2. juledag 1995 i Jersie og Kr. Skensved
Tekster: Apg. 6,8-14 og 7, 54-60 samt Matt. 10,32-42
Prædiken
Det er dagen derpå. Det er det i mange familier og hjem, hvor det er dagen i dag, der skal vise om den megen opsparede forventning har kunnet bære hen over den første umiddelbare glæde. Det er i dag, det afsløres, om alt det gode, julen efterhånden er blevet anledning til at sætte i værk, er mere end stemning og reklameglitter - om det har bund og basis i noget villet. Eller om det er dagen, hvor vi så småt begynder at samle energien til det sidste store slag i det gamle år; nytårsaften.
Men det er også dagen derpå her i kirken. 2. juledag kalder på besindelse og refleksion ovenpå den umiddelbare glæde juleaften og juledag.
For julen er populær - ingen tvivl om det. Barnet i krybben omkranset af kernefamilien, Maria og Josef, samt venlige engle og tilstrømmende hyrder - for ikke at glemme æslet, koen og alle fårene - er et megahit for kirke og kristendom. Så megen PR i løbet af så kort tid ville selv en reklamechef for Disney-koncernen være - og er han helt sikkert - grøn af misundelse over. For var det Disney, der stod for kirkens markedsføring, var der ingen tvivl om, at det var nu, der skulle følges op med fortsat produktudvikling. Har man først ramt det, som folk vil have, gælder det om at holde fast i konceptet og fortsætte i samme spor - drejebogen skriver næsten sig selv: Jesus vokser op under trygge og rolige omgivelse. Josef og Maria bliver rigtigt gift, får måske et enkelt barn til, hvorefter Faderen for alvor begynder at udvikle sin virksomhed. Maria passer selv sine to børn og familiens økonomiske og sociale status stiger langsomt, men sikekrt. Og filmen kunne så passende slutte på det tidspunkt, hvor Jesus som ung lovende jurastuderende, ja, sådan ville vi nok betegne studierne til lovtro farisæer i dag - står overfor ansættelse i sin fars verdensomspændende firma, hvorefter han kan gifte sig med Maria Magdalene.
Ingen tvivl om at man her stod med en historie, der var sikret kassesucces i millionklassen.
Der er bare det ved det, at sådan gik det ikke. På en anden juledag er må vi fratages anledningen til at beruse os i en altfor letkøbt glæde over en god begyndelse, og derved helt se bort fra, hvordan det egentligt gik. For den smukke fortælling om Jesu fødsel er jo kun begyndelsen til den barske og tragiske beretning om han, der vil stå frem og på én gang hævde Guds krav og kærlighed med en kompromisløshed, der fører ham på kant med alle lige fra den religiøse elite, til den militær-politiske værnemagt samt samfundets bedre borgerskab og pøblens bærme. Fra julenats englesang og halleluja går der en lige line til råbet i Jerusalems gader: Korsfæst ham!
For vel er barnet en rose, der er kommer til verden og spreder vellugt omkring sig, men det er ikke alle, der bryder sig om den ægte rose, når de bilder sig selv og andre ind at have eneret på denne status. Deres misundelse slår ud i lys lus og fordærver alt omkring dem.
Netop den livfordærvende modstand og misundelse, har Brorson så præcist fanget i salmen om den yndigste rose;
Forhærdede tidselgemytter, så stive som torne og støtter, hvi holder I eder så ranke i stoltheds fordærvede tanke".
Det er netop forhærdelsestanken, som er dagens omdrejningspunkt og anledning til eftertanke.
Hvorfor gik det hele så galt, hvorfor fortsatte - og fortsætter - julens uskyldige glæde ikke uendeligt?
Et svar kunne være dette; Fordi Jesus ikke blev født for at leve hele sit liv i en halvmørk stald, men for at træde ind i vores formørkede verden og kaste et forklarende lys over det, liv vi lever. Men netop ved at gøre det, viser han også, hvor falsk og forkrøblet vi alle har indrettet os - hvor megen falsk rosenduft, vi søger at overdænge os med. Ja, netop hele Barbie og disneyfeberen kunne godt siges at være skalkeskjul for den virkelighed, at vi kun er i stand til at drømme os ind i deres verden, men ikke kan leve den selv. I stedet for at arbejde og kæmpe for de værdier, vi i teorien har bygget vort samfund op på, vil vi hellere købe, låne eller vinde os til øjeblikkes glemsel og drømme.
