Anmeldelse  Når kærlighed dømmer Den kristne tro på alles frelse Lars Sandbeck Eksistensen 2024. Bogen kan bestilles her Anmeldelse ved Kristen Skriver Frandsen [Skriftindeks med overskrifter – let at orientere sig i Sandbecks bibelbrug] Det er vanskeligt at anmelde en bog, der allerede har været anmeldt eller kommenteret af adskillige – i særdeleshed vist på de sociale medier (specielt Facebook), men jo også fx i Kristeligt Dagblad. Nogle tager skråsikkert afstand uden at have læst bogen. ”Det er ikke nødvendigt” – blot udfra underoverskriften at vide at hovedsynspunktet i bogen er at det ikke giver mening i en ordentlig kristendom at tale om evig pine og fortabelse. Bogens hovedanliggende er netop at diskutere om det kan være sand kristen tro at mene at mennesket står til enten evig fortabelse i helvedes pine eller evig frelse i paradisisk salighed – altså om der er definitivt enten den ene eller den anden udgang af hver eneste individs liv. Eller om sand kristen tro er at mene at alle bliver frelst. Vi kan med bogen kalde det første en partikularistisk/individualistisk frelsesforståelse – den anden en universalistisk/kollektivistisk – eller relationel. Forskellene i de to begreber drøftes grundigt. Og synspunktet er at selvfølgelig frelses alle – ellers hænger kristendommen ikke sammen. Til de fleste præstearbejdsværelser løber forfatteren Lars Sandbeck åbne døre ind. Det tror og mener de fleste præster i Danmark nok i forvejen – det véd Sandbeck godt (s 89)*. Men energien til at udforske en ret omfattende litteratur om sagen kommer nok af at vores forpligtende (?) bekendelsesgrundlag, Confessio Augustana, jo utvetydigt taler om evig pine og fortabelse – og så det at læren bliver brugt til lidt kætterjagt. Egentlig vel knap for at få smidt Lars Sandbeck og konsorter (de/vi er mange) på bålet eller fyret – men især for at bekræfte for sig selv: vi er de rigtige – eller mere respektfuldt sagt, CA 1530 er sandheden, parallelt med bibelen selv. Et mærkeligt sandhedsbegreb, værd at gå i kødet på. Lars Sandbeck argumenterer i meget høj grad. Og grundstrukturen i argumentationen er: Evangeliet kan samles i ordene fra 1. Johannesbrev ”Gud er kærlighed”. Så giver det ikke mening at Gud, alles skaber, lader nogle, endda de fleste af sin skabninger, skabt i Guds billede, underkastes evig pine. Omhyggeligt diskuteres Guds frelsesvilje – som er at alle skal frelses – hvem har så begrænsende magt i forhold til Gud? Det kan være nyttigt endnu engang at tænke igennem. Så alene af den grund kan bogen anbefales. Mest inspirerende er præsentationen af det ”andet” spor i frelsesforståelsen i kirken – overvejende den østlige kirkes – og nogle af de tidlige kirkefædres. Stærke, gode citater, som vi sjældent stødte på under studiet – men som måske alligevel har påvirket dansk teologi gennem Grundtvig. Tør man sige ubevidst? Her er der vitterlig inspiration til nytænkning at hente. Sandbecks bibellæsning er omfattende og værd at forholde sig til – og det vil brugerne af ”Teksten denne uge” løbende blive sat på sporet af i forhold til frelsesforståelsen i kirkeårets enkelte perikoper. Enhver præst ved at det er en udfordring at have visse domstekster som tekst til en gudstjeneste med mange ikke så kirkevante i kirke. Dåbsgæster for eksempel. Konfirmandforældrevelkomst. Jeg har læst ikke så få prædikener der begynder lidt i retning af: ”Efter at have hørt dagens evangelium kan man forstille sig at mange umiddelbart vil opleve den fordom bekræftet, at henne i kirken taler vi altid om dom og risikoen