|
|
15. s.e. trin 1992
Sthens Kirke
Fortællingen om Maria og Marta og Jesus handler om det farlige ved at lytte - og videre om at det farlige er det nødvendige. Det der er nødvendigt for den eksistens på engang i hvile og bevægelse, som udspringer af tro.
Jesus kommer på besøg hos Marta og Maria. De er sandsynligvis venner på forhånd. En bror Lazarus, som dukker op i Johannesevangeliet hører vi ikke om her; dér fortælles der også ganske anderledes om Marta. Men lad os nu prøve at se det, som Lukas lader os se ved overhovedet at fortælle om begivenheden.
Jesus kommer. Og som en anden mand sætter Maria sig ind ved hans fødder og hører på hans ord. Som en anden mand. Det står der ikke i fortællingen. Men det har været indlysende for den samtidige tilhører. Hun gør det mændende plejede at gøre. Satte sig med selvfølgelighed som en elev for sin lærers fødder. Vi opfatter det måske næsten omvendt: der sidder kvinden endnu engang som hun bør - eller i hvert fald burde: nemlig andægtigt lyttende ved mandens fødder.
Men Maria går mindst af alt ind i den rolle, hun bør. Det hun gør, svarer meget mere til en teen-agerpige i en pæn familie, der pludselig stiller hjemme ved middagsbordet og har ladet sig plydse og derefter barberet hårbunden i skakbræt-tern.
Så galt er det, og egentlig værre: for vi nok mere vante til normbrudene - end man var i Betania og omegn, hvor Maria boede.
Maria er et uroligt element. Hun er farlig. Og hun gør det farlige. Hun har foretaget en chokerende bevægelse ind i en anden verden end den, der var tiltænkt hende, og her stopper hun så op, og lytter.
Marta prøver at reparere på bruddet - med lidt hverdagssnusfornuft. Jesus svarer Marta. Marta går jo ikke direkte på problemet. Hun siger det er et praktisk problem og spørgsmål om rimelighed i arbejdsfordeling. Men Jesus prikker hul i Martas forsvarsmekanisme. Han viser, hvor uroen egentlig er henne. Ja, han ved naturligvis om nogen i hvor høj grad det er Maria, der er uro-momentet - siddende dér lyttende ved hans fødder - men han vender billedet: Marta, du gør dig bekymring og uro med mange ting.
Det usikre, det bekymrede er hos den, der gør det ellers rigtige. Og hvilen er hos den som bevægede sig. Maria sidder ved hans fødder.
Vi er ikke vant til at se på vores kirker som farlige - urovækkende. Her ligger Sthens kirke, smuk, måske ligefrem uskyldshvid i det grønne - lidt herfra Vestervangs - med en arkitektur, der får os til at tænke på sømærket, som søfarende orienterede sig efter - nede i byen har vi de gamle kirker; lidt store, lidt tunge måske, men trygt at de er der, de har en lang, lang historie med sig.
Men måske er de lidt farlige. Måske er det meningen de skal være det. Ikke fordi underlige bagmænd huserer i dem, og foretager sig mærkelige transaktioner med betroede midler. Men fordi, de skal være vores Maria. Vores samfund trænger til at opdage Maria. Det har vel gennemgående så travlt at det ikke en gang kan spørger efter hvad det egentlig er hun laver. Om hun nu tager sin del af læsset.
Og alligevel foruroliges også samfundet af og til. Nogle gange distancerer det sig, prøver at sætte grænser for, hvad kirken bør blande sig i, men hyppigst kører det blot en tand hårdere og effektivere frem. Væk fra det farlige.
Hvad er det farlige? Det farlige er stilheden. Den stilhed der pludselig gør det muligt at lytte. Lytten til en anden virkelighed end den vi hele tiden hektisk selv skaber om os. Overhovedet det at stoppe op er farligt. For det betyder at vi kommer til at stille spørgsmål til det liv, vi lever.
Hvad er det vi hører? Det er en røst, en stemme. Maria hørte Jesus. Det gør vi ikke - ikke umiddelbart. Vi har en bog hvor nogle har skrevet ned ord, han har sagt. Men det er ikke hans levende stemme. Levende stemme er det først når vi taler sat i gang af det, som han sagde og gjorde.
Og ad den vej hører vi så Jesu stemme fx. når vi taler gennem salmer og lovsang. Det vil sige vi stopper op: takker for skabelsens under, for kærlighed, for dødens overvindelse. Men tænker vi så ikke også på det i skaberværket, som ødelægges? Og tænker vi ikke på den fattigdom der er, når kærligheden er trængt væk. Og tænker vi ikke på den svære død, som mennesker der elsker og holder af, ikke kan undgå at erfare.
Jesu stemmer taler - også gennem vores bøn. Også bøn er lytten. Vi bryder vores bobleunivers ved at turde bede ud over det enten meget eller lidt vi selv kan.
Vi hører også stemmen gennem bekendelsen. Ikke specielt og kun gennem trosbekendelsens ord; den er blot én udformning af dette at vi bekender os til, men den bekendelse som hele gudstjenesten er: der er noget, en magt, et grundlag udenfor os, som bærer.
Gud som skaber. Ophav til den skabelse, som vores lovsang gælder, men også den, som kalder på tvivl: der sker så meget meningsløst. Der hvor vi overfor virvaret af godt og ondt i Guds skabte verden spørger hvorfor? Men allerede det ikke at tage ting for givet, men at der i al tvetydigheden er en magt, der kan spørges om hvorfor, er et livgivende uro-moment i en verden, der ellers forstener.
Gud som søn. At Gud er en magt der forbinder sig med alt det brudte, Gud fik barn - og får børn - nemlig hvert eneste menneske, der tror - i denne verden. Det er en nærhed: foruroligende, hvis man løber fra den, og ikke vil se Guds barn eller Guds billede i sig selv og i det andet menneske - hvem det nu end er. Hvile og begyndelsesgrund til bevægelse mod det andet menneske, når man tror det og vil se det.
Gud som ånd. At Gud er en livsopbyggende og forbindende magt, igennem et så levende element som ånd: først og sidst, tror jeg, i samtalens ord, hvor ånden altid er lige så meget hos den, du taler med, som den er hos dig selv.
Det at lytte er farligt. Samtale er farligt. For samtale og lytten er bevægelighed - og mulighed for at man bevæges derhen, hvor man ikke på nogen måde forudser at man skulle komme. Men det farlige er det nødvendige. Uden dør vi en død i hektisk uro, flugt eller fortrængning.
Men tør vi lytte så finder vi en hvile i al bevægeligheden. Det fortæller Maria os idag.
Amen.
|
|
|
|
