| "Teksten
denne uge"s samling af prædikener og tekstovervejelser Prekener og tekstoverveielser - når de ikke finnes offentlig tilgjengelige via link) andre steder. De bringes på språket, de er skrevet på. Forfatteren har gitt tilsagn om at den kan bringes her. En er velkommen til å komme med forslag. Kristen Skriver Frandsen.
|
||||||
|
6. s. e. påske 2022 [Søndagen på Teksten denne Uken] Kirsten SønderbyDe
ord jeg lige har læst for jer, er en bid af en tale
Jesus holder ved den sidste nadver. Jesus ber for at disciplene må være et i ham. Han beder meget indtrængende om det. Faktisk siger han fire gange "ét"; at de alle må være ét, at de skal være ét, ligesom vi er ét, Far, at de fuldt ud skal blive ét. Det med at være ét må altså være meget vigtigt for Jesus. Og det har så fået alle disciplene både dengang og siden i kirkens historie til at have alle mulige forestillinger om hvordan et at være kristen skulle betyde at man skulle være sammen med andre kristne på bestemte meget enige og meget fælles måder. Faktisk er der i apostlenes gerninger, som er en bog i bibelen der fortæller historien om tiden lige efter Jesus var død og opstanden og om hvordan kirken egentlig blev til, et eksempel på at et ægtepar som ikke gjorde det alle de andre kristne velhavende gjorde, nemlig at give alt hvad de ejede til fællesskabet, dette ægtepar, falder simpelthen om og dør, (af skam måske) da de bliver afsløret i at have gemt nogle penge væk fra den fælles pulje. For i den første tid da oplevede de kristne at det at være ét det var at dele alt og være meget sammen og hele tiden tale sammen og fortælle omgivelserne om Jesus og enheden. Og efter den tid har den måde at forstå det kristne fællesskab på været én vigtig forståelse af hvordan man kan leve som kristen. Men der er også en anden vigtig forståelse af hvad fællesskab er i kristendom. En anden måde at forstå det som jesus taler om når han siger I skal være ét ligesom min far Gud og jeg er ét. For mens Jesus siger at han og faderen er ét er der jo ingen er kan se det med det blotte øje. Jesus og Gud Fader går ikke rundt i verden sammen som to synlige skikkelser. De sidder ikke ved siden af hinanden ved bordet, eller hænger på to kors ved siden af hinanden. De er ét på en anden måde. De er et i ånden, i kærligheden. De kender hinanden, de kommer fuldstændigt af det samme, Jesus og Helligånden udgår fra Gud, De er Gud, de tænker det samme, de bevæger sig i samme retning. De er sammensmeltede, de er ét. Men de holder ikke i hånd og de drikker ikke kirkekaffe sammen hver søndag. Der er en anden måde at være fælles på vist i dette. Og det er faktisk den måde og i den éthed vi er her i dag. Som en jeg kender, hun hedder Merete, sagde for nylig da vi talte om dette her "Jeg vil kalde mig kulturkristen, jeg kommer i kirke når jeg skal til noget; barnedåb, begravelse, bryllup og somme tider til Jul. Og så syns jeg faktisk jeg er ét med det når jeg er der! Selvom jeg ikke kender alle i kirken, eller ved om jeg er enig med dem om noget som helst, men vi er sammen om noget større, vi vender samme vej, vi rejser os og sætter os. Vi skal ikke aftale hvordan vi gør, jeg skal ikke sige noget om hvad jeg synes. For det er afgjort på forhånd. Jeg antager simpelthen bare at vi er enige om at fejre eller sørge på den her måde. At vi er ét med det. Fordi det ikke handler om os, men om det som er større. Om Gud eller kærligheden, eller hvad vi nu kalder det....." Cirka sådan sagde Merete. Og vi kan godt kalde det kærlighed! For det er jo kærlighed at være ét. Det er der i kærligheden at den fuldkomne éthed findes. Vi længes altid efter den, de fleste af os i hvert, de af os som tør...vi længes efter kærlighedens éthed. Selvom mange af os godt ved at kærlighedens éthed kun findes varigt to steder i menneskelivet, nemlig i livmoderen og i himlen. Og så i glimt undervejs i livet, som riv i hjertet når en baby åbner sin gummebløde mund og ler dig i møde eller i elskovens dybeste rum og rus. Jesus siger "Fader jeg vil at hvor jeg er, skal de også være, for du har elsket før verden blev grundlagt. De skal kende dig, Gud i mig, de skal erkende kærligheden, den skal være i dem og jeg skal være i dem" Det er kærlighedens éthed. Lad os bare kalde det kærlighed! Den som er døbt er sat ind i den kærlighed. Den éthed. Den som er døbt er sat ind i den usynlige kærlighedens éthed som er mellem Jesus og Gud og Helligånden. Den døbte er koblet direkte ind i treenigheden med en usynlig snor Det var det som skete lige før med Frej og Sejer og Karl Christian. Og fordi snoren er usynlig så er det afgørende betydningsfuldt at I, deres forældre og faddere fortæller dem om den. Fortæl de tre små om Jesus, om hans liv og død og opstandelse, om at Han var Guds søn. Tal med dem, efterhånden som de vokser op, om hvad det betyder for jer, så de erfarer at det kan betyde mange forskellige ting i forskellige menneskers liv, at det at være kristen kan udfolde sig på mange forskellige måder. I Folkekirken taler vi om de to forskellige hovedforståelser af hvordan det kristne fællesskab udfolder sig, som de varme og de kølige fællesskaber. De varme fællesskaber er dem hvor mennesker oplever at deres tro udfolder sig bedst i at de ses meget tit, de kommer i kirke hver søndag og de taler sammen i trosgrupper hver onsdag, og de spiser sammen om fredagen og deres børn går i noget der ligner søndagsskole osv osv. De kølige fællesskaber er mere som min bekendt Merete beskriver det, at man kommer i kirke når man har lyst til det, det kan godt være hver søndag, men det kan også være ved lejligheder hvor man er inviteret, til barnedåb feks. Man snakker ikke så personligt med hinanden om sin tro, og har måske ikke altid brug for kirkekaffen, måske kender man ikke nogen særlig godt i den kirke hvor man kommer og det er helt fint, for det er mere den fælles orientering den samme vej i Gudstjenesten der udgør det fællesskab man har brug for. For mig at se er der ikke nogen rangordning i mellem det kølige og det varme, jeg ser det ikke sådan at det ene eller det andet er finest i forhold til troen eller Gud. Jeg
ser det som to forskellige måder at være kristen på. Som
er villet af Jesus. Jesus skaber i sit liv og sin
opstandelse mangfoldige måder at tro og leve på. Det er
faktisk noget han bevidst satser på, tænker jeg. Ellers
ville han da ikke have udvalgt tolv disciple, som kunne
forstå ham på tolv forskellige måder. Så ville han have
gjort som Allah, og have valgt en og kun en fortæller. I stedet satte Jesus kærlighedens éthed, som forener alle de forskellige måder at leve som kristne på i den usynlige snor som også forener Gud, i fader, søn og helligånd. Lidt ligesom når Danmarks radio har forskellige bærebølger at sende på, afhængig af om det er P1, P2 eller P3. Uanset hvilken bærebølge Gud sender på, så er der Love in the air! Amen |
||||||