for evig fortabelse, MEN…. (En homiletisk og kommunikationsstrategisk(!) dårlig begyndelse, men forståelig. Den i vores del af kirken eksisterende lære eller mening, fortabelsens mulighed med konsekvensen evig pine for de mange (fleste), imødegås frontalt i Sandbecks bog. Han er ikke den, som lægger fingrene i mellem, ikke i forhold til dem vi har lært at respektere som kirkehistoriske fyrtårne (Augustin, Luther, Prenter(!) m.fl., men heller ikke i forhold til mindre prominente debattører i dag . Det er også sund og til tider underholdende læsning. Sandbeck slutter sin bog sådan: ” Men uanset om der fandtes mange eller få frelsesuniversalistiske teologer i oldkirken, uanset om “adskillige, eller rettere de fleste” troede på efterlivsstraffenes tidsbegrænsede varighed og alle menneskers udfrielse fra helvedes flammer, kan sådanne historiske oplysninger ikke hjælpe os i vores egne bestræbelser på at finde ud af, hvad vi selv bør tro og mene om Guds ultimative formål for verden og menneskeheden. Uanset hvad tidligere tiders teologer mente, bringer det os ikke ét eneste skridt nærmere på en besvarelse af de afgørende teologiske, moralske, sjælesørgeriske og eksistentielle spørgsmål, vi må stille os selv, når vi forsøger at tage stilling til det kristne håb og den kristne frelsesforståelse. Denne bog har været mit bud på et svar”. Sandbeck kører dog selv ad to spor: Dogmatisk, teologisk deducerende ud fra grundforestillingen ”Gud er kærlighed”. Men det står ikke alene. Han diskuterer jo energisk med hvad tidligere tiders teologer mente – og henter ikke så lidt positivt til egen frelsesforståelse – og stof til at argumentere mod evig fortabelsesforståelse. Søgen efter sandhed i teologisk forståelse er vel altid i samtale med både tradition og samtidige. Det er for omfattende at omtale de mange eksempler, der er i bogen  – men jeg nød et par sider hvor Irenæus, Grundtvig, Wingren og Moltmann, bringes til at tale sammen som venner i lys. Bogen er god at bringe sig selv i samtale med. Den er temmelig polemisk. Det provokerer, men er først og fremmest tydeliggørende. Den refererer til omfattende viden og tolkninger – værd at forholde sig til. Så det endnu en af de bøger jeg vil anbefale med ordene: Den bør ligge på enhver præsts skrivebord til den er læst. Dernæst stå på reolen. Flittige brugere af Teksten denne uge vil, hvor det falder for, støde på henvisninger til den. Januar 2025 Kristen Skriver Frandsen Note:  *Det er til gengæld mit klare indtryk, at langt hovedparten af folkekirkens præster ikke betjener sig af sådanne strategier, hvilket for mig at se indikerer, at de ikke tror på den dobbelte udgang – eller i det mindste at denne lære ikke spiller nogen nævneværdig rolle i deres kristendomsforståelse og forkyndelse. s. 89 i bogen. Appendiks om at forholde sig til kirkehistoriens store – med et par eksempler. Anmelderens diskussion af sagen. Kirkehistoriens store skal ikke dyrkes – MEN de skal elskes i Grundtvigs erkendelsesteoretiske forstand: Den har aldrig levet, som klog på det er blevet, som først han havde ej kær”. Nej, Luther skal ikke dyrkes for sine meninger om jøder, evig fortabelse og et par andre ting, men elskes for sin egen kamp for at forstå evangeliet, som åbenbaring og trosgrundlag. Når Sandbeck går hårdt mod Luther-meninger – så handler det meget om de briller han mener bekendelsesfundamentalisterne har prøvet at forsyne os med. Og bogen viser at Luther ikke kan tales fri af et ansvar for at den angst for fortabelse, han selv kæmpede så desperat med indtil han fandt sine forskellige ”solae”, gratia, scriptura, solus Christus og blev fri igennem, igen fik magt over sjælene i den protestantiske kirke. Den magt som Lindhardt kaldte helvedesstrategien. Jeg læste selv ”Om den trælbundne vilje” som et stærkt udsagn om ”Alt står i Guds (Fader)hånd” – og gjorde at jeg siden har haft Fil 2,13 som et af mine yndlingsskriftsteder, når det gælder frelsen. Det er Gud som virker både at ville og at kunne arbejde på den sag.   