Theol-p's forside - Oversigt søn- og helligdage -

Teksten denne uge's prædikensamling / tekstovervejelser / temaudpluk af flere prædikener Regin Prenters grundtvigske prædikener Her er der tale om en kommenteret citatmosaik ved Villy Klit-Johansen fra Prenters genudgivne Ordet og troen, Prædikener fra Branderup Kirke" fra 2021. Bragt oktober 2024 på Facebook-gruppen: Grundtvig - inspirationen fra den gamle. Se mere her j Det er meget interessant, at professor Regin Prenter i de prædikener, han holdt i Branderup Kirke i midten af 70erne, forkynder helt og holdent grundtvigsk om dåben. Han prædiker ud fra Grundtvigs dåbspagtsteologi, som Grundtvig fra og med den “mageløse opdagelse” i 1824-25 har fået øjnene åbnet for i det lutherske dåbsritual. Alt hvad Grundtvig skrev efter den tid i et utal af salmer og dybtborende artikler er gennemsyret af denne befriende opdagelse. Regin Prenter havde dette syn som udgangspunkt for sit arbejde med dåben og hele kristendomsforståelsen. Det er et syn, der flytter vægten fra teologernes fortolkning af Bibelen til Herrens levende ord i dåben og nadveren. Det er i virkeligheden udgangspunktet for Grundtvigs folkelige syn. Grundtvig vidste jo, at her kunne børn og jævne folk være med. Levende kristendom var overleveret fra slægt til slægt netop ved døbefonten og nadverbordet - helt bortset fra “de skriftkloges” skiftende tankekonstruktioner. Prenters grundtvigske, pastorale omsorg for “de små” kommer frem i prædikenerne fra Branderup-tiden. Det første eksempel findes i prædiken til 1. s. e. h3k, s. 21 ff.: “Når Guds rige hører de små børn til, hvem kan da sige nej, når de beder om dåben …? Den bøn fremføres på barnets vegne af dets forældre.” Uden polemik - polemik hører ikke hjemme i en prædiken - lader Prenter som om, den indledende bøn i ritualet stadig er den fra Luthers 1525-ritual, der stod i dåbsritualet indtil 1912. “Jeg råber til dig over denne N. din tjener, der beder om din dåbs gave … giv nu det gode til den, som beder …” Hele den drastiske omstøbning af ritualet og dermed forståelsen af dåben, der for alvor begyndte med statskirkepietismen i 1700-tallet, og som kulminerede med ritualet af 1912, ser Prenter bort fra. Han prædiker luthersk-grundtvigsk om dåben. To citater mere fra samme prædiken: “Han [Jesus] vil kalde os barnedøbte tilbage til vor dåbs pagt. Han vil hjælpe os til at blive på den vej, han selv har banet for de små fra dåben til Guds rige. Også de store skal blive på den vej. Det er det, vi siger til vore konfirmander, når vi bekræfter dem i dåbspagten.” Konfirmationen er for Prenter ikke konfirmandens eget bevidste svar på troens ord, som forældrene svarede i sin tid ved døbefonten. Så stor betydning tillagde Grundtvig (og Prenter) ikke den voksne bevidsthed. Konfirmationen er intet andet end menighedens bekræftelse af dåben. Der skal ikke en ny kirkelig handling til, for at dåben kan “virke”. Derfor skal konfirmanden ikke højtideligt stilles et eller andet mærkeligt spørgsmål, som han/hun besvarer. Og det sidste citat fra denne prædiken: “Vi frelses ikke ved dåbsakten, men ved dåbspagten, som sluttes mellem Gud og os ved dåbsakten.” Det er selve kernen i Grundtvigs mageløse opdagelse. I prædikenen til 3. s. e. h3k, s. 29: “Vi beder: “Herre, bevar os, sammen med den lille dreng, der i dag skal døbes i vor kirke, i den tro, du føder os påny til at leve i ved den hellige dåb. Bevar os i den tro, du som et sennepskorn sår i os ved døbefonten.” Prenter kunne aldrig komme bort fra Grundtvigs dybe forståelse af den uløselige sammenhæng mellem Ordet og Troen. Som Prenter et sted skriver: “Troen er slet ikke noget, vi kan gøre til vor ejendom, i en større eller mindre portion. Den tro, Jesus taler om, er noget andet end det, apostlene og vi mener, når ordet tro lyder.” Troen er den tro, som Kristus ved sit ord giver os (sår i os) i dåben. 2. påskedag, s. 69: “Når den Opstandne kalder os ved navn - og det gjorde han, da han sluttede pagt med os i dåben - da løskøber, dvs. frier han os ud af den fortabelse, hvori vi befinder os, da giver han os magt til at kalde ham vor Herre.” Ja, dåben er ikke vandet alene, dåben er dåbspagten, Herrens levende ord og hjertets ja til det. 1. søndag efter påske, s. 72: “Da Fadervor under håndspålæggelse var overgivet os som Herrens og vor fælles bøn, altid hørt af Faderen i himmelen, da lød til sidst ordene: “Fred være med dig!” Igen forudsætter Prenter det lutherske ritual fra før statskirkepietisterne gjorde sig til herrer over dåben. Det var det lutherske ritual, som Grundtvig digtede sine salmer på. I det kom Fadervor uden fantasifulde præstelige regibemærkninger lige efter ordene fra “børneevangeliet”: “Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Derefter skulle præsten lægge hænderne på dåbskandidatens hoved og bede Fadervor, der altså i sammenhængen forstås som Herrens ord til den, der døbes. En overdragelse, der giver ret til sammen med Jesus at være Guds barn og tale til hans og vor himmelske Fader. Efter dåbspagten, vanddåben og menighedens bekræftelse af dåben sluttede dåben, som Grundtvig kendte den fra det lutherske ritual, særdeles virkningsfuldt med Jesu ord: “Fred være med dig.” 20. s. e. trin, s. 122-123: Til sine vordende mordere siger Jesus til sidst: “Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.” Hvad er det for et folk? Det er alle dem, der i tro på den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus bliver døbt til hans navn. Og hvad er det for frugter, dette folk bærer? Det er alle de nye mennesker, som ved troen og dåben, slægt efter slægt, lukkes ind i Guds rige.” Igen en meget grundtvigsk formulering. Kirken som et folk. Troen og dåben; de to ord står hos Grundtvig ALTID i den rækkefølge. Det er der nok en pointe i. —-------- Det er da interessant, at Prenter prædikede ud fra det lutherske ritual, som Grundtvig skrev sine salmer på. Og altså uden polemik, fordi polemik slet ikke hører hjemme i en prædiken. Tilhørerne har sikkert ikke bemærket denne særlige side af Prenters forkyndelse, ligesom en læser let vil kunne overse den. Det, der betyder noget, når vi er til gudstjeneste, er jo at høre evangeliet og blive opbygget af det. Gad vidst, hvad Prenter ville have ytret i forbindelse med det aktuelle arbejde med dåbsritualet! Plads i dåbskommissionen vil han næppe have fået. Dertil var han nok for grundtvigsk.