|
|
|
|
|
|
Nu skal I høre om tiden, da "Dejlig er den himmel blå" blev til.
Det var i 1810. Der var han 27 år gammel. Sjovt nok var han allerede så småt berømt. Han hørte til de nye modeforfattere. Han havde skrevet dybsindige digte, filosofiske artikler og bøger om den nordiske mytologi og meget andet.
Han var blevet færdig med at studere teologi - og han holdt ved afgangen fra Universitet en prædiken - en såkaldt dimissionsprædiken - hvor han kritiserede kirken og dens præster sønder og sammen. Bagefter han begik han den dumhed at udgive kritikken.
Så reagerede biskoppen. Grundtvig skulle stille op for konsistorium og lade sig irettesætte - ellers ville han ikke kunne blive præst.
Grundtvig ville ikke stille op som en anden skoledreng - måske var det her land for lille til ham - måske skulle han emigrere? Nej, han skulle gøre lige som i korstogstiden. Den var han som historiker begyndt at interessere sig for. Han skulle være en kristen helt, en profet, som kunne føre det danske folk til fromhed og lykke. Efter at englænderne havde taget hele den danske flåde var optimismen på vågeblus. Men med ham som åndelig leder, så skulle de bare se...
Snart var han skoledreng, snart korstogsfører! Hans sind var uroligt og stormfuldt. Nogle gange blev det helt mørkt inden i ham.
|
|
En aften først i december gik han ud under stjernerne. Som regel kunne han ikke lide stjernehimmelen, stjernerne blinkede koldt, næsten vildt.
Men pludselig var det som om de smilede og vinkede til ham. Og der bredte sig mildhed og fred i hans sind. Om få dage var det jul, og så ville solen fra Betlehem fordunkle alle andre blinkende stjerner. Han gik hjem og skrev:
"Dejlig er den himmel blå..."
Godt og opbyggeligt var det: De vise mænd - og sådan en var Grundtvig nok selv, ville han mene - drog ud efter deres længslers mål, fandt den store himmelske stjerne i barnets pande - og vi har stadig den ledestjerne, Guds ord, bibelens ord, til at lyse for vor fod. Og det lys skulle han være med til at kaste.
Men det viste sig at det var stilhed før stormen. Nogle dage senere kastede en storm ham om. Han læste i Salme 50 . "Hvor vover du at remse mine bud op, og tager min pagt i din mund, når du dog hader irettesættelse og kaster mine ord bag dig?". Var det ord om ham og alt det han troede om sig selv?
|
|
Han ravede rundt på kollegiet, hans venner kom, holdt vagt i dagevis, af og til måtte de næsten slås med ham, når anfaldene kom. En ven, Poul Dons, kom sig aldrig rigtig efter de nattevagter.
Efterhånden kom der så meget ro over Grundtvig at han kunne rejse til sin gamle far, som var præst i Udby på Sydsjælland. En af de lidt stærkere venner, Sibbern, fulgte ham. De gjorde holdt i Vindbyholdt kro. Grundtvig kunne ikke sove. Han sad og skrev digte. Ud på natten vågnede Sibbern. Grundtvig lå i et hjørne af værelset: Han havde følt djævelens sno sig om ham som en slange. Først efter lang tids beroligende tale og bøn til Gud lykkedes det Sibbern at få Grundtvig til at sove, så de næste dag kunne tage afsted det sidste stykke til Udby.
Hans far havde tidligere bedt ham om at komme for at hjælpe ham med præsteembedet. Han var gammel nu og svagelig. Grundtvig havde kviet sig ved "at begrave sig" et udsted som Udby - han som skulle være den store videnskabsmand, profet - ja, folkefører. Men som han kom nu, så fandt han pludselig en fred ved at være der - væk fra den store by, væk fra berømmelse og storhed - eller drømmene om det.
Han tog en enkelt tur til hovedstaden igen. Fik sin irettesættelse af konsistorium. Men ellers kastede han sig ud i at undervise tungnemme konfirmander, tale med forældre til børn, der skulle døbes, og alt det andet, som var en helt almindelige præsts arbejde. |
|