Theol-P forside - De danske tekster - De norske tekstene - Hvordan.. - Om.. - TdU hver uge i egen mailboks



















Indhold:

1. Drukneerfaring - konkret og i overført
betydning.
2. Et nyt liv.



"Teksten denne uge"s samling af prædikener og tekstovervejelser

Prekener og tekstoverveielser - når de ikke finnes offentlig tilgjengelige via link) andre steder.
De bringes på språket, de er skrevet på.
Forfatteren har gitt tilsagn om at den kan bringes her.
 En er velkommen til å komme med forslag. Kristen Skriver Frandsen.













12. s. i trinitatis B 1988

[Søndagen på Teksten denne Uken]

Kristen Skriver Frandsen

Som om vi ikke er blevet våde nok! - vil jeg begynde med at læse endnu et sted fra bibelen,som handler om at dykke ned - forsvinde i et dyb.
(Rom. 6,4): "Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt af de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv."
    Våde er vi jo blevet, hvis vi ellers har fulgt bevægelsen i gudstjenesten. Med Jonas på havets bund. Med dåbsbørn og dåbskandidat ved dåbens vand.
    Det som den der skal døbes kan se i bunden af dåbsfadet er et billede af en situation, hvor en Jesu disciple, ham der hedder Peter, er ved at gå til bunds i Genezaret sø - fordi han skulle prøve sin tro, om den kunne bære ham på vandet - det kunne den altså ikke - og vi ser Jesus, som den der rækker ham hånden, og trods hans tros skrøbelighed trække ham op - alle der ikke kender billedet i dåbsfadet er velkomne til at gå op og se -- bagefter!

    Der er en linie i det, vi er sammen om, som drejer sig om muligheden for at gå til grunde.

    Fortællingen om Jesus og farisæerne handler om den kolde spand vand han giver dem - og deres krav på tegn. De vil kun tro ham, hvis han giver dem et tegn. Og Jesus som ellers var tegn nok i alt, hvad han gjorde , nægter. Tegn som skal være en garanti eller et sikkerhedsnet, og som skal erstatte den tro, som kaster sig ud i, ja, at tro, vil han ikke give. Der er et ægte livsvilkår, og det er at tro. Først kan vi sige det ret ubestemt: leve i tro på livet. Så mere bestemt, leve i tro på Gud, og mest bestemt: leve i tro på at det, Jesus kom med og kommer med, det kan bære.

    Har nogen af jer været ved at drukne? Da jeg var barn badede vi i vores ferier i en lille sø i Himmerland, som var så lille og ubetydelig, sagde man der på egnen, at den ikke havde fået sit eget navn - så den hed bare "Navnsø".
Jeg var en ca. otte år, kunne ikke svømme, og var vel kommet lidt væk fra de andre, da jeg pludselig oplevede, at verden forsvandt. Solen, lyngbakkerne, sivene ude til venstre, det glitrende, klukkende vand. Alt var væk, og jeg var nede i noget der trykkede, og klemte, på hals, øjne, ører, brystkasse, omklamrede mig - vand alle vegne; Hvordan jeg kom op, ved jeg ikke. Jeg har vel i panik basket mig op igen. Nogen har måske hevet fat i mig. Jeg var faldet i et af de huller, som kan opstå i stillestående ferskvandssøer, og som vi altid blev advarede imod. Men siden da har jeg altid forbundet søen navnsø med ordet og erfaringen: Navnløs rædsel.

    Og tilintetgørelsen, altings forsvinden er virkelig vores mulighed. Sådan står døden for os. Men også mens vi lever, kan det blive kvælende trangt, som om kun død omgiver én. Menneskers indbyrdes forhold kan blive sådan.  Niels Hausgaard synger i "der er lang vej til Kina": Jeg ved, der er lang vej til Kina, men jeg ku da sagtens rejse dertil, at jeg så ikke har noget at gøre i Kina, kommer ikke denne her sag ved. Men du sidder på den anden side af bordet, og den afstand er alt for stor for mig, og jeg mener, så vidt jeg forstår, den er osse alt for stor for dig"

    Eller det er noget der kan ske i ens indre. Som regel i samspil med den ydre verden, at man i en eller anden forstand bliver overflødig dér - eller føler sig overflødig - men  især oplevet som en eget livs problem. ALt tårner sig op.
Tilværelsen er som en tyk, sej væske at bevæge sig igennem.
   
