2. s. e. Trin. 2/7 2000
Tekst: Luk 14,25-35
Salmer: Nr. Asm. kl. 10.30: 279 – 145 // 799 – 415 – 740
Vig kl. 16: (Musikgudstjeneste)

 

4 – 145 // 799 – 740 – 279

 

 

Fra 1813-1871 levede Eline Boisen. Hun var præstefrue – og meget mod sin tid – nedskrev hun i løbet af 15 år sit livs historie i 48 kladdehæfter. Hun troede, hun skulle dø af brystsyge og gav sig derfor til at skrive, så der var noget af hende til eftertiden og da især: hendes børn.

 

Originalskrifterne troede man var brændt, men blev imidlertid fundet på Rødkilde højskole i 1985 – og hendes barnebarn Anna Boisen Møller, der er præst i Jylland, har netop udgivet hvert et ord fra bedstemoderens hånd i 3 tykke bind.

 

Jeg vil gerne indlede min prædiken med at læse den bøn, som Eline Boisen starter de 48 kladdehæfter med – hun troede som sagt hun skulle dø – og regnede nok ikke med at det blev til så frygtelig mange nedskrevne sider… men det gjorde det.

 

I starten – påsken 1856 - be´r hun denne bøn for sine børn (her i forkortet udgave):

 

Tag mine børn i din varetægt! Giv dem ikke rigdom – heller ikke armod – men Herre! velsign dem med Nøisomhed! Lad din nåde være deres bedste smykke i Livet – er det muligt da fri dem for menneskenes værste ondskab – eller lær dem ikke at lide meget derved – men kun holde sig des mere til dig – til dig alene.

_____________________________________________________________________ 

At be ´ en bøn for sit barn.

 

Jeg har taget denne bøn med som et eksempel på, at den rene, smukke, dybe kærlighed –den er jo at finde – ofte og måske endda oftest mel. en forældre og et barn. 

Bønnen her viser hele skrøbeligheden/ udsatheden  og hele styrken på en gang!

Biskop Lindhardt udtalte for nylig ifbm. sociologisk undersøgelse, der havde vist, at danskerne havde en lunken tro og et lunkent forhold til kristendommen - at så skulle man spørge de samme mennesker når de kom ud fra en fødestue. Da ville man få helt andre svar. Og dét tror jeg er rigtigt!

Vi er tæt på noget meget stort her – vi er hudløse – vi er sårbare.

Vi er uovervindelige, når det går godt.

Og utrøstelige, når det går skidt.

 

I dette forældre–barn-forhold er vi udleveret – vi elsker uden forbehold.

 

Jeg tror heller ikke, at det er nogen tilfældighed, at Gud kalder sig netop vores Far, at vi alle er Guds børn.

 

Det er – kan være – det stærkeste, det mest fundamentale, vi kender til! 

Det mest overraskende!

 

Kærligheden søskende imellem kan nå store højder. 

Kærligheden mand og kvinde kan være smuk som et stjerneskud – ja, endnu ser vi i et spejl i en gåde og vi oplever kærligheden i mange sammenhænge – og i grader – mere el. mindre intens.

 

I dag bores der en pæl igennem ethvert af disse forhold.

 

"Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru, børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel”.

Der har været forsket meget over disse ord – for det kan da ikke været rigtigt, at vi virkelig ligefrem skal hade vores far og mor, vores ægtefælle, vore børn – og os selv. 

Hade – det ord har voldt mange grå hår i hovedet!

 

Men det er ordet, og gad vide, om det egtl. ikke rammer budskabet ret præcist.

 

For det første er disse ord jo igen en direkte provokation mod Moselovens 4. bud om at du skal ære din far og din mor.

Provokatøren Jesus kunne ikke provokere bedre – nu fik han dem til at spidse øren – hvad var det dog han sagde! 

 

For det andet – tror jeg - at han siger og gør det for at fortælle os, kærligheden – den sande kærlighed – kan også rumme hadet. 

