Himmel / himmelsk

I bibelen er himmelen den afgrænsning, som himmelhvælvingen danner for vores øje. Den blev opfattet som en fysisk skal, der beskyttede verden mod undergang - og den bar alle himmellegemerne. "Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der.." (Sl. 8)

Men ordet himmel betegner også en anden virkelighed end vores fysiske virkelighed. I bibelen vel oftest forstået som noget udenfor den fysiske himmelskal. Om vi med vores viden skal tænke om denne virkelighed som om den er udenfor verden eller inden i det allerinderste er måske ikke afgørende. Det er en verden bag verden. Og enhver tale om retning: "udenfor, indenfor, over eller bag" er kun billedtale.

Undertiden forestillede man sig det på Jesu tid temmelig fysisk kontant: som syv himle, der lå ovenpå hinanden. Hvor det at være i den syvende himmel var den fuldendte salighed, men hvor det at have været i den tredje himmel heller ikke var så ringe endda (2. kor. 12,2).