A t åbne en verden - Kristus-prisme - Øjet - Jesus-siderne

Vandringen på søen
Evangelisten Matthæus fortæller om, hvordan Jesus engang gik op i bjergene for at bede. Det var dengang, han ved et sært mirakel havde bespist 5000 mennesker i ørkenen. Derefter var han flygtet fra dem, fordi de ville gøre ham til konge.
Han havde sendt sine disciple i forvejen over Genezaret sø i deres båd. Det blev et voldsomt stormvejr og det blev sent på natten. Pludselig så disciplene Jesus komme gående på bølgerne. De skreg højt af frygt: "Det er et spøgelse". "Vær frimodige, det er mig" sagde han. "Er det dig," sagde Peter, "så befal, at jeg skal komme ud til dig!" "Kom!" Peter gik ud til ham på vandet. Men da han så de oprørte bølger, blev han bange, begyndte at synke og råbte: "Herre, frels mig". Straks rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham. "Du har en svag tro. Hvorfor tvivlede du?" Da de kom op i båden, lagde vinden sig og mændene i båden kastede sig ned for Jesu fødder og sagde: "Du er sandelig Guds søn".
(Fra Matthæus kapitel 14 / Johannes 6,1-21)

Et spøgelse ? - om tro.
Indimellem kan mennesker opleve det samme som Jesu første tilhængere gjorde dengang på den stormfulde sø: Det, man tror på, forsvinder for en. Når bølgerne går højt. Det bliver et spøgelse. Tro er ikke altid sikker.
Når de første tilhængere fortalte om den slags tvivl og personlige nederlag, var det vel for at fortælle, at de så også oplevede, at det ikke betød, at Gud og Jesus vendte sig væk fra dem. Det blev til en tro, som ligger dybere end vore mange svingninger mellem tro og tvivl.
William Hole: Vandringen på søen.

Stormen på søen set på en anden måde