Boganmeldelse Desmond Tutu: Gud er ikke kristen og andre provokationer Anmeldt af Kristen Skriver Frandsen < Til skriftindekset < Forlaget Boedal har velvilligst tilsendt Teksten denne uge Desmond Tutus bog ”Gud er ikke kristen og andre provokationer”. Det var på redaktørens forespørgsel med henblik på at Teksten denne uges brugere så vil møde Tutus bibelbrug og prædikener relevante søndage, hvor han forholder sig til teksten. Dertil også at bringe en kort anmeldelse. Bogen udkom 2012 og allerede i 2014 kom andet oplag. Der er tale om fyldige, tematisk ordnede klip fra Tutus prædikener og taler ved John Allen. Der er først og fremmest tale om religions- og politisk- eller som det nu hedder offentlighedsteologi. Jeg kan først bare sige: Det er længe siden at jeg har brugt et par dage på i stort set et stræk at læse en teologisk bog! Next Christendom Tutu er til en vis grad en repræsentant for det som Philip Jenkins definerede som ”Next Christendom” – kristendommen i den tredje verden. I forhold til en del vestlig teologi er det en ”revival” af brug af bibelen. Jenkins skriver at The Next Christendom er karakteriseret ved en bibelbrug, som i vestlige teologiske øjne synes fundamentalistisk, men som snarere kan kaldes en selvfølgelig forståelse af bibelen, dens ord, som ligefrem tolkningsnøgle og vejledning i den/de kristnes liv. Ikke bare hverdagsliv med dets eksistentielle kriser - men også det politiske liv. Karakteristisk – også for Tutu – er at GT har næsten lige så stor vægt som tolkningsnøgle i livet og samfundet som NT – selvfølgelig forstået i lyset af Kristus. For Teksten denne Ugen er bibeltolkningen særlig relevant – da brugerne vil møde den løbende. Gudbilledligheden Provokationer: for nogle (mener nok både udgiveren og Tutu selv) er titlen ”Gud er ikke kristen” provokerende. For dem som har en forståelse af Gud og ethvert menneske skabt af Gud i Guds billede er det vel ikke så provokerende endda. Det er netop et nøgleskriftord for Tutu – at være skabt i Gudsbillede har for ham ikke bare har noget at sige i et land med apartheid mellem mennesker af samme tro men forskellig hudfarve, men også i forhold til andre religioner og i forhold til social ulighed. Samtidig hævder han at det at være patriot er afgørende vigtigt. Det kunne være provokerende for andre! Patriotisme ”Vi må være patrioter, der elsker vores lande lidenskabeligt, som Israels profeter elsker deres land og deres folk. Vores kærlighed bør inspirere os til kun at ønske det bedste for vores land, være involveret i en ægte udvikling, så mennesker kan gå ind i en ægte udvikling, så mennesker kan gå ind i den helhed, som Gud har planlagt for dem, så de kan nyde livet i det sprudlende overflod. Kristus sagde selv: Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod” (s. 73). - Og overfloden inkluderer ingen fattigdom, ingen foragt af andre for status, race osv. Det er en særlig patriotisme, som ikke interesserer sig meget for vilkårlige landegrænser, men drejer sig om det land man af Gud har fået at leve i. Der skal den kristne kæmpe for Guds plan med menneskene – at de skal leve i fred (shalom / sa’alam – som han af og til vedføjer) og gensidig agtelse. Lidelse og overflod Den kamp kan føre ind i lidelse. At kristne og kirken skal være beredt til at lide for sin sag er en anden grundlæggende tanke hos ham – provokerende for de fleste danskere, da den ligger os så fjernt, og vi ofte forbinder fordringen med en slags afkaldskristendom. Men lidelsen har bestemt ikke sig selv eller afkaldet som mål hos ham. Kristus sagde at han er kommet for at ”de skal have liv og overflod” – de, fårene, er menneskene han er kommet for at frelse. Tutu bruger dette citat flere gange. Det er karakteristisk for ham: Frelsen har sin dennesidige plads – og det er tro på den han appellerer til. Kristus overvandt døden, opstod fra de døde og vi skal vandre et nyt liv – her blandt medmenneskene. Igen og igen peger han på at Gud