- Oversigt over Carl Kochs lignelsestolkninger -

Mangfoldige er de Billeder og Skildringer i Bibelen, hvis Emner er tagne fra Hyrdelivet. Der er Skildringer af Patriarkernes Hyrdeliv. Der er den yndefulde Salme: »Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes«. Der er Jesu Taler om den gode Hyrde. Og Efterklangen af alt dette er trængt langt ud over Bibelens Grænser. Vi fornemmer den i Martyrinden Perpetuas Drøm, i Katakombernes Billeder af Hyrden med den syvdobbelte Pansfløjte i Hånden og Fåreflokken ved Fødderne, ja helt ind i de Salmer, vi synger den Dag i Dag. Så kært og tilvant var Hyrdelivet for Israels Folk. I den Grad var dets Fantasi hjemme her. Et af de mest gribende Motiver fra hele denne Livssfære er det forvildede Fårs Hjælpeløshed og den omhyggelige Hyrdes Søgen efter det. Flere Gange er det anvendt.

Vi møder det således i Profeten Ezekiels harmfyldte Tale mod de styrende i Israels Folk. (34, i fl.) »Herrens Ord kom til mig således: »du Menneskesøn, spå imod Israels Hyrder, spå og sig til dem: .... det svage styrkede I ikke, og det syge lægte I ikke, og det, som havde lidt Brud, forbandt I ikke, og det fordrevne førte I ikke tilbage; og det, som var tabt, ledte I ikke efter, men med Hårdhed og Grumhed herskede I over dem. Og de blev adspredte, fordi de ikke havde nogen Hyrde .... Mine Får farer vild på alle Bjærgene .... Som en Hyrde ser efter sin Hjord, .... således vil jeg se efter mine Får og føre dem frelste hjem. Efter det, som var tabt, vil jeg lede.«

Også i andre jødiske Skrifter findes det samme Træk. I Talmud findes en Fortælling om, at medens Moses vogtede Jethros Fårehjorder i Midians Ørken, skete det en Gang, M et Får løb bort. Han fulgte efter det, og fandt det omsider ved en Cisterne, tog det på sine Skuldre og bar det tilbage til Hjorden. Da kom Guds Ord således til Moses: »Har du en sådan Medlidenhed med et Dyr af Kød og Blod, så skal du hele dit Liv igennem vogte Israel, min egen Hjord.«

Det er det samme Motiv, som er anvendt i Jesu Lignelse om det tabte Får, men, som vi skal se, ligger Vægten på et andet Punkt.

Vi går ud fra Lukasevangeliets Form.

En Hyrde har hundrede Får. Han er altså ikke rig, for hundrede Får er ikke nogen stor Hjord i Palæstina. Om Job siges det, at han ejede 7000 Får, og han havde da også mange Hyrder til at vogte dem. Den rige og hårde Nabal, som David traf ved Karmels Bjærg, havde 3000 Får. Denne havde hundrede, og dem vogtede han selv.

På de vidtstrakte Stepper, der i den fugtige Årstid dækkes af saftigt og frodigt Græs, gik Flokken. Da sker det, at et af Fårene kommer bort fra de andre. Og det, som nu fortælles, er et så vel kendt Træk af Hyrdelivet i hine Egne, at enhver af Jesu Tilhørere uden Tvivl har tænkt: dette kender vi godt, sådan vilde vi alle bære os ad.

Hyrden går efter det forvildede Får. Han kender den vildsomme Ørken, dens vidtstrakte Rækker af Høje, som ligner hinanden, og dens bratte Kløfter, hvor Sjakal og Hyæne holder til; og han véd, at et enligt Får i disse Egne er ganske hjælpeløst. Han tænker også på, at et Får er en Værdi for ham, slet ikke så lille i Forhold til det hele. Derfor går han og leder efter det, indtil han finder det.

Han er nødt til at lade de 99 Får skøtte sig selv imidlertid. Han har ingen Hyrdedreng i sin Tjeneste, som kan vogte dem. Men man må heller ikke tro, at han ikke tænker på dem. Han er ikke en sentimental Mand, som glemmer alt over det ene stakkels Fårs Lidelser. Nej, han handler ud af fornuftig Omtanke. Han véd godt, at de 99 Får ikke er så hjælpeløse endda. Han véd, at så længe de bliver samlede, er de beskyttede ved Sammenholdet. Ingen Rovdyr anfalder dem. Den forunderlige Naturlov: »Gensidig Hjælp«, der går gennem hele den levende Skabning, som et Princip for Beskyttelse og Udvikling, virker her. Hyrden kender dette godt. Derfor forlader han de 99, og af samme Grund må han af Sted efter det Får, som er kommet udenfor denne gensidige Hjælps trygge Hegn.