 

Had er tegn på liv, på nærvær - for det modsatte af kærlighed er ikke had, det er derimod ligegyldighed – og det er det værste af alt, det mest ødelæggende og nedbrydende for et menneske: at være ligegyldig; at dem man har omk. sig er ligegyldige for en – at mærke at man selv er ligegyldig for andre.

 

Nogen gange må der opgør, brud, had, til for at få kærligheden gjort til kærlighed i den forstand, som den er tænkt fra skaberens side. 

 

Det er ikke en ligegyldig, overfladisk, LUNKEN kærlighed – der spørges efter. Det er livet for kort til, tror jeg, at Gud vil minde os om.

 

Og for det tredje og vigtigste: når vi elsker, kan vi ikke på samme tid hade. At hade kan - lige så lidt som kærligheden - være en viljesbeslutning! 

 

Det er en umulig opgave, der stilles til os. Vi kommer til kort, men det var jo også netop derfor, at Gud blev så valgte at komme os i møde ved at blive menneske – og ved at vise os sin kærlighed til os.

 

Temaet for i dag er kærlighed!

 

Provokationen går på, at den falske tryghed, vil Gud til livs. Forstillesen – den pæne ydre facade, den velfrisereder kærlighed som er som salt uden kraft. 

 

Vi skal ikke leve vores liv på forstillelse!

 

Det er netop familien, ens forældre, ens søster el. bror, ens ægtefælle, det nære, dem, vi er tættest på, OG EN SELV - der i dag bli´r rusket op i – vores forhold over for det aller nærmeste. Dét, der betyder mest; det, der fylder mest og nogen gange FOR meget. 

Her har den falske tryghed den aller bedste grobund. Vi la´r ment stå til. Affinder os med det, som det er – det er nemt, mindre krævende bare at være lunken.

 

Men Gud vil ha´ mere ned ”bare” det nemme. Mere end lunkenhed.

Gud vil ha´ nærvær! Vil ha´ salt med kraft i!

I Lars Lilholts kærligheds sang: Kald det kærlighed, siger han: 

Vi to kan overleve næsten alt,/ undtagen det der aldrig rigtigt blev fortalt/ ta’ mig ikke som et gidsel/ ta’ mig helt og ikke halvt/ for at elske rigtigt skal jeg være nøgen."

 

Det, der aldrig blev fortalt, skal fortælles!

Vores nøgenheden, afklædthed, vores kommen til kort skal ikke være en undskyldning for ikke at fortælle det usagte.

Det krav gælder i ethvert forhold, men aller mest dog i vores nære forhold til dem vi har aller tættest på. 

Og så gælder det i vores forhold til Gud.

At lade alle forsvarsværkerne falde…
 

Vorherre ønskede at få ørenlyd, hans søn måtte bruge stærke virkemidler – bl.a. ved at sige, at vi skal hade vore nærmeste…

 

Men ørenlyd ville han ha´ fordi han havde noget vigtigt at sige.

 

Læser vi videre i Lukasevangeliet får vi bla. dette vigtige i 3 lignelser – lignelsen om lammet – lignelsen om drakmen og lignelsen den fortabte søn.

 

Her fortæller Gud om den kærlighed, han har til os – den kærlighed, der altid er den samme, hvad enten vi hader Ham el. vores kærlighed til ham er lunken el. endda ligegyldig.

 

Han slipper os ikke så let…….

 

Han leder efter os, selvom han rigeligt i flokken. Han gi´r ikke op og han bliver overstrømmende glad, når vi så vender tilbage – fortabt, men fundet og modtaget bliver vi igen.

 

Han gi´r os tilbage til livet!!!

 

Ja, endnu ser vi i et spejl, i en gåde – men det vi ser, er: 

at kærligheden er Guds ypperligste & smukkeste gave til sin skabning 

Det vi aner er, at Guds rige – jo, det er jo allerede lige midt i blandt os.

 

Amen.

 

Annette Berg Møller, Vig Præstegård, Gl. Nykøbingvej 2, 4560 Vig. Telefon 59 31 51 26 - mobil 24 26 00 33
fax: 59 31 61 26  -  e-mail: abm@km.dk 

Vig kirkes hjemmeside: www.vigkirke.50megs.com