Og ve den person, der komme og afslører denne livsløgn for os - det var bedre for ham, at han aldrig var født! Og det uanset om det skete i en hyggelig julestald eller i Calcuttas slum - vi skulle nok få ham standset og klynget op på et kors.
For hans kors er ikke vort. Vi bærer vore kors i sølv- eller guldkæder om halsen, for der klæder de os bedst. At han blev nødt til at bære sit trækors til en høj for at blive dræbt på det, det må da være hans valg og hans smag! Og vil man som den hellige Stefanus følge ham på den vej, så forstår vi det da godt - men vi kunne aldrig drømme om at gå samme vej!
Nået hertil kan man godt få lyst til at undskylde for den hårde tone og straks tilføje, at det jo ikke er personligt ment. Det er kun indestængt frustration eller kirkens afmagt, der får en stakkels præst til at fare i flint på denne måde.
Men sagens er bare den, at det ikke er præsten selv, der finder på denne udladning. Det er dagens tekst med kompromiseløse krav om at følge barnet i krybben hele hans liv. Jesu fødsel er, som det nok er nævnt, udtryk for at Gud kommer os i møde, men sandheden er jo, at vi al vor glæde til trods ikke vil dette møde. Vi undgår det, så ofte vi kan komme om ved det.
Og derfor bliver der ufred og ikke fred, hvor Jesu kompromisløse krav lyder på deres egne betingelser. Hvor kravet er tro, tillid og kærlighed som den, han kommer med, der bliver der splid og ufred mellem mennesker.
Som han gav sig selv helt, fuldt og uden begrænsning, således er kravet også til os, at vi skal hengive os til den Guds kærlighed, der oprejste Jesus fra den langfredagsdød, vi gav ham som tak for julenat. På den baggrund må ordene om at elske ham mere end den nærmeste familie og slægt forstås - han elskede os og gav afkald på sit eget. Det nødvendige svar på denne gave må være en tilsvarende uforbeholden og hel kærlighed. Han delte skæbne med os - blev menneske og døde vor død for at kunne give os del i sit evige liv - eller poetiske sagt: Lyset skinner i mørket. Men så fortsætter Johannes fra første juledag: også med ordene: Mørket greb det ikke. Han kom til sine egne, men hans egene tog ikke imod ham.
Er der noget mere tragisk end en, der kommer til sine egne - til sin far og mor, til sin slægt og sit folk - og bliver forkastet? Men netop den skæbne blev Jesus til del. Ingen kendtes ved ham, da han hang på korset - alle vendte ham ryggen.
Og det gjorde han det frivilligt og efter eget valg. Hans kærlighed tvang ham til at tage det sidste skridt og ikke vige tilbage, da det gjaldt.
Han tog ikke blot sit eget kors op, men også vores, og bar det hele vejen. Kun på den måde kunne han bevare fællesskabet med os, ikke blot i livet, men også i den død, som var vores indtil han også delte den med os.
At kendes ved ham, er derfor ikke blot at kendes ved barnet i krybben. Barnet i krybben er kun begyndelsen til det, med nødvendighed fører til død og undergang for ham. Herodes var kun et skridt foran farisæerne og romerne, da det lykkedes for dem.
På en 2. juledag, på dagen derpå, må vi se sandheden i øjnene; sandheden om ham, som kom for at frelse og opsøge de fortabte, og sandheden om os selv, at vi er det fortabte, han vandt for sig med sin død.
At tage imod ham - i hele hans voksne og myndige liv- er at tage imod ham, som sendte ham, nemlig Gud. At tale om ham i hele hans sande virkelighed og dermed også tale dom over mennesker, når de vil smykke sig med lånte drømme - er at tale profetisk og til tider hårdt. Men at anerkende det som sandt over alle, er i påsken og opstandelsens lys at acceptere han uudgrundelige retfærdighed - at den uretfærdige dog forenes med hans retfærdighed og får hans løn.
Kun derved kan julebudet blive et budskab til de, der bygger i mørket og dødens skygge. som Hostrup skriver det i sin salme om Julebudet.
Men også han kender til den kamp og den strid, som følger budskabet om barnet i krybben, når han skriver: "Julebud under storm og torden melder og giver fred på jorden, fred til at stride vor strid med mod, fred til at vente på enden god, højt under medbør og dybt i sorgen, fred for både i går og i morgen".
Amen.
Salmer
DDS 98 "Den yndigste rose er funden"
DDS 105 "Hil dig, barn, i krybben lagt"
----------------------------------
T814 "Fredløs er freden"
Nadver m. DDS 365
DDS 107 "Julebudet til dem, der bygge" (ca. 1550 ord i
dokumentet).