A t åbne en verden - kirkens forplads - kirkerummet - - [dåbsritualet]
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
1. Peters brev 1,3 - ordene bruges ved dåbens indledning og i øvrigt altid ved begravelse

Hånden i døbefonten
Menneskets sted..
Da jeg var barn og ung, tilbragte jeg næsten hver sommer hos en moster, som boede i Himmerland i Jylland. Vi - mine fætre og jeg - badede i en sø. Den hed Navnsø. Min moster sagde, at det havde man kaldt den, fordi man ikke havde kunnet finde et andet navn til den lille sø midt inde i landet.
Bundforholdene var lumske. Og jeg kunne ikke svømme. En dag forsvandt den faste sandbund under mig i bundløst mudder. Vandet lukkede sammen over mit hoved. Jeg var alene. Hvordan jeg fik basket mig op, aner jeg ikke. Men siden, også selv om vi fortsatte med at bade i søen, gik søens navn - eller næsten manglende navn - ind i en uopløselig forbindelse med erfaringen "navnløs rædsel". Fornemmelsen af at drukne, blive til intet, havde jeg ikke anden betegnelse for. Det var at miste sit sted på jorden, sin identitet og blive navnløs.

Dåben handler en del om død. De tre håndfulde vand er ikke bare et symbol på lidt renvaskning. Oprindeligt blev den, der skulle døbes, dukket helt ned under vandet, og så trukket op igen. Den fuldstændige neddykning var et symbol på drukning. Tilintetgørelse findes. Det kunne være det sidste, der var at sige om mit liv: En dag findes jeg ikke mere. En dag er jeg kun et navn, senere et glemt navn, altså navnløs.
Dåben fortæller, at der er en magt, som ikke glemmer. En magt, som går med den, der dør, og som overvinder døden. Jesus døde som ethvert menneske, - blev begravet, men opstod af døde. Magten som ikke glemmer, Guds magt, er stærkere end døden. Det betyder, at vi altid har navn og sted hos Gud. Gud trækker os op af glemsel og død. Hver gang man kommer i tanke om, hvad ens dåb betød, giver det mod til at leve et fornyet liv, - uanset hvad der ellers slår sammen om en.
Hånden i døbefonten - symbol på den magt, der bærer oppe