Og endelig finder han Fåret. Og nu véd enhver, som har vogtet Får, at et sådant træt og forvildet Dyr tir sidst bliver så stædigt, at det hverken vil frem eller tilbage. Det kan hverken lokkes eller drives. Så tager Hyrden det da på Armene og bærer det, glad over, at han har fundet sit Får igen.

Og da han så kommer hjem, må han dele sin Glæde med sine Venner og Naboer. De véd nok, hvad Tabet af et Får betyder, og derfor kan de forstå hans Glæde. -

Nu ses det let, hvad der er Midtpunktet i denne lille Fortælling. Det er det på én Gang så mærkelige og så indlysende Træk, at det ene forvildede Får bliver Genstand for mere Omhu end hele den øvrige Hjord, netop fordi det er forvildet. Al Opmærksomhed samler sig om det. Og herved gøres der ikke de andre Uret, ti det fremgår ganske naturligt og nødvendigt af hele Stillingen: sådan må en Hyrde bære sig ad.

Det er dette Træk, som overføres. Her er Tråden fæstnet, hvorved Sindet leder sig frem ind i nye Egne. Sådan er Guds Kærlighed. Som Hyrden tænker på og går efter det ene tabte Får, sådan tænkes der på Synderen, særligt, mere end på de andre, fordi han trænger mest til det. -

Den anden Lignelse er formet på samme Måde som den første, nemlig som et Spørgsmål: hvilken Kvinde vilde ikke -? Og der forudsættes som det eneste tænkelige Svar: jo, således vilde enhver gøre.

Lignelsen handler om en Kvinde, som har ti Drakmer. En Drakme havde samme Værdi som en Denarie, nemlig omtrent 70 Øre. Tabet af en af dem er altså forholdsvis betydeligt for hende. Og derfor vil denne Kvinde naturligvis gøre alt for at finde den. Hun vil tænde en Lampe. Meningen er ikke, at det hele tænkes at foregå om Aftenen. Men selv om det er midt på Dagen, er det nødvendigt for hende at have Lys, ti den lave Dør og de små Vinduer om der ellers er nogen i østerlandske fattige Huse giver kun meget sparsomt Lys ind. Hun fejer i alle Kroge. Ti vel er der ikke meget Bohave i en sådan Stue, sagtens kun en Seng og en Kiste, et Kornmål og en Lysestage, men Drakmen kan jo dog let finde en mørk Krog. Og således bliver hun ved, indtil hun har fundet Mønten.

Hvor fortrolig hele denne Scene måtte være for Jøderne, ser man af en lille Lignelse af Talmud, som har megen Lighed med den. Til Salomons Ordsprog 2, 4: »Dersom du søger efter Visdommen som efter Sølv og leder efter den som efter skjulte Skatte, da skal du forstå Herrens Frygt og finde Guds Kundskab!« føjer Rabbi Pinehas ben Jair følgende: »At søge Visdom, nemlig Kundskab om Loven, det sammenlignes her med en, der taber en Dukat eller et Smykke i sit Hus og tænder Lys eller Fakler, indtil han finder det tabte. Når man da gør dette for den nærværende Verdens Ting, hvor meget mere da for den kommende Verdens Ting!«

Men tilbage til Kvinden! Har hun endelig fundet sin Drakme, må hun, meddelsom og livlig som den østerlandske kvinde er, udtale sin Glæde. Hun sammenkalder Veninder og Naboersker og fortæller dem om sit Tab og sit Fund.

Det er straks klart, at Grundtrækket heri er hendes selvfølgelige Søgen og Glæde. Denne ene tabte Drakme rykker op til at blive Hovedsagen i Huset den Dag, netop fordi den er tabt; den volder Uro og Søgen, og den bliver der Glæde over. Det er ganske den samme Tanke, som indeholdes i Lignelsen om det tabte Får, kun med de Forskelle, som er en naturlig Følge af de to Fortællingers forskellige Emner.

