Teksten denne uken - Nytttårsaften

Jeg har i arbejdsmedfør været et par gange i Cambodja. I Phnom Penh, hovedstaden, og i en mindre by ca. 400 km op af Mekongfloden, ikke så langt fra den eneste tilbageværende lavlandsurskov på den indokinesiske halvø. I PP besøgte jeg Tuol Sleng. Tuol Sleng – det lyder i grunden ikke så slemt, men det er det. Det er meget slemt. Tuol Sleng har på samme måde som Auswitsch, det sovjetiske Gulag-øhav og Moammar Gadaffis torturcentre brændt sig ind i verdens bevidsthed om grænseløs ondskab, menneskelig fornedrelse og endeløs tortur og drab. Tuol Sleng var Pol Pot-regimets PP-baserede torturanstalt, hvortil endeløse rækker af mennesker – mænd, kvinder, børn – blev bragt med henblik på at torturere tilståelser om påståede relationer til enten KGB eller CIA ud af disse mennesker. De blev beskyldt for at sværte revolutionen til, og når de forkomne af måneders hård tortur tilstod, at de havde forbindelser til KGB og CIA, blev de bragt til de nærliggende Killing Fields, hvor de blev dræbt. Som regel ved at få hovedet knust – man spildte ikke ammunition på dem. Pol Pot er vel nærmest den eneste af denne verdens forfærdelige despoter, som gik i direkte krig med sine egne indbyggere, sine egne landsmænd, sin egen befolkning (ikke at det gør det bedre, at man har udryddelseskrig mod andre etniciteter eller religioner, men det er dog meget usædvanligt, at man udrydder ¼ af egen befolkning).

I vores lille gruppe under rundvisningen på Tuol Sleng, denne store forhørscentral, der var placeret på en tidligere gymnasieskole midt i PP, var vi fire og havde, naturligvis, en khmer rundviser. Hun redegjorde meget nøgternt for, hvad der var foregået i de celler, forhørslokaler og sovesale, som vi så, og sagde så: "Ja, min far, der var lilleskolelærer, blev myrdet her og det samme med min bror, der gik i gymnasiet dengang". Bare det at bære briller var nok til, at man blev regnet for intellektuel og dermed en agent for enten Sovjet eller USA. Guiden vidste ikke, hvor de var kommet hen efter deres tur til Killing Fields lidt længere væk – måske var det deres kranier, der er udstillet blandt tusinder andre smadrede kranier. Hun vidste det ikke. Hun sagde blot: "I loved my father and brother". Det var sandt at sige næsten ikke til at tage. Det var ikke til at holde ud. Det var ikke til at bære. Men bæres skulle det. Det var svært for mig, hvordan så ikke for hende?? En konkret skæbne blandt millioner af andre i et marret, arret, undertrykt og korrupt land, hvor der ikke var eller er retfærdighed til.

Jesus siger: "Du skal elske din fjende". Det forlanges, at denne midaldrende kvinde med fortidens byrde under De røde Khmere anført af Pol Pot, Kammerat Duch, ta Mok, og hvad de ellers hed, disse grufulde bødler, at hun skal elske Pol Pot. Hun skal elske lederen af Tuol Sleng, Kammerat Duch. Hun skal elske ta Mok, der spredte skræk og rædsel rundt omkring i landets kollektive brug. DU SKAL ELSKE DIN FJENDE. Sig mig lige, er det ikke at gnubbe hendes næse og hendes skæbne i skidtet og det skrækkelige, der er hændt? Skal hun nu også bære vægten af kravet om kærlighed til faderens, broderens og millioner andres bøddel? Ikke detsto mindre: Det er kravet til os.

Måske skulle man bruge nogle få øjeblikke på at overveje, hvad det i bibelsk forstand vil sige at elske. Der er nemlig ikke tale om den romantiske følelse, vi kan gå rundt med, når vi elsker en anden. Der er heller ikke tale om det meget følelsesfulde, som i grunden er en tydning af at elske, som først kom til verden langt efter Bibelens tilblivelse. I dag kan vi være meget optaget af vore følelser, vore mavefornemmelser – man gør helst ikke noget, hvis maven siger handlingen imod – og det kan være udmærket og sikkert i fin tråd med, hvad man terapeutisk kan anbefale – ikke et ondt ord om det. Men det er ikke bibelsk. Når Jesus forlanger, at vi skal elske Gud, næsten og fjenden, er det ikke op til en eller anden mavefornemmelse eller noget meget følelsesfuldt, som vi kan have med et andet menneske. I begrebet om at elske ligger der ikke så meget følelse som en viljesakt eller en respekt. Kravet er, at man skal respektere sin fjende i rollen som fjende – fjenden er såvel, som jeg er det og lige så godt og så meget som mig skabt af Gud og i Guds billede. Vi skal respektere fjendens gudskabthed og gudsbilledlighed og derved se ham som et medmenneske. På trods.

Kravet er stort og ufremkommeligt. Det må vi sige. Også selv om der ikke er tale om den store følelsesfulde kærlighed til fjenden, er det stadigvæk et stort krav, at man skal respektere Pol Pot i hans gudsskabthed og indse, at han har del i gudbilledligheden. Men vi er dødogpine nødt til det. Og det er min overbevisning og tro, at når man hader, så sjælen bliver sort af det, og blikket aldrig hæves fra jorden, når man sidder fast i sit måske nok så berettigede had, må man overgive det til Jesus, vores bror. Man må bede ham: "Jeg kan ikke holde op med at hade. Elsk min fjende for mig. Hjælp min fjende, når jeg ikke kan, trods alt". Det kan vi godt. Så når Jesus i dag siger til os, at vi skal bede for vores fjende, jamen, så tror jeg ikke, at det er endnu et uopfyldeligt krav, der væltes ned over vore hoveder. Nej, jeg tror, at det er vores mulighed for rent faktisk at være til i vores had til fjenden. Her rækkes vi en mulighed for at kunne komme til rette med det, som ellers overhovedet ikke er til at komme til rette med. Det, som er alt for svært for os at bære. Jeg tror, at der er forløsning i det at kunne bede også for fjenden og at kunne overlade den højere matematik til Gud. Det er vel det, vi kalder nåde. At Gud vil se i nåde til os også i vores manglende respekt for fjenden.

Den kvinde i PP og jeg er jævnaldrende, kan jeg regne ud – født to år før mig. Hvad hvis det var mig, der stod i hendes sko? Gik mine runder på Tuol Sleng med turister, der har varierende grader af opmærksomhed rettet mod det, som fortælles. Gik mine runder de steder, hvor min far og bror var blevet tortureret på navnløst skrækkelige måder. Kunne jeg bede for bødlerne? Kunne jeg elske dem? Kunne jeg respektere dem i deres gudsbilledlighed? Næppe. Så stort et menneske er jeg ikke. Men jeg kunne nok bede til, at Gud ville klare det, som ikke jeg kunne klare. Jeg håber, at kvinden fra Tuol Sleng har fundet fred. Jeg frygter, at hun ikke har. Derfor vil vi i dag også bede for hende. For Guds nåde og Guds kærlighed rækker, hvor vores ikke gør. AMEN.