I året 316 blev der født en lille dreng et sted ovre mod øst i det mægtige romerrige. Hans forældre var ikke kristne. Hans far var soldat, så han kaldte sin søn op efter sin yndlingsgud, den romerske krigsgud Mars, så den lille dreng kom til at hedde Martin.

Da Martin var ti år og hans far blev udstationeret i det nordlige Italien, kom Martin til at gå i en slags søndagsskole. Han syntes, det var rigtig spændende og ville gerne være en kristen, når han blev voksen. Det var første gang, Gud kaldte på Martin – i hvert fald første gang han tænkte bevidst over det der med Gud og hans søn Jesus.

Men snart blev Martins far forflyttet til en finere stilling på den anden side alperne, et sted på grænsen mellem Ungarn og Serbien. Han ønskede også, at Martin skulle gøre karriere i hæren – lønnen bestod godtnok næsten kun af kost og logi; men efter soldatertjenesten fik alle veteraner tildelt en jordlod af kejseren, så de var sikret økonomisk. Martin var kun femten år, da han blev indrulleret i den mægtige romerske hær.

Martin var god til at være soldat. Snart blev han sendt helt over til Frankrig, til byen Amiens med sit regiment. Og der i Amiens kaldte Gud for anden gang på Martin.
En våd og kold aften red han gennem byporten for at komme ud i soldaterlejren. Da fik han øje på en tigger, som sad med sin tiggerskål og rystede af kulde. Martin havde ikke noget at give ham, men så var det han tog sin røde soldaterkappe og skar den midt over med sit sværd.

Nu kunne tiggeren pakke sig ind i det røde stykke uld, så han idetmindste ikke skulle fryse mere.

Da Martin faldt i søvn den aften, drømte han at han så Jesus sidde på sin trone oppe i himlen. Alle englene stod rundt om ham, og han havde et stykke rødt uldkappe liggende hen over knæene. Og Martin genkendte sin halve kappe - for tiggeren i byporten var ingen anden end Jesus Kristus selv.
Se, hørte Martin Jesus sige til engelene, se, den her kappe har jeg fået af soldaten Martin, og han er ikke engang døbt endnu.

Da Martin vågnede næste morgen, gik han direkte hen til det nærmeste kloster og bankede på. Nu ville han døbes, og det kunne kun gå for langsomt. Han havde virkelig hørt Guds kald og ville forlade alt det, han kendte, for at blive en Kristi efterfølger.

Martin forlod soldatertjenesten og slog sig ned som eneboer ude i skoven. Han fik ry for at være meget klog og from, så folk opsøgte ham gerne for at lære af ham.
Men en dag kaldte Gud på Martin en tredje gang. Der kom en fornem mand ud til ham i skoven og bad ham følge med. Der var nemlig en dame inde i byen, som havde brug for Martins hjælp.

Det viste sig, at det ikke var en almindelig kvinde, der var i nød, men simpelthen byens domkirke. Man manglede en biskop, der var klog og from som Martin. Tak, men nej tak, sagde Martin, jeg skal bare bo alene ude i skoven, det passer sig bedst.

Og så løb han sin vej og gemte sig mellem nogle gæs i et udhus. Det kunne ligne tilfældigheder, men i virkeligheden var det Gud selv, der kaldte på Martin gennem søndagsskolen, gennem den frysende tigger og gennem de skræppende gæs.

For gæssene skræppede op, da de så en fremmed, og så blev eneboer Martin til biskop Martin, og gæssene blev spist.

Fortalt af Benedikte Brisson.

Wikipedia (en) om Martin af Tours