Fastetiden

Septuagesima og seksagesima søndage handler om Guds Rige i verden og om modtagelsen af det.

Septuagesima
Matt 20,1-16

Jesus fortæller engang: Med Guds rige - eller Guds virkelighed i verden - er det som med en vingårdsejer. Han går tidlig om morgen til torvet, hvor de arbejdsløse står. Han tilbyder nogle af dem arbejde med at høste hans vin og de aftaler en normal dagløn: en denar. Efter en time får flere arbejde, og dagen igennem, selv til den sidste time før fyraften, ansætter han nye arbejdere. Da arbejdsagen er slut kaldes arbejderne sammen. Og de sidste ansatte får først udbetalt deres løn: en denar. De arbejdere, der havde arbejdet den hele, hede lange dag, tænkte: Ah, vi får så nok mere end aftalt - men de fik også en denar. Det blev de vrede over, men vingårdsejeren sagde

"Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste."

Gud giver det tilstrækkelige - uafhængigt af menneskets fortjeneste. Man kan kombinere med bønnen om det daglige brød - eventuelt udfra vinkelen i At åbne en verden. Guds rige er så det sted, hvor dette er menneskers virkelighed. Der kan udledes en samfundsetisk pointe: Hvor Guds rige spejler sig i vores liv, der er det ikke rangorden, respekt eller løn efter fortjeneste, som er det fundamentale. Derfor kan lignelsen også fungere som "modbillede" på vores fremherskende tilværelsesforståelse.
Seksagesima
Mt. 13,3-8

Jesus fortalte en anden gang en lignelse - vi må nok mene den igen handler om Guds Rige: "Der var engang en bonde, som gik ud for at så. Med regelmæssige strøg med hånden spredte han korn ud over marken - sådan som man nu såede dengang. Men noget faldt på vejen - og fuglene kom og åd det. Noget faldt på jord med klippe under. Det spirede hurtigt op, men solen sved det og det visnede. Og noget faldt mellem tidsler, og tidslerne kvalte det. Men noget faldt i god jord, og det voksede og groede og fik store aks - nogle med 30, nogle med 60, ja noget med100 kerner i akset.
Til disciplene siger han så at Guds riges hemmelighed er givet til dem, men dem udenfor skal have det fortalt i lignelser, "for at'de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse". Og Jesus spørger dem om de nu også har forstået den. Det har de ikke, og så forklarer Jesus at de forskellige former for jordbund er billede på forskellige mennesker og den måde de tager imod ordet, dvs forkyndelsen af Guds rige...og hos dem der tager imod, bærer ordet frugt - Guds rige har sine virkninger - 30, 60, 100 gange det, som var sået.

Måske ligger vægten i lignelsen oprindeligt på det eskatologisk underfulde - trods al trængsel og modstand kommer der vækst og frugt - i overvældende mængde; - forestillingen om den underfulde forvandling fra det enkelte korn til de mange spiller med. - Guds rige er en forvandlende kraft i verden, der en dag sætter sig helt igennem - på trods af modstanden.
Jeg har ikke brugt lignelsen i konfirmandundervisningen. Men se også "Hvedekornet"
..født af jomfru Maria, døbt af Johannes, fristet af djævelen, traditionen og folket, pint under...
Man kan stille konfirmanderne det vel ikke så originale spørgsmål, om der ikke mangler noget i trosbekendelsen; og fastetiden kan bidrage med baggrund for et par ekstra led. Det ville ikke have været urimeligt at have bekendt Kristus som døbt, så betydningsbærende det nu er. At Kristus blev fristet handler ikke bare fristelsen i ørkenen om, men i grunden også helbredelsen af den kananæiske kvindes børn om. Kristus er fristet af den overkommeligere begrænsning af sit virke til eget folk - den traditionelle forståelse af, hvad Gud folk er. Bespisningen hos Johannes handler om fristelsen til at frelse gennem magt udefra eller ovenfra
Fastelavn
Matt 3,13-17

Jesus kommer til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«

Jesu dåb her (Elementet er kun en genfortælling - med opbyggelig tilføjelse).
1. søndag i fasten
Matt 4,1-11

