Make God Great Again - eller..?

På en af de timelange farter på vej til en begravelse tænkte jeg over kommende søndagsprædiken.Teksten er Jesu ypperstepræstelige bøn. Den findes i den del af Johannes evangelium, vi plejer at kalde afskedstalerne. (Joh.17). I den ber han om at de, som tror ham, må blive ét i ham, lige som han er ét med Faderen, med Gud.

Der er tale om gudstjenester med dåb.

Hvordan skal talen om at være ét med Jesus, endsige med Gud, blive vedkommende - få den stærke betydning, som .jeg umiddelbart hører i det?

Mange synes ikke at have meget fornemmelse for Gud. Så faktisk kom jeg til at tænke "Lad os gøre Gud stor igen". Og da jeg trådte ind i præsteværelset i kirken, lyste denne plakat mig i møde. Og jeg forstod jo umiddelbart anliggendet!

Men: det går ikke. Er Gud Gud, sådan som vi fx skal synge i Peter Dass' salme, Gud er Gud om alle mand var døde .. og alle land øde - eller er Gud magten bag alting, eller hvordan vi nu vil udtrykke det, kan vi ikke gøre Gud stor - heller ikke igen.

Er Gud derimod blot et psykologisk-sprogligt bevidsthedsfænomen, ja, så har vi vel magt til at udvide dette domæne og i hvert fald kan have ønske om at gøre det. Så bliver Gud muligvis "det gode", "kærligheden", "ansvarligheden" - i den ene og den anden sammenhæng. Next step bliver let at vi bemægtiger os det, laver moral, politik, handleplaner - som vi vil alle skal være ét i og med på - for det er jo dog Gud, der er vil det.

Det er ikke en ayatollah der hænger over skiltet, selv om det ligner, - måske endda dansk præst fra tidligere tider. Men et ekko af den amerikanske præsident bliver i kirken muligvis let ayatollah-agtig.

Hvad gør jeg så?

For det første må jeg muligvis gå lidt via negationis, sige noget om hvad Gud ikke er. Sige at Gud ikke er et moralkodeks, ikke et værdisæt, ideal e.l. - men at Gud netop er magten bag alt som er til, fra Big Bangs allerførste hvisken - mikrosekunder før det tog fart - og som 14 milliarder år senere stadig har vilje og tilstedeværelse med i alt, som sker. Det ER stort, men det er Gud. Muslimen og Brorson stemmer sammen i et Halleluja, vor Gud er stor.

Det er hvad, det menneske, som nu tager afsked med sine disciple, siger at han er ét med. Det har lydt meget stort i deres øren. På en måde er der samme intense lyskraft i det, der er på færde under afskedssamtalerne, som der var, da tre af disciplene så ham forklaret på bjerget (sidste søndags prædiketekst).