Jeg satte her parentes om Fader. Jeg fik formet vigtige dele af min teologi/forståelse af Gud  i 70’rnes begyndelse. Og jeg havde og har til dels stadig forbehold overfor at bruge faderbilledet som vigtigste billede på Gud. Men Sandbeck bruger med lige så stor glæde faderbilledet stort set udiskuteret som det Tidehverv, han vel især skriver bogen op imod! Augustin får også sin bekomst. Men skal man komme i egentlig samtale med også ham, må man have kærlighed til ham – tænker jeg. Jeg blev i hvert fald nysgerrig efter at forstå hvordan det muligvis paradoksale hos Augustin hænger sammen. Sandbeck skriver: ”Til det sidste frygtede han (Augustin), at han selv hørte til blandt det store flertal af mennesker, Gud havde forudbestemt til evig straf og pine. På væggen ved siden af sengen havde han fået vennen til at hænge nogle gammeltestamentlige anger- og bodssalmer op, som han kunne ligge og læse, når han havde kræfter til det. “Frygt ikke” havde englen forkyndt, da den overbragte hyrderne den glædelige nyhed om frelserens fødsel. Men fra fødselsscenen i Betlehem til dødslejet i Hippo var afstanden for stor til, at Augustin kunne høre englens stemme (s. 259) Jeg læste det mens jeg forberedte juleprædiken. ”Frygt ikke, se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket”. Det er et af de ord fra skriften, som hyppigt bruges af frelsesuniversalister. Lad være at det muligvis er en overbelastning af udtrykket ”hele folket”. Måske skal vi først og fremmest høre det som et udsagn om at også de, hyrderne, bunden af folket hører med – en ting, mennesker på samfundets bund kan have svært ved ,at høre. Og ordene ”frygt ikke” forholder sig måske knapt til menneskets mulige eksistentielle angst eller angst for fortabelse, men er ”bare” det guddommeliges afvæbnende ”Hej med jer, I skal ikke blive forskrækkede". Men altså Sandbeck tænker sig at det mere eksistentielt centrale ”frygt ikke” ikke er nået helt til Hippo. Men er det eksistentiel frygt, der hærger Augustin på dødslejet? Hærges han overhovedet? Er det sikkert at det ikke er tryg vaneadfærd – at omgive sig med bods- og angersalmer fra GT på væggene? Kilden til omstændighederne omkring Augustins død er Possidius. Intet i det han skriver [se her] antyder at Augustin dør i sjælelig frygt og angst – selv om de kilder, Strandbeck henviser til, tolker det sådan. Det fortælles (ikke af Sandbeck) at Augustin ekskommunikerede sig selv da døden nærmede sig – som en offentlig bodshandling og udtryk for solidaritet med syndere. Hvilken grundtillid til frelsen af træde ud af kirken! (Nullus Salus extra ecclesiam, som forgængeren Cyprian ellers havde fastslået). (Joseph Ratzinger: Behold the Pierced One, yderligere kilde kan jeg ikke umiddelbart finde). Havde englens budskab om glæden for hele folket – også bunden – nået til Hippo? Paradokser er der – det må vi leve med. Tage afstand fra eller i hvert fald kritisere institutionel ophøjelse af dele af paradokser, det er en stående opgave for enhver kristen. ”Når kærligheden dømmer” er en god hjælp! Januar 2025, Kristen Skriver Frandsen