[<] N. F. S. Grundtvig 1783-1872
Grundtvigs sidste digt:

1. Gammel nok jeg nu er blevet
Mellem Vugge min og Grav,
Nu jeg staaer paa Falderebet
Ved det store, vilde Hav,
Hvor Magneten er Guds-Ordet
Og Guds Aand staaer selv ved Roret.

2. Stormene er frygtelige
Stille staaer her Mandevid,
Nærmest er de Dødes Rige
Nemt det er at stævne did,
Men, o vee for Uglesangen
Bundløs der er Undergangen.

3. Vel paa jordisk Viis at regne
Langt af Led er Paradis
Er os nært dog allevegne..
Grundtvig dør i 1872
<<
Siden 1839 havde Grundtvig været præst i Vartov.
I 1867 havde han sin sidste store sjælelige krise.
Den blev offentlig kendt ved en gudstjeneste, hvor alle - også lige fra gaden - kom til alters, og hvor han prædikede - nogle mente det rene vrøvl, andre at det store syner og profetier.
Han var 84 år, men han kom igennem og levede roligt sine sidste 5 år.
Wikipedia - Grundtvigs biografi