Efter sin dåb blev Jesus af Helligånden ført ud i ørkenen. Dér fastede Jesus i 40 døgn, og til sidst sultede han. Så kom djævelen til ham og sagde: "Hvis du er Guds søn, så sig at stenene skal blive til brød". Men Jesus svarede: "Mennesket lever ikke kun af brød, men af hvert Ord, der udgår fra Guds mund". Så førte Djævelen Jesus til Jerusalem op på templets tinde, og sagde: "Kast dig ud, for der står skrevet at engle skal bære dig!" Men Jesus svarede: "Der står også skrevet: Du skal ikke udfordre Herren, din Gud". Så tog Djævelen Jesus op på et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og sagde at alt det ville han give ham, hvis han ville kaste sig ned og tilbede ham. Da svarede Jesus: "Vig bort, Satan! For der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene." Så forlod djævelen Jesus og der kom engle, som sørgede for ham.

2. søndag i fasten
Matt 15,21-28
En gang kom Jesus til området ved Tyrus og Sidon. Det var et hedensk område. Og der kom en kananæisk kvinde til ham og råbte: "Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon." Men han svarede hende ikke et ord. Og disciplene bad ham: "Send hende væk! Hun råber efter os."
Han sagde: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus." Men hun blev ved at plage. Han sagde så: "Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det tilde små hunde." Men hun svarede: "Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord."
Da sagde Jesus til hende: "Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil." Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.
Til denne søndag vil det måske være mest oplagt at lade en forberedelse især handle om GT-teksten, Sl. 42,2-6. Man skulle så synge DDS 377 Som tørstige hjort.. og eventuelt fortælle om Egon Nielsens oplevelse Hvede og klinte (her) netop den salme i forbindelse med konfirmationen.
3 . søndag i fasten
Luk 11,14-28
Engang da Jesus uddrev en dæmon hos en stum, så han kunne tale igen, var der nogle der sagde at det var ved djævelen eller Beelzebul, at han drev det onde ud. Jesus sagde at hvis det onde på den måde kom i splid med sig selv, så ville det jo opløse sig selv. "Men hvis det er med Guds finger, jeg driver dæmonerne ud, er Guds rige jo kommet til jer" .. og videre sagde han "Den, der ikke er med mig, er imod mig."
Og han fortæller om en ånd, som er drevet ud af et menneske, men som flakker om og så vender tilbage til sit "hus" - mennesket - og finder det fejet og prydet, og den flytter ind igen - sammen med syv andre onde ånder, og der bliver værre for mennesket end det første.
Jeg har hidtil ikke selv brugt denne dæmonuddrivelse (eller andre) i konfirmandundervisningen. Men måske er det en mangel. Den bør dels ses i lyset af fristelsen i ørkenen, at kampen mod det onde er en kamp, hvor der er så stærke magter på færde, at menneskene ikke kan gøre den til deres alene - endsige udråbe nogle (andre) til særlige ondskabsmagter - dels at den ikke tillader magttomrum. You have to serve somebody - either the Devil or God, som Bob Dylan sang til indledning af sin kristne, bekendende fase. Exorcisme har en vis fascination og det kan være relevant at sige noget om hvad som præst har været udefor, hvad man mener det handler om, og hvad man har gjort. Og man kan jo - hvis man har trosbekendelsen i fokus siden vi for at par søndage siden foreslog den udvidet - fortælle om at forsagelsen ikke er en del af bekendelsen, hvordan den er rester af en exorcisme tanke i forbindelse med dåben
Midfaste
Joh 6,1-15

På mirakuløs måde sørger Jesus for at en folkeskare på 5000 mand får mad at spise i ørkenen. Der var meget græs dér, husker evangelisten at fortælle. Måske fordi det i det mindste en kort tid var som paradis midt i ørkenen. Og nogle af folkene kom i tanke om, hvordan Moses engang sørgede for at Guds folk fik mad i ørkenen. Han sandelig profeten, der er kommet til verden, sagde de og ville gøre ham til konge. Men Jesus trak sig tilbage til et bjerg og var helt alene.

Eventuelt kan Jesu forhold til jordisk magt diskuteres udfra Nikolajevits Ge's billede Jesus for Pilatus. |