Teksten denne uge's Prædikensamling

Der vil være prædikener af andre, jeg er faldet over i en eller anden sammenhæng, som ikke ligger digitalt andre steder. Jeg har valgt at bringe dem - altid med forfatterens tilladelse - fordi jeg finder at der er tale om prædikener, der kan være til inspiration, gode eksempler på særlige former måske, eller teologiske indfaldvinkler, som ikke nødvendigvis er mine, men som jeg finder det værd at forholde sig til.

Og så er der redaktørens egne prædikener. Som regel ret gamle, fordi jeg de sidste 7-8 år næsten kun har holdt prædiken uden egentlig manuskript - men hist og her vil der også være skitser, som jeg skønner er udførlige nok til at være til inspiration. Prædikensamlingen vil rumme prædikener, som jeg synes kan have elementer, jeg selv ville kunne bruge i dag - og som der derfor er henvist til fra Teksten denne uge. Der kan også være egne prædikener, som måske viser, hvordan jeg i dag synes man ikke skal gøre det! I så fald er det anført i en kort introduktion.

23. s.e.trin 1990/1984

Sthens kirke, dåb

Vi er med fortællingen om enken i den sidste uge i Jesu liv. Evangelierne fortæller, hvordan Jesus færdes en del i Jerusalems Tempel. Det tempel, som kong Herodes havde gjort så stort og så prægtigt, at det godt kunne konkurrere med de romerske og græske templer rundt om i Mellemøsten. Det tempel, hvor man for en del udnyttede mennesker mere end man tjente Gud. Dagen i forvejen havde Jesus rasende ryddet tempelgården for kræmmere og vekselerer.

I dag, inden den begivenhed, som dagens evangelium fortæller om, finder sted, har han netop holdt en brandtale for en stor skare mennesker: En advarsel mod den økonomiske råddenskab, som gemte sig bag folkets lederes pæne og også fromme ydre. "De opæder enkers bo" havde han sagt. En skrap beskyldning. Enkerne var nogle af de ringest stillede og mest værgeløse i datidens samfund hvis de ikke lige tilfældigvis havde en velvillig og tilstrækkelig velhavende familie til at tage sig af dem. Det var stærke sager at tillade sig at udnytte dem; og måske tænker han lige så meget på hvordan deres bo bliver opædt åndeligt eller psykisk ved at de fik at vide: "Det er nok deres egen skyld; de har nok fortjent at det er gået dem sådan." Sådan lå det i hvert fald ikke langt fra de skriftkloge at tænke.

Gud er enkers og værgeløses værn hedder det i GT. Og de som truer dem, som er under Guds beskyttelse, er under en hård dom. Vogt jer for dem, bliv ikke som dem det var noget af indholdet i Jesu tale til skaren i tempelgården.

Og nu har han bevæget sig lidt væk fra mængden og sætter sig lige overfor tempelblokken. Tempelblokken var et indsamlingssted. Der var tretten store tragte, som man kunne lægge penge i de 7 gik til templets drift, de 6 gik til de fattige.

Det har været påfaldende at han satte sig her lige efter de hårde ord. Det har varslet ilde for den gode ro og orden. Men han sidder altså og ser. Ser hvordan der lægges penge i blokken. Vi kan forestille os, hvordan han har tænkt: her lægges så en del af de penge, som financierer hele hurlumhejet det som skulle være Guds hus. Og han ser, ser netop en enke lægge sit bidrag han ser, at hun lægger alt hvad hun ejer.

Set ud fra al fornuft er det absurd, det hun gør. Men Jesus ser pludselig noget har plads i hende, som kan og skal have plads i et menneskeliv det skal også have plads, hvor alle ydre forhold er urimelige. Han ser i hende en uendelig stolthed og værdighed. Hun vil ikke finde sig i at være intet. Hun vil også give. Hun vil give det lidt, hun har.

Der er jo netop andre end enken, der giver ved tempelblokken. De giver af deres overflod; de har deres på det tørre.

Giver de, fordi de gerne vil døve lidt på et ubehag over at andre ikke er så begunstigede som de? Sandsynligvis ikke. Det er en moderne problem stilling det kræver nok en kultur, der har levet med kristendommens ganske vist ofte fortrængte rigdomskritik i mange generationer, og som dertil har haft næstekærlighedsbuddet som det vigtigste bud. Vi giver ofte af dårlig samvittighed.

Dengang har de store givere snarere villet understrege forskellen: Der er andre, som er afhængige af deres gaver; og ved at give for Guds ansigt, i templet, så bekræftes det for Gud og hvermand og dem selv at det er Guds vilje at forholdet er sådan. Rigdom og det at have Guds velbehag hang nøje sammen. Det kunne godt resultere i gavmildhed, flotte gaver. Men midt i alt det flotte var der en tilbundsgående gerrighed: værdigheden, respekten beholdt den rige mest muligt for sig selv, ja, man understregede den så meget man kunne.