Og det er da dette Træk, som overføres i den højere Sfære, på Gud og hans Kærlighed. Hvordan dette nu nærmere er at forstå, siges i de to korte Forklaringer, som er føjede til Lignelserne. Her hedder det nemlig, at der bliver Glæde over den ene Synder, som fatter et andet Sind, ja mere end over 99 retfærdige, som ikke har Omvendelse behov.

Som Fåret og Drakmen blev Hovedsagen den Dag, kun ved at være tabt og blive funden, således bliver Synderen Hovedpersonen ved at være Synder og vende om. Ham ledes der efter, ham skænkes der bekymrede Tanker, og ham bliver der Glæde over, når han vender tilbage. Imod dette er de andres rolige Færd noget dagligdags. Det, at et Menneske lever roligt og retskaffent den Dag, er ikke Dagens Begivenhed. Det lægger man ikke særligt Mærke til i Sammenligning med dette, at en Synder/et tabt Menneske genfindes. Ti her er der stærkere Spænding, et dybere »Ned« og et højere »Op«. Der samler Kærligheden sig, ti der trænges der mest til den. Det er som med Saften i et Træ, der stiger stærkest derhen, hvor Træet har fået et Sår.

Udtrykket: »retfærdige, som ikke har Omvendelse behov«, er bleven forklaret på flere Måder. Nogle har ment, at her sigtes til Englene. Dette er ikke sandsynligt. Synderne synes jo dog at måtte sammenlignes med andre Mennesker. Andre har ment, at der ironisk tænkes på de selvretfærdige Mennesker, som bilder sig ind, at de ikke har Omvendelse behov. Dette er ikke antydet med et eneste Ord. Endelig har man ment, at det her slås fast, at der er Mennesker, som ikke behøver nogen Omvendelse, men ved sig selv er retfærdige.

Om alle tre Forklaringer gælder det imidlertid, at de er for dogmatiske. Det er åbenbart slet ikke Hensigten med disse Ord at fastslå noget om disse Mennesker. Men der skal antydes en rolig Baggrund, på hvilken den angrende Synder viser sig som den stærkt belyste Hovedperson. Denne rolige Baggrund er det retfærdige Liv med jævn Vækst uden dybe Fald og voldsomme Farer. Men hvilke Mennesker dalevende eller nulevende der så i Virkeligheden svarer til dette, hvor mange der er af denne Slags, om det er Mennesker, der en Gang selv har oplevet den i Lignelsen skildrede Forvildelse og Tilbagevenden, eller om det er Mennesker, som uden sådanne Kriser er retfærdige, dette er Spørgsmål, som ligger udenfor denne Lignelses Område og som derfor lades ubesvarede. Der er måske andre Lignelser, som svarer derpå. Denne Lignelses Emne er et andet, nemlig Guds Kærlighed til Synderen.

Og når der endelig nævnes 99 retfærdige i Forhold til den ene Synder, så menes her ikke, at der i den ydre Virkelighed skulde være et sådant Talforhold mellem to afgrænsede Menneskegrupper, men der menes, at én Synders. Omvendelse er så stor en Begivenhed i Guds Øjne, at den betyder mere end om det så var 99 Menneskers rolige og retskafne Liv. Så stor en Ulykke er Synden, så glædelig en Ting er Omvendelsen, så stor er Guds Kærlighed til de faldne Mennesker.

Lad os, for at få Hyrdelignelsens Grundtanke endnu tydeligere frem, sammenligne den med et Par Træk fra andre Egne.

Kunstnere har ikke sjældent taget Lignelsen om det forvildede Får til Motiv, men da undertiden udført det på den Måde, at de har fremstillet Kristus ledende efter et forvildet Får, eller bærende det på sin Skuldre. Dette er egentlig en Afvej, som fører ind på den Forestilling, at Jesus havde særlig Sans og Omhu for Får. Der foreligger her en Sammenblanding af Billedet og det, som skal afbildes. Og de to Sider må, netop for at kunne sammenlignes, holdes skarpt ude fra hinanden. Den rette Måde at benytte Lignelsens Motiv kunstnerisk må bestå i enten at fremstille en jødisk Hyrde, der leder efter Fåret, eller at fremstille Jesus, der tager sig af et faldent Menneske, hvilket da atter er Åbenbaring af Guds Kærlighed.

