Indhold:
|
||||||
| "Teksten
denne uge"s samling af prædikener og tekstovervejelser Prekener og tekstoverveielser - når de ikke finnes offentlig tilgjengelige via link) andre steder. De bringes på språket, de er skrevet på. Forfatteren har gitt tilsagn om at den kan bringes her. En er velkommen til å komme med forslag. Kristen Skriver Frandsen.
|
||||||
 |
||||||
|
12. s. i trinitatis B 1994 [Søndagen på Teksten denne Uken] Kristen Skriver Frandsen 2 dåb, konfirmandvelkomst Farisæerne og de skriftkloge ville have et tegn, et bevis, på at Jesus virkelig var Gud og handlede og talte på Guds vegne. Det kunne alle og enhver jo ellers komme og sige! Men Jesus vil ikke give dem noget tegn, han vil kun give dem Jonas tegn, siger han. Hvis man ikke har sit Gamle Testamente i hovedet, siger det jo ikke umidddelbart så meget. Ikke mere end hvis vi på vejen herhen til kirken havde mødt en færdselstavle ‑ et tegn ‑ hvor der, indrammet i den røde trekant, var en hval med et lille sammentrykket menneske inden i dens mave. Det ville jo nok undre os, men hvad det skulle betyde, ville vi ikke vide. Men tilhørerne dengang vidste, hvad han talte om. De kendte fortællingen om Jonas udenad: Engang beordrede Gud sin profet Jonas til at drage til den store by Ninive og fortælle den om livets mening; den havde indbyggerne nemlig glemt. Jonas vi ikke glad for det. Han vidste godt, hvordan der var, og regnede ikke just med en venlig modtagelse med det ærinde. Han vidste, hvordan indbyggerne ødelagde livet for sig selv og for hinanden. Han kendte de fine kvarterer: Hvordan der på de så nydelige døre, ved de så nydeligt klippede hække, var som sat plakater op, usynlige, men alligevel let Iæselige for den, som havde øjne og forstand. Plakater, som fortalte hver deres histone. "Jeg ønskede frihed ‑ men fik en bil" stod der et sted. "Jeg ønskede kærlighed ‑ men fik en kontrakt" stod der et andet. "Jeg ville give ‑ men begyndte at handle og sjakre. "Jeg ønskede at være menneske ‑ men blev en rolle". "Jeg ønskede et arbejde ‑ men fik et job". "Jeg ønskede at synge ‑ men købte et cd-durround anlæg"¨ "Jeg ønskede at leve ‑ men nøjedes med at overleve". Og trøstesløsheden i byens fattige kvarterer kræver ikke engang særlige øjne eller forstand for at kunne læses. Jonas var ikke glad ved at skulle derhen. Sådan lyder det ikke helt i Gammel Testamente, men sådan kunne Ninive tage sig ud i dag. Og folk kendte fortsættelsen af historien. Hvordan Jonas, for at slippe, flygter til havs i et skib. Skibet overfaldes af et frygteligt uvejr. Alle ombord kaster sig på knæ og beder hver sin Gud om at skibet må blive frelst ‑ kun ikke Jonas. Han ligger på bunden af skibet og sover trygt. Tilsidst vækker skibets kaptajn ham. Han skal komme op og bede også til sin Gud. Det hjælper ikke, snarere synes vejret at blive værre. Og de begynder så at kaste lod for at se, hvem der dog kan være skyld i denne ulykke. Loddet træffer Jonas. Han ved straks, hvad meningen er. Han fortæller at det er ham, som er skyld i Guds vrede og siger at de skal kaste ham over bord med det samme. Længe tøver folkene, men stormen tager til. Og så tilsidst: De kaster Jonas ud, og straks kommer en stor hval og sluger ham. På et øjeblik stilner stormen af, og havet bliver stille. "Jeg sugedes længere og Iængere ned. På engang befandt jeg mig i en vældig stor sæk, som rummede meget mere end mit eget legeme, og her herskede bælgmørke. Jeg følte mig omkring og min hånd rørte ved forskellige fisk, hvoraf nogle var levende. Snart følte jeg en heftig hovedpine, mine øjne brændte som glødende kul. Den frygtelige tanke, at jeg var dømt til at dø i bugen af en hval, pinte