hvor havet ender
10) også der leder du mig,
og din hånd holder mig fast.
11) Og siger jeg: "Mørket skal dække mig! og lyset blive til nat omkring mig! "
12) så er mørket dog ikke mørke for dig, og natten er lys som dagen, ja, mørket er som lyset.

Sådan er Guds nærvær - i følge Sl. 139 i GT. Sådan er himlen nærvær på jord. Ind i den himmel var det Jesus blev optaget. Det er ikke et sted man bliver væk hen. Det er kun for øjnene han forsvinder. Og den bevægelse han foretager er ikke en bevægelse nedefra og op, men en bevægelse fra at være ét sted på jorden til at være alle steder - som himlen er alle steder.

Det var, hvad disciplene i et nu oplevede; derfor var de mindst af alt forladte.

Et reklamebillede - når du gør, hvad du føler
Nu melder der sig alligevel et billede - eller i hvert fald en forestilling. Ikke af himmelfarten. Men måske af disciplenes glæde. Det er et moderne billede. Et reklamebillede - som virker sammen med de ord, som reklamen består af. Reklamen er for Kangaroos kondisko. Den har i en periode hængt over alt på stationerne - hænger der måske endnu. Vi ser et ungt menneske - iført fodtøjet - svæve i et energisk overskudsspring - frit i luften. Ordene fortæller os - reklamer siger ligesom prædikanter du til folk - : "Hop i et par KangaRoos .. nyd friheden. Forårets kvalitetssko, der følger dig, når du gør, hvad du føler".

"Når du gør, hvad du føler" - det er en ny måde at udtrykke sig på. "Når du gør, hvad du vil" - var idealforestillingen om menneskets handlinger bare for et par år siden - og så ret lang tid tilbage i tiden. Hele det såkaldt moderne menneskes tid. Frihed var at kunne gøre hvad man ville. Det var frihed .. det var også det moderne menneskes underlige forladthed.

Mærk verden - viljens frihed
Reklametekstforfatteren har måske læst Thor Nørretranders bog Mærk verden. Her er friheden at være i overenstemmelse med selvet eller mig'et - og ikke det besværlige jeg, det som hele tiden sætter sin vilje ind -. Bogen vil påvise at jeg'et - eller bevidstheden - er en forsinket størrelse - fysiologisk kan det påvises at det er ca. ½ sekund bagefter altid - og det sådan set altid vil det, som noget andet har påvirket det til. Verden mærker os - igennem myriader af informationer - som vi slet ikke er os bevidste - og dem handler vi udfra. Ufriheden erfarer vi, når vi ikke er i ligefrem overenstemmelse med den totale informationsstrøm, og må sætte bevidsthed og valg ind.

Et enkelt eksempel: En strygende wienervals er opbygget af informationer om hvordan benene skal bevæge sig, kropsholdningen skal være, rytmen skal følges og hvordan det hele skal indpasses i partnerens bevægelser. Skal man overhovedet bare tænke over trinene, så bliver dansen tung og besværlig, - omvendt: kan man give sig hen i dansen, føler man sig fri, båret. Ufrihed er, når viljen skal sættes ind - frihed er hengivelsen til den ubevidste informationsstrøm. Som i dans, således i tilværelsen i det hele. Siger Thor Nørretranders. Mærk verden, for verden mærker dig. Ikke jeg lever, men verden lever i mig. Friheden oplever du, når du gør hvad du føler - i dine KangaRoos.

På mange måder ser Thor Nørretranders noget rigtigt - og formulerer ved hjælp af naturvidenskabelige opdagelser journalistisk dygtigt og letlæst nogle meget gamle erfaringer, mennesker altid har haft adgang til, og som de i digtning og i beskrivelse af mystik, har kunnet gøre rede for. Og det der virker i forestillingen bag KangaRoos-reklamen, udspringer af det samme erfaringsfelt. Når vi falder over det som nyt, skyldes det at det har været glemt eller fortrængt - sendt op i en himmel, som vi derefter mente ikke ville have med os at gøre.

Når Thor Nørretranders hævder at hans opdagelser - som altså især er genopdagelser - skulle genere kristendommens opfattelse af den frie vilje er han derimod galt afmarcheret. Det er en meget kompleks sag - men en tro, der forholder sig til den Gud, som kender mine ord, før jeg siger dem, omslutter mig bagfra og forfra (Sl. 139), lader sig ikke genere af at forestille sig at det vi går og mener er den fri viljes beslutninger ikke uden videre er mit jeg's suveræne afgørelser. Og at egentlig frihed og glæde ligger et andet sted.

Ikke jeg lever, men Kristus lever i mig
Når disciplene kunne vende tilbage til Jerusalem først - derefter gå ud i alverden - og være glade, var det fordi - nå, ja, lad mig nu sige det: kunne gøre hvad de følte. En af apostlene - den sidste, ham som ikke var med ved himmelfarten, Paulus, skriver i galaterbrevet (2,20) .. det er ikke længere jeg, der lever, men Kristus lever i mig, og det liv jeg nu lever som menneske, det lever jeg i troen på Guds søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig."

Kristus havde givet sig selv hen for dem .. og ikke hen til et fjernt sted, men til den allestedsnærværende himmel. Kunne der før have været frygt forbundet med at den allestedsnærværende Gud overalt lægger sin hånd på mennesket (Sl. 139), vidste de nu, at hvad de end mødte, som vidner, i deres færd ud i verden - når de oplevede mørke og tvivl - udefra som indefra- og modstand og forfølgelse, var Kristus der i et nærvær, som omfattede dem - og som stadig på ny kunne løfte dem ud af ufrihed og fortabthed.

Vi kan give os selv hen, fordi Kristus gav sig selv hen til at være ethvert sted på jorden - ved os - som vidner - men også før os - ellers kunne vi slet ikke vidne.

Jorden har fået himlen under huden.

Amen.

Kommentar 2014

En ganske nørdet prædiken! Og 22 år senere, hvor man ikke dyrker "Mærk verden" o.l. (men det var nu spændende tanker!), måske ikke så forbindtlig, men den er et forsøg på at sætte nogle lidt dybere lag i den kristne tro (Kristus lever i mig) i forbindelse med tanker i tiden.