"Point of no return" er et udtryk, vi kender fra flykatastroferomaner og film. Katastrofen er ved at indtræde, det spændende er, om der mulighed for at vende tilbage, eller punktet er passeret og man må fortsætte fremad, ofte med et minimalt håb mod alle tænkelige odds. Man lever sig ind i at sidde i den sære tunnel fremad, som et fly er, nu altså en tunnel, man ikke kan vende tilbage fra, men hvor man er på vej ind i døden.
Døden er et point of no return. Nogle få har haft oplevelser af at komme tilbage, i øvrigt ofte fra en oplevelse af at bevæge sig gennem en tunnel. Men som regel vender ingen tilbage fra døden og de efterladte modtager ingen informationer fra på den anden side af "point of no return".

Lazarus var forsvundet ind i døden. Ind i gravhulen. Så eftertrykkeligt at man var overbevist om at han ville stinke, hvis man åbnede derind. Ikke bare var ånd og sjæl væk, men den fysiske opløsning var sat ind. Når livet er væk, og den krop som liv eller sjæl holdt sammen på, er under nedbrydning, så kan ingen menneskelig magt vende processen.

Jesus kommer. Vennen Lazarus er død. Martha er overbevist om Jesu særlige forbindelse til Gud. Hvad han beder om, vil ske. Jesus siger, at Lazarus skal opstå. Det er Martha ikke i tvivl om. Hun har sikkert så mange gange før drøftet det med Jesus, når han er kommet forbi. Han skal opstå fra på den yderste dag. Når tiden har nået sin ende, skal alting genoprettes. Så er det at Jesus - uden at modsige det - samtidig vender det til en voldsom nutidighed: "Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø". Opstandelse er ikke bare engang hinsides al tid og den enkeltes fysiske død - den er nu.

Jesus er vred på døden. Da han ser Marias sorg, og de andres gråd, bliver han opbragt og kommer i oprør. Bryder selv i gråd. De andre ser måske ikke så meget hans vrede som hans sorg: Se hvor han elskede ham. Men Jesus er vred. Vred over dødens virkning. Vred over den virkning som er sorgens væsen: at man står med en kærlighed, man ikke kan komme af med. Jesus bagatelliserer ikke døden. Den er al vrede værd.

Men så er det han viser noget, som skal overvinde sorgen, og overvinde rædslen for det endegyldige "point of no return". Han kalder Lazarus ud. Der var tilbagekomst. Jesus ville denne ene gang vise at det, som er endegyldigt for os, ikke er endegyldigt for Gud. Den Gud, som bagfra og forfra omslutter et menneske (Sl 139), omslutter det også i døden. Bagfra - fra den tid der er gået, og som vi ikke kender til kan vendes - og forfra, med en fremtid, som vores forståelse ikke kender, men som er Guds. Mørket er ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset. Jesus viser det ved at lade det umulige ske, Lazarus vender tilbage.

Denne ene opvækkelse ændrer ikke ved at døden stadig findes. Vi lever stadig på én måde med tiden som en endelige række punkter - som hver især er et "point of no return" - vi kan ikke spole vores liv tilbage som en anden videofilm henover noget, der er sket, og så få et nyt forløb frem. Selv om man nogle gange måske brændende gerne ville.

Men denne ene opvækkelse er en forudgribelse af disciplenes erfaring og møde med Jesu opstandelse og den ændrede ved, at vi tror at tiden og døden, som vi kender dem, er det eneste og endelige der findes. Der findes en anden måde - noget som vi ikke så godt kan kalde tid, fordi det forstår vi kun som fremadskridende - så derfor hedder det evighed.

"Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø".

Dø skal vi - og miste skal vi - men aldrig i evighed. Det er ikke det endegyldige. Guds tid, Guds kærlighed, er ikke afhængig af, hvad vi måtte mene om den. Og vi kan have hvilet i den tro, eller måske pludseligt, måske langsomt, været eller blive grebet af den, af tillid til at den er der - og det står så som det eneste selvfølgelige. Og så gælder det: "den, som tror på mig, skal leve om han end dør".

Selv i sorgen opdager vi, at kærlighed kan vi altid komme af med. For det første tror jeg, at den når den, som sorgen gælder - selv om vi ikke kan erkende det. Det hænger sammen med at evighed er noget andet end vores tid. For det andet kan vi opdage, at kærligheden finder nye kanaler - ikke i samme form, men med samme rod, - og der er altid nogen der kan tage i mod, og således kan træde i stedet for den, som vi ikke længere direkte kan mærke nås af vores kærlighed.

Dette er en skrevet prædiken - til Kristeligt Pressebureaus prædikener.

Jeg kan ikke huske om den også har været holdt.