Placering i konfirmandundervisningen
Den hemmelige vej er blevet til i konfirmandundervisningen. Det er sandsynligvis vigtigt, at det er denne aldersgruppe på 13-15 år, den bruges til. Det er dem, den er skrevet til.
Placering i konfirmandundervisningen
Den hemmelige vej er et supplement og en anden måde for konfirmanderne at opleve dele af Jesushistorien på end oplevelse via enten klasselæsning af Ny Testamente eller underviserens genfortælling. Det er en fordel af begynde Den hemmelige vej samtidig med at man i øvrigt begynder at arbejde med Jesus og med spørgsmålet, hvem han var og hvad han ville. Mange konfirmander har en forhåndsforståelse af Jesus, som er temmelig bleg og glansbilledagtig. De mere konfliktskabende og provokerende sider oplever de stærkest, når de oplever at disse sider provokerer og skaber konflikt i dem selv, når de skal vælge. Det er hvad, de kommer til i Den hemmelige vej. Et vist overraskelsesmoment er en fordel - fordi konflikten ellers er løst på forhånd ved at de kender "facit".
Jeg har i min undervisning begyndt Den hemmelige vej efter at have arbejdet med skabelsen, billedet af Gud i henholdsvis Gammel og Ny Testamente (som ingen af stederne er ét), og efter at konfirmanderne har fået en fornemmelse af den frelseshistorie, som kristendommen ser i Gammel Testamente.
I forbindelse med spørgsmålet Billedet af Gud i Ny Testa- mente har konfirmanderne læst eller hørt nogle af Jesu lignelser, og det leder frem til spørgsmålet, hvem han egentlig var. Her kan legen med Den hemmelig vej med fordel begynde og så udfoldes i små trin (se nedenfor) sideløbende med den øvrige undervisning i nytestamentligt stof.
Med dette stof arbejder jeg helt traditionelt og tematisk bestemt (ansvar-skyld, opbrud-samhørighed, identitet, fælles- skab i samfund, i kirke, etik-politik mm). Her er der af og til god lejlighed til at gribe tilbage til en fælles oplevelse af en begivenhed og et valg i Den hemmelige vej - blandt andet fordi konfirmanderne virkelig husker begivenhederne.
Den vigtigste regel
Den vigtigste regel ved brug af bogen Den hemmelige vej er: ikke for meget på engang! Hellere køre det meget stramt: et-(to-tre) valg pr. time end prøve at nå igennem hele historien på én gang - eller se hvor langt man kan komme på en time. Som altid afhænger det af såvel hold som underviser, hvordan det bliver bedst - og man må naturligvis finde sin egen form. Den kan bruges til at afslutte en time, hvor der er 5-7 minutter tilovers, altså fungere som elastik-stof, men ikke en halv time. Den hemmelige vej er ikke egnet til at blive afviklet på én gang. Den er et krydderi i undervisningen, men det er en god regel ikke at spise al karryen den ene dag og så risen den næste.
Dernæst er det sikkert klogt selv at have leget lidt med fortællingen, så man har en fornemmelse af hvad, der driver den frem. Den der er fortrolig med Ny Testamente vil måske efter en afprøvning for sig selv umiddelbart tvivle på, at der kan blive tale om megen spænding undervejs. Gør man det "rigtige" hele tiden, er man gennem fortællingen på 20 valg. Men bruger man Den hemmelige vej i fx. konfirmandundervisningen, vil man opdage at alt kan ske. Der er ikke det hjørne i fortællingen, som man ikke en dag med et eller andet hold kommer i. Man må acceptere at det bliver vidt forskellige forløb, de enkelte hold oplever. Man skal ikke forvente og ikke prøve på at komme omkring en erfaring af samtlige hændelser. Nogle hold vil få et relativt kort og lige forløb, andre mere krogede.
Måske kan Den hemmelig vej bruges som frilæsningsbog på et hold, når man med holdet har afsluttet vejen. Man kunne tænke sig at enkelte havde lyst til at sidde at afprøve, hvad sker der egentlig hvis man vælger anderledes.
Hvordan
Ideen i "Du er selv hovedpersonen i.."-bøger, som er Den hemmelige Vejs genre, er at læseren for sig selv vælger sig vej frem i historien episode efter episode. Anvendelse i holdunder- visning kan gribes an på følgende måde: Man bestemmer sig for, hvor mange valg man vil tage den pågældende time. Og fortæller holdet det. Dernæst bestemmer man, hvem der som den første skal vælge på hele holdets vegne og hvordan en passende turnus skal være.
Man begynder forfra i bogen: læser første afsnit af historien - frem til første valg. Eleven træffer nu afgørelsen. Det er hele holdet, som er "hovedpersonen" (du'et i fortællingen), men den enkelte elev vælger suverænt på holdets vegne. Det er et spændingsmoment i sig selv. Læseren ser hvilket nummer der står ud for valgte fortsættelse (nummeret skal ikke læses højt), bladrer hen til den nye episode. Og sådan fortsætter man. Eleverne træffer valget på holdets vegne efter tur. Det er klogt at skrive numrene på de enkelte episoder op, få noteret hvor man kom til, og hvis tur det er til næste time.
Gennemgående synes holdene at det er sjovt, og går til sagen meget seriøst, men der kan være elever, som synes det er sjovest at obstruere. De prøver at vælge det, som fører på afveje. Der gør ikke så meget; selv om de har den rette indsigt til virkelig at føre hovedpersonen på afveje - og det har de langt fra altid -, så er opbygningen sådan at chancen næsten altid er der til at rette kursen op - og endelig har læreren, de steder hvor man er endt i en blindgyde, muligheden for at præsentere næste vælger for et alternativ, som så vil føre videre.
