Teksten denne uge - Prædikener:

Teksten denne uge's Prædikensamling
Der vil overvejende være tale om redaktørens egne prædikener. Som regel ret gamle, fordi jeg de sidste 7-8 år næsten kun har holdt prædiken uden egentlig manuskript - men hist og her vil der også være skitser, som jeg skønner er udførlige nok til at være til inspiration. Prædikensamlingen vil rumme prædikener, som jeg synes kan have elementer, jeg selv ville kunne bruge i dag - og som der derfor er henvist til fra Teksten denne uge. Der kan også være egne prædikener, som måske viser, hvordan jeg i dag synes man ikke skal gøre det! I så fald er det anført i en kort introduktion. Endelig vil der være plads til andres prædikener - kun som de gode eksempler! Kristen Skriver Frandsen

Den nye oversættelse kalder denne tekst "De årvågne tjenere" - den gamle Årvågenhed og troskab. Ordet årvågen bruges ikke i teksten; det er vel egentlig lidt gammeldags - det er i hvert fald sjældent vi bruger det i daglig tale.
Det siges at nogle sundhedsplejersker bruger det. De kan gøre et spædt barns forældre opmærksom på barnets årvågenhed. Den særlige undrende og fordrende opmærksomhed som et spædt barn er i besiddelse af, når det er sundt. Den skal være der, ellers er der noget galt.

Der er i Jesu tale også tale om at være rede. Det er vigtigt, tror jeg, at forstå det at være rede som spædbarnets årvågenhed. At være rede kan også få en anden betydningsnuance: Der kan være noget rastløst over det at være rede. Når en skal rejse hjemme fra kan alle være vældig rede, man finder de sidste ting, udvekslet formaninger og beskeder, man venter, taxaen kommer ikke, alt er parat .. og tiden der går mens man venter på taxaen er sær ikke-tid.

Der er næppe tvivl om at vi kan indrette os i vores liv på begge måder - rastløst - og årvågent. Der er også et par andre måder at indrette sig på, sløvt, ligegladt, - men det er ude af billedet her.

Midt i Jesu tale spørger Peter: "Er det om os du taler i denne lignelse eller er det om alle?"

Læg mærke til den vending sagen tager, lige omkring dette spørgsmål. Frygt ikke, punge der ikke ældes, inflationssikret skat, lys, gæstebud, blive vartet op. Sådan er det før spørgsmålet, - efter er det beruselse, svigt, hug og prygl

Jesus svarer ikke direkte. Egentlig har det vel ligget i sagen selv - det er jer, lige nu, der hører nu, det drejer sig om. Altså lige præcis disciplene, hvor mange de nu var - men det er ikke det samme som at ordene i en vis forstand ikke skulle gælde alle; enhver anden, der hører opmuntringen og fordringen, end dem som netop er tilstede der, kan straks gribe den - og hører så "med".

Men samtidig giver Jesus vel Peter ret i at rejse spørgsmålet. Mon ikke Jesus med sin skærpelse af fordringerne, som tilspidser sig i ordene om "Enhver, som har fået meget, af ham skal man kræve meget" tænker på at den viden om Gud og den tro på Gud, som han forkyndte, havde hans folk jo; de skriftkloge havde fået det hele betroet, farisæeren havde samlet det som en fromhedsskat på sjælens kistebund, det var der jo altsammen - og se om de så mægtede at være årvågne som blot et spædbarn er det.

Mange af dem var mægtig meget rede - rastløst spekulerede de i om deres fromhed nu tog sig ud i både Guds og menneskers øjne - men evnen til at give slip i undren og tillid - den havde de ikke - og livet omkring dem visnede ind i ukærlighed. Andre havde travlt med jordens undergang: Nu ville den komme, og da den som så mangen taxa alligevel ikke kom, så fik de alle omkring sig med i en rastløshed, hvor det nære liv nu blev glemt.