Gerrighed blev senere en ad den katolske kirkes 7 dødssynder. Med god grund. For gerrighed ødelægger liv. Først hos dem, som gerrigheden udbytter, naturligvis; men dernæst ødelægger gerrigheden også livet hos den gerrige selv. Den gerrige tør ikke stole på noget menneske, kun på sine egne vurderinger og midler. "Enhver er sig selv nærmest" bliver grundholdningen, og den gerrige tror at andre er ligesådan. Den gerrige bliver i sin mistænksomhed fundamentalt ensom.

Risiko for at fanges af gerrighed i en eller anden forstand: vi lever let os selv nærmest og ikke mere. Men der er altså en anden mulighed. Det er at handle som enken.

Det var ikke det gode formål, som gjorde hendes handling god; formålet med pengene, som endte i tempelblokken, kunne være betænkeligt nok. Det gode var, at hun ikke beholdt noget for sig selv: hun gav hele sit eje. På græsk står ordret: hun gav hele sit liv og det kan forstås som det hun havde at leve for; men der ligger uden tvivl mere i det: Jesus ser at hun, så lidt privilligeret, hun er, har den værdighed og stolthed, at hun kan give det hun har, sig selv, sit liv.

Kræves det af os, at vi giver hele vores eje væk, altså alle de store og små rigdomme, vi har, for at vi kan være hele og gode mennesker? Det er gennemgående svært ikke at forstå Jesus sådan. I det mindste må vi forstå vores rigdom, det vi måtte eje, materielt men vel også åndeligt, ikke er noget vi har, for at have det for sig selv; målet med det vi har er at det skal være for andre.

Det er svært ikke også at mene, at vi i fællesskab skal hjælpe hinanden med at nogen ikke for let ender i urimelig overflod, mens andre samtidig af økonomiske grunde går til psykisk og socialt. Altså blive ved med at føre en fornuftig fordelingspolitik.

Men bortset fra de konsekvenser, vi hver især må drage i vores liv, så vil evangeliet kalde os ud af gerrighedens ensomhed. I dag blot ved at vi får lov til at se med Jesu øjne. Se at noget andet er muligt, med enken som eksempel. Lige meget hvad, så er der et "sig selv" at give.

Igennem hendes billede ser vi et andet: nemlig det "sig selv", som Gud gav et par dage senere på korset.

Til syvende og sidst kommer al gerrighed af angst. Det gælder såvel den materielle gerrighed, eller den gerrighed, der for at holde på egen værdighed, ringeagter andre direkte eller indirekte. Den kommer af angst for at miste.

Den angst får et modspil i de begivenheder, der følger efter Jesu foruroligende optræden i templet. Han blev henrettet for kompromiløst at være helt menneske. Så kompromisløst og helt at de nærmeste måtte bekende: Du er Guds søn.

Se, enken var også kompromisløs, gav sig selv helt; men hun sagde ikke så meget; Gud skulle til, før nogen fik øje på hende. Jesus sagde noget, gjorde noget, tvang mennesker til at bekende kulør, var Gud, som fik mennesker til at se menneskelighed. Han blev offer af den grund.

Men da mennesker først havde fået åbnet øjnene, forstod de det, de havde været vidne til: Det betød alt sammen at Gud gik forud i det at miste; enken var kommet dertil i sit liv, hvor hun ikke havde andet at tro at Gud var der som den værgeløses værn; de andre havde alle deres lille eller store angst eller gerrighed holden på sig selv, men de så, hvis de ellers kunne se, at deres angst var unødvendig: Gud er i tabet, i smerten, i døden; hvorfor så frygte at give sig selv sit liv helt i det at leve.

Vi bliver nok ved med at pusle med kompromis'erne. Mellem det vi skal og det vi synes vi kan. Men vi ved og tror at der er en kraft, der i det mindste kan trække dem den rigtige vej: en kærlighedskraft, som kender værdien af det, som den ringeste giver; som nok også ud af kompromis'ernes grå masse kan skille de småmønter ud, som kan bruges til noget godt. Kærlighedskraften hedder tilgivelse derfor kan vi droppe angsten den hedder tilgivelse eller i næste salme: Nådens rige fylde: Det er den fylde, guddommelige se-evne, som kan skabe himmelspejle af de småmønter vi har af værdi. Det drejer sig meget om overhovedet at öseò det og så tro det.

O, du som skabte hjerte mit, det dybe underfulde, o, dan det efter hjerte dit,til himmelspejl i mulde, så jeg langt mer end selv jeg ved kan lære af din kærlighed om nådens rige fylde.

Amen.
Kommentar 2018: Denne prædiken forsøger på engang at fastholde den kristologiske sammenhæng og et socialetisk perspektiv. Et perspektiv eregentlig godt indfanget i den tekstsammenhæng, som de vise fædre i Norge har sammenstillet: Epistelen er 2. Kor. 8,9-15 Den indleder kristologisk og munder ud i "..det skal være likhet". Og umiddelbart tekstligt sært tager de den sidste linie om Kristus spørgsmålet med som indledning til fortællingen den fattige enkes skærv.