Overskriften
Hvert afsnit er forsynet med en overskrift. Denne skal ikke læses højt. Formålet med den er at højtlæseren nogenlunde ved hvad der kommer.
Hurtigtekst
Efter alle lidt længere afsnit følger en Hurtigtekst. Hurtigtek- sten er en kort version af selve afsnittet. Den korte version kan med fordel bruges, hvis man kommer flere gange til det samme afsnit. Det er trættende at høre de samme detaljer læst mere end en gang, og eleverne husker de enkelte afsnit temmelig godt. Hurtigteksten forudsætter i sin formulering at man har oplevet begivenheden mindst én gang før. Det vil sige, den kan ikke bruges til på et eller andet tidspunkt at komme igennem resten af historien. Ved de korteste afsnit er der ingen hurtig- tekst. Det er ikke nødvendigt - synes man det er en fordel, kan man eventuelt resumere dem frit i farten. Alternativ I enhver "Du er selv hovedpersonen i.."-bog er der mulighed for at gå død. Det gælder også i Den hemmelige vej. Det har vist sig at brug af genren som højtlæsning stiller et særligt krav. Når man læser for sig selv kan man godt tåle at begynde forfra eller sættes solidt tilbage. Det kan man også i et vist omfang ved højtlæsning; men ikke ret mange gange, før det irriterer for meget. Derfor er der ved nogle af de afsnit, hvor man sættes voldsomt tilbage i historien, forskellige former for fortrydelses- paragraffer. Her afgør højtlæseren med sig selv om afsnittet skal udvides med at fortrydelsesparagraffen læses med. I så fald bliver det muligt at gå et eller to trin baglæns i fortællingen. Disse udvidende afsnit hedder "Alternativ."
Skrifthenvisninger
Ved en del afsnit er der skrifthenvisninger. De er ganske banale, men tænkt som en praktisk hjælp. Der skal næppe slås meget op sammen med eleverne. Nogle gange har jeg selv brugt - når valget er foretaget, eller især, i følgende time, hvor jeg kort har repeteret, hvordan vi kom til det sted, vi nu er, at genfortælle den bibelske episode, som ligger bag.
Andre ideer
Er der er en elev som er god til at tegne, kan vedkommende illustrere de enkelte afsnit (kræver at kun et, højst to afsnit, med indhold egnet til illustration bliver læst op pr. gang). Illustrationerne sættes så op på en tavle, så vejen også afbilledes på den måde. Dette har med held været afprøvet.
Det er også muligt efterhånden at tegne et slags kort over vejen. I grove træk er bevægelsen: Hjemme i Galilæa (opbrud- dets nødvendighed), Den store Labyrint (forvirring, fristelser, provokationer), dernæst 2 forskellige retninger uden for labyrinten: enten vandring med Jesus (lære, spørgsmålet om magt) eller observatør for romerne - Jordanlandet (Johannes Døber), Jeriko, Betania (bl.a. spørgsmål om skyld og værdighed). Næst- sidste fase i bogen er begivenheder i Jerusalem vævet ind i Jesu lidelsehistorie (rådløshed), sidste fase er mødet med den opstandne - sluttende hjemme igen i Galilæa.
Teologisk
Hovedideen i Den hemmelige vej er "vejen" - i bibelsk, billedlig betydning. Vejen i Den hemmelige vej er labyrintisk - ikke bare i den del, som foregår i en egentlig labyrint, men i vid udtrækning også udenfor denne; jeg mener det ret præcist svarer til den måde evangelierne lader disciplene erfare vejen - både Jesu vej og deres egen. En erfaring som Jesus Christ Superstars forfatter fanger godt i det tilbagevendende discipelomkvæd: tell me what's a happening, tell me what's the buzz? Og er labyrinten ikke også et muligt billede på vores eksistens? Vi vælger en vej uden at ane, hvad dette valg i næste øjeblik implicerer, og altid væk fra muligheder, som må forblive uprøvede - hvis man da ikke kører i ring. Og vi har ikke et kort, som fortæller os, hvad der gemmer sig bag næste bugtning. Vi kan bilde os ind at vejen er bred, lige og bare deruda' - men den illusion kan vi hurtigt rives ud af - og så er der de snoede knortede labyrintgange tilbage. Når labyrintformen Trojborgen, som her i bogen findes på forsiden og i vignetter, og som kendes både fra førkristen tid, i mange kulturer og dukker op som kalkmalerier i kirker eller findes lagt ud i sten på kirkegårde - så er det nok fordi den tegner en grunderfaring. At så fantasy-genren boltrer sig næsten til overmål i labyrinten har yderligere gjort brugen af den nærliggende i også denne bog Man vil opdage at Den hemmelige vej er en nådig vej Oplevelse af belønning og straf er midlertidig; millimeterretfærdighed er der ingen steder tale om; der er (næsten) altid en videre (og ikke radikalt længere) vej til målet for den, der ja hvad? Det veksler undervejs, hvad der kræves. Hvad det er må man erfare undervejs i brugen af fortællingen. Det kan være svært at undgå den fade moralisme; jeg håber, det er lykkedes de fleste steder.
Det bibelske stof er bearbejdet i forskellig grad Nogle steder ligger episoden tæt op af det bibelske forlæg, andre gange er den frit genfortalt. En tolkning ligger der under alle omstændigheder bag - i episodens placering og funktion i helheden.
Jeg har først og fremmest brugt Den hemmelige vej som noget eleverne har skullet opleve. I det omfang jeg bruger egentlig analyse af tekster eller fortællinger i min undervisning har det været med andet udgangspunkt. Formålet med Den hemmelige vej er den meningsfulde leg.
Kristen Skriver Frandsen