Men altså, der er en anden mulighed. Den besynderlige eventyragtige - men altså helt virkelige. En pung, der ikke ældes, det er en pung, hvor indholdet altid er beskyttet - ikke til at puge sammen, - "Sælg hvad I har og giv almisse", - men sådan at der altid er noget at give ud. Det har mangen fattig soldat i et eventyr fundet et tornyster, der kunne, en hyrdedreng har fået en madpose, der havde det på lignende vis - osv.
Og den som var ens herre er pludselig ens tjener - det er også et eventyr.

Det er også noget med fordringer: Sælg, skaf jer, hav bælte om lænd, vær årvågne.. Men ikke sagt som noget umuligt. Eller bare næsten umuligt.

Når det helt lille nye barn ikke er årvågent, er det et faresignal. Det er noget der er ødelagt. En før-bevidst frygt har ramt barnet. Sundhesplejerskens første reaktion vil være, at spørge, om man nu tager sig nok af det, om man viser det kærlighed så det ved sig elsket. Mennesket lever ikke af nok så næringsrigtigt mælkeerstatning alene, det lever også af krop, nærhed, varme.

Frygt ikke du lille hjord - for jeres Fader har besluttet at give jer riget. Her er tale om en nærhed af en helt egen slags. Riget - det er det sted - eller tilstand - hvor Guds vilje sker, hvor tingene er som det var meningen med det hele. Det har Gud besluttet at give, ikke kræve af jer, men give jer.

Der er egentlig kun enten at tro det - eller nægte at det er muligt. Man kan mene at ingen, heller ikke Gud, bare sådan kan give meningsfuldheden til mennesker - sådan som vi står i meningsløsheder, om ikke til halsen, så i hvert fald til fjernsynsskærmen. Eller også kan man tror det. Tro at det, Jesus her kalder riget, er lige på den anden side af den tynde men uigennemsigtige mebran, som hedder vores virkelighedsopfattelse. Og det svinger med sine virkninger stærkt igennem membranen - og kan fjerne både ubevidst og og altfor bevidst frygt.
Og igen gøre os årvågne. Vågne for livets under, vågne for de steder hvor nænsomhed nytter. Vågne for hvor der skal gives, og hvor der skal tjenes. Billedet vender straks, den der tjener bliver tjent, den giver, får. Men man kan ikke gøre et regnestykke forud - om det kan betale sig. Man siger heller ikke: jeg vil tage imod min mors og fars kærlighed, for det giver bonus, når jeg bliver voksen, jeg får ikke neuroser og traumer. Den gives forud og kan ikke modtages på beregning.

Sådan er det med riget, meningsfuldheden. Det er usynligt og dog virksomt tilstede.

2. Usynligt vel som sjæl og sind,
det nemt dog er at kende,
alt som en stad på bjergetind,
der ses til verdens ende.

3. Dets gåde er et guddoms ord,
som skaber, hvad det nævner,
som fylder dale trindt på jord
og klipperne udjævner.

..

5. Med ordet skabes gode kår
for barnekæmper lave,
så de kan le ad banesår
og springe over grave.
...

7. Lad hvisle kun i ormegård,
at riget er lagt øde,
Gud kroner ligefuldt dets år
med frugtbarhed og grøde,

Bedre end sådan med Grundtvig kan jeg i dag ikke sige det.
Amen.

Kommentar 2014
Der er elementer, som jeg stadig kan bruge. Om det er sandt at sundhedsplejerske bruger ordet årvågenhed, véd jeg ikke. Men fænomenet, spædbarnets årvågenhed er nu godt nok. - Man kan vel også tale om at man skal vise årvågenhed i trafikken.

(Jeg vil i dag ikke tale om spædbarnets førbevidste frygt, bare fordi jeg skulle have noget til at matche "frygt ikke" - selv om det fungerer i sammenhængen).

Er farisæernes/de skriftkloges form for beredthed parallelt med rastløshed - også her slår ønsket om at få et fænomen, muligt at se i kulturen, spejlet i teksten(s virkelighed) igennem på en måde, som nok er knap vederhæftig.