Hvad er det dåb - eller kristendom har at sige, når
mennesket møder dødsmagten i sit liv. Denne magt, som truer med at tilintetgøre det som lever og ånder?

    Jesus taler om et tegn, der skal vise det, Jonas-tegnet. Det er dette at Jesus ligesom Jonas er opslugt - Jesus tre dage af døden - Jonas af en dødlignende tilstand i havdyrets bug, og så opstår af døde.

     Jonastegnet fortæller at Gud også er i kaos, i det kvælende, den navnløse rædsel. Ved dåben loves ikke noget om at den døbte derefter er forsikret mod at opleve tilintetgørelse, ulykke, nød. Heller ikke sådan at trøsten er at der udbetales en passende erstatning bagefter, når man er død. Vi er slet ikke i forsikringsbranchen. Men vi får et løfte om at Gud også er med sit barn, den døbte, der hvor det går pivgalt, - og hvor det måske selv vil tvivle aller mest. Jonastegnet, som skal forstås i lyset af Jesu død og opstandelse, siger at sådan er det . Der gives ikke andet tegn, dvs. bevis, det må tros.
    Når det bare går der ud af, tingene lykkes, - eller vi i hvert fald får undertrykt erkendelsen af at de måske ikke lykkes så godt endda, så har vi måske ikke så meget brug for en sådan tro. Man kan godt være et Guds barn endda. Det kan ikke sådan tages fra én. Men pludselig er tilintetgørelsesmagten der. Nogle oplever den tilsyneladende uden grund, uden der i og for sig sker noget ydre, bare ved at gå igennem en dør, man har gået igennem 1000 gange før, ved at møde sit eget spejlbillede på den anden side i entréspejlet. Andre gange som nævnt forårsaget af ydre begivenheder.
    Og så har man brug for at høre det som skete ved ens dåb. At man i en vis forstand har været på det sted før. Dykket ned i kaosvandet - og at man siden har haft en ledsagende magt, Gud selv, en broder eller søstermagt, med sig og har det stadig.
    Og når så livet vil det, tvinger én, så kan man tro. Så kan man ikke lade være. Og så drages man op, som Peter, som Jonas.
    "Og således skal vi leve et helt nyt liv", skrev Paulus. Hvad er det for et nyt liv? Igen ikke et hvor der intet ondt sker. Men ét, hvor man ikke lammes af det onde. Man kendes ved det, at det er der. Man fortrænger det ikke, og derfor sniger det sig ikke ind bagfra. Det er et liv, hvor der er tro. Afstande overvindes, fordi man ikke længere er som suget ned i sin egen brønd. Det helt ny liv er ikke et særligt, fint religiøst liv; det bærer ganske vist også navnet evigt liv: Og lad et sådan navn fortælle at vi ikke skal lade vores tidsbundne bevidsthed og forståelse afstikke dets grænser; men først og fremmest og uanset hvad vi ellers forstår er det et liv, som tager sin begyndelse i et hverdagsliv, hvor man tør have sine dybeste erkendelser af liv og død med sig, og hvor man tør lade tro, håb og kærlighed udfolde sig - med det, man nu har og på det sted, hvor man nu er.
    Et sådan liv er nok [tanke 2022: for os på denne side af døden]. Det er mere end det Jonas kunne prædike sig til i Nineve. Og det var ellers ikke lidt han dér udrettede. Og det er mere end den navnkundigste af alle konger kunne fremvise, Salomon. I det bor hele guddomsfylden legemlig. [2022 – mystik! Og lidt rigeligt, kanskje?]
Amen.