gennemfører sin plan, overvinder undertrykkelse – peger på konkrete eksempler – både fra bibelen og samtidshistorien. Og med meget konkrete beskrivelser af hvordan overfloden tager sig ud. Da han samtidig fortæller så klart om de umenneskelige overgreb, der har fundet sted i eget land – og det er streng kost også for den som mener at have fulgt med i Sydafrikas historie, mange kom jo aldrig frem til vendepunktet med liv i overflod, men døde i lidelse og foragt -, så savner jeg formuleringer af en teologi, som udtrykker håbet om en hinsidig genoprettelse. Jeg er egentlig ikke i tvivl om at han har den. Men han er så bange for den teologi, som fra en etableret position anviste den lidende til frelse efter døden, og som derfor ikke ser den fantastiske forpligtelse som ligger i, at mennesket er skabt af Gud til og forløst til at udfolde i verden, at han helst kun vil udtrykke frelseshåbets dennesidige side. En slags overflodsteologi som dog mindst af alt ligner ”fremgangsteologi”. Sort teologi Gudbilledligheden er vigtig hos ham. ”Gud Immanuel” en anden vigtig forståelse. Gud med os – ikke så meget som fx ved vandringen til Emmaus, rolig trøstende, udlæggende skriften (det er Gud uden tvivl også) – men mere som den lysende, fjerde person sammen med Daniel og hans to venner kastet i den gloende ovn – den som er med midt i den dybeste smerte og pine – og frelser ud af den. Han kan tale om Gud som den svage Gud, men kun samtidig også som den almægtige Gud, som træder ind i de svages sted. Han karakteriserer ”Gud er død teologi” som tankeøvelser som muligvis er nødvendige for den hvide mands forståelse af sig selv og verden – men uvedkommende i den virkelige verden med dens lidelse og kamp – og Guds sejr(e). Han giver sin og andre afrikanske teologers teologi navnet ”Sort teologi”. Den har klart stærke lighedspunkter med den sydamerikanske befrielsesteologi. Det politiske engagement Det er alment kendt og godt fulgt i bogen, hvordan Tutu aldrig bliver partisoldat i politik eller kirkelig sammenhæng – hverken hjemme eller ude i verden. Fx har han altid et stort hjerte for jøderne, som Guds særlige folk, og som i Sydafrika var en stærk støtte i anti-apartheidskampen, men så, uanset dette, bliver han efterhånden en stædig kritiker af Israel og dets regerings politik i forhold til palæstinenserne (og i øvrigt Israels stærke forbindelse med apartheidsystemet i Sydafrika), og har et skarpt øje for apartheiden i Israel også. Hans indsats for og vægtlægning på sandhed og forsoning i enhver fredsproces og genoprettelsespolitik er han med rette berømt for – og den er dybt bibelsk/teologisk forankret – klart aftegnet hvordan i bogen. Inspirationsmulighed Hele konceptet bag bogen, især det stærke fundament i bibelbrug, vil løbende kunne være inspiration for prædikanter i en meget anden sammenhæng – og alligevel i den samme verden som Tutu var i og hvis tanker stadig har sin stærke virkning i. Et citat mere: ”En god teologi må anerkende sin egen indbyggede forældelse. Gud taler til os, som vi er, og vores teologi bliver filtreret gennem, hvem vi er” (s. 131) Kristen Skriver Frandsen Indeksering på Theol-p. Jeg har til bogen lavet en indeksering af brugen af bibelen. De fleste steder er angivet i bogen, men en del har jeg set underforstået refereret til i teksten. Modsat de fleste andre indeks her på Teksten denne uge, har jeg ud for hver reference konsekvent sat en overskrift, ofte bare for skriftstedet, men nogle gange med et signal om hvordan Tutu bruger det. Der er det traditionelle indeks ordnet efter bibelskrifterne. Jeg har dertil lavet et indeks som følger rækkefølgen brugt i bogen – med en opdeling efter bogens fire hovedafsnit. Det giver en anden vinkel så man oversigtligt kan orientere sig om Tutus bibelbrug. Som altid kan man umiddelbart klikke på bibellink, og læse skriftstedet i dets sammenhæng på onlinebibler, dansk – norsk – og Lutherbibelen 1545 (og herfra et væld andre) Til bibelindekset