A t åbne en verden - Mannakorn - Legemets lys
Snedronningen
Til sidst, på Nordpolen, finder Gerda Snedronningens slot. Hun går gennem de store kolde sale. Og dér, dér finde hun endelig Kaj. Han sidder helt blå af kulde og flytter rundt på nogle store isklodser - forstands-isspillet kalder han det.

"Men, Kaj, søde Kaj" siger Gerda og begynder at græde. Da Kaj ser hendes tårer, begynder han også at græde. Og hans tårer skyller splinten ud. Nu kan han se hendes store kærlighed. "Gerda, søde Gerda" svarer han. Og han bliver så god og varm om hjertet, at issplinten der smelter bort.

Og så kan de to begynde at drage hjem. Da de tog afsted, var de børn, nu er de blevet voksne. Men bedstemor sidder stadig derhjemme. Og endnu engang nynner hun verset

Ak, søger de ydmyge steder,
i støvet for Frelseren græder,
så får I vor Jesus i tale,
thi roserne vokser i dale.
Her er kun dele af eventyret genfortalt. Hele eventyret kan læses her

I sidste ende er det kærligheden, som helbreder det ødelagte. Gerdas kærlighed kan ses som billede på Guds stadigt opsøgende kærlighed: Vi elsker, fordi Gud elskede os først.