mig. Jeg prøvede at rejse mig, at røre mine arme og ben og skrige, men alt var umuligt. Min hjerne syntes fuldstændig klar, og jeg havde fuld forståelse af den frygtelig skæbne, som havde ramt mig". Heller ikke det var helt som i Gammel Testamente. Det var ikke Jonas egen fortælling, men den engelske sømand James Bartleys, som den 25. august 1891 oplevede at blive slugt af en kaskelothval og slippe levende ud igen. Men som I husker fra før, kan sømandens oplevelse godt ligne det tilstand som Jonas beskrev i sin bøn, fra hvalens bug. Det Jonas bad om skete: hvalen spyede Jonas ud igen, netop ud for den store by Ninive. Og så fortælles det, at Ninive blev en helt anden, en helt ny by, da han begyndte at prædike. Hans ord havde på dybet fået en kraft, som var befriende også for andre end ham selv. Alt dette er Jonas' tegn. Og skulle I nu møde skiltet med hvalen og mennesket i maven på vejen hjem, så ved I, hva det betyder. Det tegn giver Jesus os stadigvæk ‑ som en slags færdselstegn. Kristendommen fortæller en meget stor historie. En historie om at Gud blev menneske. Livsmagten er efter den historie ikke længere blot kraften, som engang satte det hele igang ‑ eller blot den kraft, som holder Livet oppe, hindrer atomer i at brase sammen, synke ind til sorte huller, blive død energi. Den viste sig i Jesus som en nær, solidarisk magt. Som er med også det menneske, som det er gået skævt for, det, som er flygtet fra meningen med det hele; det, som er Iåst fast, presset ned i tilstande, det knap vil kendes ved - som levende og døde fisk imellem hinanden at røre ved. Og Gud er en magt, som forvandler livet og overvinder det, som tilintetgør ‑ det fortæller Jesu opstandelse.
Jeg har sat to
billedfriser på sangbladet til velkomstgudstjeneste.
Billederne er fra "De
fattiges bibei" fra 1471. Den øverste frise
fremstiller erfaringen af
muligheden for at gå til grunde ‑i en eller anden
forstand. Josef, øverst til
venstre, som havde stukket næsen lidt for langt frem
med sine visioner og
drømme. Vi ser, hvordan hans brødre lukker ham ude af
familiens og folkets
fællesskab ved at sænke ham ned i en brønd. Meningen
var at han skulle dø. I
midten foroven lægges Jesus i graven. Alle de
forhåbninger, han havde sat i
verden, slukkes for tre dage for disciplene. Og
så
er der jo endelig Jonas, som vi har hørt om.[Se
billedfriserne her] Nederst ser vi så befrielsens historie. I midten Jesu opstandelse: Da disciplene tre dage senere kendte denne fortsættelse, vidste de at hans død betød, Gud også var der, hvor håbet synes at slippe op. Og at hvad han satte i verden, kunne døden alligevel ikke holde. Til venstre illustreres det med en anden fortælling fra Gammel Testamente: Den stærke Samson der sprænger fjendens porte ‑ og altså endnu engang Jonas - nu befriet på vej ud af hvalen. Det hele siges i vores dåb. Den dåb som to børn i dag er blevet døbt med, og den som med konfirmationen engang i foråret skal bekræftes for jer som nu er konfirmander. I gamle dage blev barnet eller den voksne, som skulle døbes, helt neddykket undet vandet. Det er et tegn, som ligner Jonas' tegn. Allerede ved begyndelsen af vort liv understreges det, at livet rummer opslugende og dødelige dybder. Men Gud giver et løfte i dåben: uanset hvor du er, er du mit barn. Jeg er dig. Jeg berier dig. Det er en befriende grundtryghed. Så kan og skal vi hver på vores sted i tilværelsen være små eller store Jonas'er; og med vores gode og sande drømme og i ord og handling være med til at gøre vores by eller verden en ny by eller en ny verden. Den bliver aldrig totalt forvandlet. Men der kan altid gøres noget - lige der hvor vi er netop nu. Amen. |
||||||