At denne Afvej kan føre ind i Unatur, kan ses af en middelalderlig Legende. Der fortælles, at »Karloman, Karl Martels Søn, som var Konge over Austrasien og Svevien, forsmåede begge disse Værdigheder og blev Munk i Monte Cassino i Året 7.50 e. Kr. Medens han her, for at øve sig i Lydighed og Ydmyghed, vogtede Får efter Abbeden Petronax' Befaling, lagde han et af Fårene, der var bleven halt, på sine Skuldre og bar det tilbage til Hjorden og glædede sig meget, medens det tilsmudsede ham. Ti den kristelige Ydmyghed og Kristi Efterfølgelse er den sande Ros for kristne og Konger.«

Hvilken Afstand mellem Lignelsens friske Inderlighed og denne barnagtigt pinlige Misforståelse! At bære et Får er jo ikke det mindste mere gudfrygtigt end at bære f. E. en Dragt Kul, ja langt ringere, hvis man ikke vil gøre Gavn dermed, men kun efterligne Kristus derved, oven i Købet i noget, som han slet ikke har gjort. Og under dette er så Lignelsens Mening bleven fuldstændig skjult.

Lærer denne Fortælling os, hvordan Lignelsen netop ikke skulde forstås, så kan Sammenligningen med en gammel jødisk Parabel derimod på en helt anden Måde bidrage til at fremme Forståelsen.

Det hedder, at der var en Hyrde, som havde en talrig Hjord. Hver Dag førte han den ud på Græs, hver Aften førte han den hjem igen. En Gang skete det, at en Hjort kom og blandede sig mellem Fårene. Den gik med ud på Græsgangen, og den fulgte om Aftenen med ind i Fårefolden. Hyrden viste stor Venlighed mod Hjorten og sagde til sine Tjenere, at de endelig ikke måtte skræmme eller skade den. Men dette kunde Tjenerne ikke forstå: »Hvorfor elsker du dog dette vilde Dyr mere end de tamme Får?« Hyrden svarede: »Den Stakkel! Den var vant til Ørkenens Frihed, men frivillig har den frasagt sig den og følger os trolig. Skulde jeg da ikke elske den mere end de andre?« Således er det med dem, der forlader Vildfarelsen og elsker Sandheden. Skulde vi ikke elske dem?

Der er en mærkelig Lighed mellem denne smukke Fortælling og Jesu Lignelse. Men samtidig er der en afgørende Forskel.

Det er åbenbart, at der i begge Lignelser er Tale om Kærlighed. De to Hyrders Færd skal afbilde en Art af Kærlighed. Men hvilken? Den jødiske Lignelse siger: det Menneske, som efter at have levet et vildt, hedensk Liv vender om og bliver god, giver Afkald på Ørkenlivet og slutter sig til de gode Mennesker, som ikke farer vild, til Israel, til ham siger Kærligheden: nu vil jeg elske dig, nu, da du har forbedret dig, da du har udført den store og vanskelige Bedrift, som det er således at vende om og blive god; nu fortjener du med Rette Kærlighed.

Jesu Lignelse siger: det Menneske, som forvilder sig ud i usle, uværdige Veje, ud i Ørkenlivets yderste Egne, ham tænkes der på med Kærlighed. Inden han har udført den Bedrift at vende tilbage, inden han har tænkt derpå med en Anelse, just medens han går længere og længere bort, søger Kærligheden efter ham. Den venter ikke, til han er bleven god igen. Inden han ved nogensomhelst Ydelse har fortjent Kærligheden, søger den efter ham. Ti det er netop denne Kærlighed, som kan drage ham tilbage.

Så stor er Forskellen. Hist en afventende Kærlighed, der belønner den ydede Bedrift med Påskønnelse. Her en søgende Kærlighed, der elsker op til Liv og Vækst den Spire, som kun Kærligheden kunde øjne.

Og der er endnu en Forskel.

I den jødiske Lignelse er der Tale om Menneskers Kærlighed til et andet Menneske. I Jesu Lignelse er dette også med, men det er dog ikke den dybeste Dybde. Jesus fortalte den til Hyrder: »I kender jo dette, I véd jo, at således bærer I jer selv ad under slige Forhold. Men løft nu jeres Øjne højt, højt op over dette, ti sådan er Gud!«