Teksten denne uge - Trinitatis søndag B

Indledning på præsentation via Facebook: Det kan da ikke være rigtigt, at vores udenrigsminister 12 år efter han dummede sig gevaldigt med en ung pige, og efter han er blevet straffet for det i den offentlige domstol, efter han har undskyldt og beklaget og grædt og lidt over det, nu igen skal drages frem foran kameraer og have ribbet op i den ubehagelige sag
Prædiken der blev holdt i Kirke Saaby kirke søndag den 20. september over Lukas. 10,38-42
Det kan da ikke være rigtigt, at vores udenrigsminister 12 år efter han dummede sig gevaldigt med en ung pige, og efter han er blevet straffet for det i den offentlige domstol, efter han har undskyldt og beklaget og grædt og lidt over det, nu igen skal drages frem foran kameraer og have ribbet op i den ubehagelige sag.  Man mærker at kristendommen er på tilbagetog i Danmark. Er der ikke noget der hedder tilgivelse? Så tilgiv da udenrigsministeren, og giv ham fred til at passe vores land. 

Tilgivelse er det allervigtigste i kristendommen. Gud tilgiver os, for at vi skal tilgive hinanden. Men i disse krænkelsens tider virker det som om tilgivelse ikke eksisterer som en mulighed. I dagens evangelium er Jesus sammen med to kvinder. Det er lige før jeg ikke ville have turdet det. Man kan være helt bange for, at Jesus kunne have været blevet beskyldt for sexisme.  Der er slet ikke nogen tvivl om, at sexisme er modbydeligt og skal undgås på alle arbejdspladser. Men måske er der slet ikke tale om, at de anklagede sexistiske mænd er sexister. De er ubehøvlede. Et produkt af et samfund, hvor dannelsen er i frit fald.  Hver dag krænkes mennesker af udannede folk. Og blandt krænkerne er der også mange kvinder. Det skal der selvfølgelig gøres noget ved. Forebyggelse er bedre end helbredelse. Og det bedste indgreb mod sexisme er at alle kvinder og mænd opdrager deres børn til at tale pænt og være høflige.  Respekt for hinanden er i høj grad også noget kristendommen lærer os. Der er ingen tvivl om, at der lige nu sidder mænd på forskellige poster i samfundet, der på grund af vovede ord og handlinger over for kvinder for 20 år siden, frygter for deres job, deres parforhold og offentlige omdømme. 

Mediekvinden Sofie Linde skildrer levende, hvad en ukendt mand engang har sagt til hende. Ordene står i vores nypuritanske tid voldsomt. Men hun fortæller ikke om ordene er sagt med et smil, en ironisk tone, en opblødende efterfølgende bemærkning. Det undskylder ikke mændene for sproglig fattigdom og mangel på pli og respekt. Men som præst ved jeg, at flere ord i biblen havde været nemmere at fortolke, hvis vi havde været på stedet, hvor de blev sagt og set ansigtet på den person, der udtalte dem og den person der blev tiltalt, og i hvilken sammenhæng de blev sagt. Sofie Linde kommer med sin afsløring i en tid, hvor den falder i god jord. 

Vores tid lider af rengøringsvanvid. Verden skal være ren. Mennesker skal være rene. Men desværre er mænd og kvinder syndere.  Det får vi også at vide af kristendommen. Vi kan ikke undgå beskidte udslip. Vi er ikke elbiler. Hvor mennesker møder hinanden går det ofte galt. Men det accepteres ikke i krænkelsens tidsalder.  Fejl er ikke tilladt og fejl bliver ikke tilgivet. 

Jøderne må ikke omskære deres små drengebørn, fordi de små bliver krænket, hvis de ikke bliver spurgt først om det er ok. Et udvalg af danske højskolesange er blevet problematiske at synge, fordi de fortolkes som krænkende for folk, der ikke er født i Danmark af danske forældre. Karneval med deltagere udklædt som mexicanere og indianere, er en nedvurdering af disse folkeslag. Navnene på is, kan være problematiske, hvis de hedder eskimo is og så videre.  Da jeg er et produkt af min tid, vil jeg også melde mig med to ting, som jeg føler mig krænket over. Jeg er krænket over, at mænd i øjeblikket per definition er sexistiske og at vores tid er blevet så ukristelig og puritansk at tilgivelse for krænkelser ikke er mulig. Og så er jeg krænket over, at forældre til unge danskere er blevet så slappe, at de i en coronatid, hvor børnenes fester kan betyde død, ikke tør krænke børnene med at sige, at det vil de ikke finde sig i. Vi mangler en coronaens Sofie Linde, der vil føle sig voldsomt krænket over, at de unge fester løs, så samfundet trues med at blive lukket ned. 

Og hvad har det med dagens evangelium. Er jeg endnu en af disse folkekirkepræster, der kun kan læse en klumme op fra prædikestolen og ikke tør forkynde evangeliets tilgivelse, ikke tør tale om synd og fortabelse og Jesus Kristus? Forhåbentlig ikke. Men i mine øjne er Martha i teksten et symbol på krænkelsens tid. Hun er den, der føler sig krænket over, at hun ikke bliver behandlet ordentlig, at alle er i mod hende, at der ikke tages særligt hensyn til hende. Maria er til gengæld et billede på, hvad vi kan gøre for at blive bedre mennesker, og for at få skabt et mere levedygtigt samfund. Hun lytter til Jesus.  Og hvis de sexistiske anklagede mænd havde lyttet ligeså meget til Jesus som Maria gjorde i stedet for bare at have travlt med deres karriere, havde de også talt et pænere sprog til kvinder og havde behandlet kvinder med den værdighed som kvinder fortjener.  Og hvis kvinderne i vores moderne samfund havde lyttet ligeså meget til Jesus, som Maria gjorde, havde de forstået, at tilgivelse er det allervigtigste i forholdet mellem mennesker. Maria tager sig tid til at glemme sig selv og gør Jesus og hans ord til det vigtigste i hendes liv. Og der er ingen tvivl om at hun, efter at have lyttet til Jesus Kristus, har forstået at hun er en synder. Hun ved at hun ikke har handlet som hun skulle i sit liv. Men Kristus vil tale med hende. Og når han vil tale med hende må det skyldes, at han har tilgivet hende for hendes synd. Og derfor fyldes Maria med sådan en glæde, at hun føler, at hun er i stand til at tilgive de mennesker, som har forbrudt sig mod hende.  Jeg siger bare. Vi har brug for et samfund og en tid, der er mindre Martha og mere Maria. Gud i vold. Amen